Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Diktatur og demokrati er to sider af samme mønt

Source:www.modkraft.dk
Author:Dino Knudsen
Date:27/12-2004

Hvad forbinder undersøgelsen af den hjemlige mediedækning af Irak-krigen med mordet på filminstruktøren van Gogh i Holland? Debatten af begge emner viser hvor demokratiets aktuelle grænser går, og hvordan demokratiet indsnævres til den ene side, mens det udvides til den anden.

For nylig blev en undersøgelse af mediernes rolle i dækningen af Irak-krigen offentliggjort. De der havde forhåbninger om, at den ville føre til kritiske overvejelser af den aktuelle mediedækning af de facto besættelsen af Irak, blev alvorligt skuffede.

For det første handlede debatten hovedsagelig om, hvorvidt DR kunne frikendes for en for kritisk dækning af krigen. På trods af at vi har at gøre med medierne i et krigsførende land; på trods af afsløringen af løgnene krigen blev legitimeret med; på trods af at intet af, hvad krigstilhængerne lovede, er blevet indfriet, blev fokus drejet bort fra krigens apologeter i medieverdenen. Det illustrerer i hvor høj grad krigstilhængerne sætter dagsordenen herhjemme.

For det andet viste debatten, at langt de fleste forskere, politikere, journalister og meningsdannere, ikke formår (eller er interesserede i), at formulere en dyberegående kritik af Irak-dækningen. I stedet fik vi en kortlægning af den offentlige debats aktuelle grænser. De går præcis dér hvor kritikken begynder at blive farlig. Dér hvor Christiansborg og mediernes fælles udgangspunkt, deres fælles forudsætninger og antagelser, begynder at anfægtes.

Hvis vi ser nærmere på den aktuelle situation i Irak, gennem mediernes øjne, træder sådanne (bevidste eller ubevidste) antagelser tydeligt frem:

- Partiskhed: til trods for at Danmark faktisk befinder sig i krig med en eksplosivt voksende modstandsbevægelse i Irak, kommer den næsten aldrig til orde. Den får ikke lov til at præsentere sig, bliver i stedet repræsenteret. Til dags dato har vi faktisk næsten intet sagligt hørt om fjendens mål og hensigter, strategi og taktik.

- Chauvinisme: både tilhængere og modstandere af besættelsen er enige om, at vi bør blive i Irak, ”fordi der ellers vil bryde borgerkrig ud” – altså må den hvide mand påtage sig sin tunge byrde og regere de vilde.

Men irakerne er ikke en flok kannibaler. Snarere end at forberede borgerkrig, synes de i stigende omfang at forenes i modstandskampen på tværs af politiske, religiøse og etniske skel. Hvis denne spirende nationale befrielseskamp sejrer, er det oplagt at der vil følge et opgør med den mere og mere isolerede gruppe irakere som støtter besættelsesmagten – ikke nødvendigvis en borgerkrig, sådan som det dagligt gentages i medierne.

At sådanne tendentiøse og chauvinistiske antagelser er temmelig udbredte herhjemme, understreges af at de i vidt omfang deles af både tilhængere og modstandere af besættelsen. Modstanderne har argumenteret mod at presse ”demokrati” ned over hovedet på irakerne, men taler stadig for, at Danmark alligevel skal blive i Irak. Mange på venstrefløjen og i fredsbevægelsen har også nægtet at udtrykke solidaritet med modstandsbevægelsen, fordi den angiveligt skulle være ”muslimsk”. Og fælles for begge lejre er, at vestlige kilder informationer og kilder per intuition regnes for mere troværdige og pålidelige end arabiske.

For det tredje udtrykte debatten om dækningen af Irak-krigen en fuldstændig uformåen til at give sig i kast med de manipulationer som læserne, lytterne og seerne dagligt udsættes for:

- Dæmonisering: billedet af modstandsbevægelsen har, groft skitseret, gennemløbet følgende faser i medierne: først portrætteret som ”Saddam-loyalister”, dernæst begrænset til den såkaldte ”sunni-trekant”, for til slut at blive reduceret til al-Qaedas/al-Zaqawis aktiviteter i Irak. Men mest af alt fremstiller medierne modstanden som værende apolitisk, som fanatisme, had og kaos.

- Forvirring af begreber: den virtuelle ”sunni-trekant” er et godt eksempel, et andet sammenblandingen af kategorierne etnicitet og trosretning. Iraks befolkning beskrives som bestående af tre grupper – sunni’er; shiit’er og kurdere. Men at være kurder er ikke at tilhøre en trosretning. Kurderne er for størstedelens vedkommende sunni’er. Ser man på det etniske billede af Irak, er 80% arabere, uanset om de er sunni’er eller shiit’er.

I virkeligheden er den irakiske befolkning langt mindre splittet og langt mere involveret i modstandskampen, end den bliver fremstillet. Mange definerer sig først og fremmest som irakere, ikke som tilhørende en bestemt gren af islam.

Men med anførte dæmonisering og med inddelingen af befolkningen – og uddelingen af regeringssæder og andre høje embeder – efter manipulerede kriterier, kan besættelsesmagten ikke blot føre traditionel ”del og hersk-politik”. Den fremstår tillige i den vestlige offentlighed som om den har et flertal af irakere bag sig.

Når der i debatten ties om sådanne antagelser, kunstige skel, falske begreber og lodrette manipulationer, når deres formål og konsekvenser ikke påvises, bliver en forståelse af, hvad der virkelig foregår i Irak umuliggjort. Når fænomener i mediedækningen som disse forbliver uanfægtede, forbliver den politiske magt uantastet. Når medierne og de professionelle meningsdannere deler magtens præmisser, bliver de mindre og mindre kritiske, mere og mere et propagandaredskab. Og kritikken af medierne? Den bliver i bedste fald tandløs og irrelevant, i værste fald en afledningsmanøvre.

Vi lever i et samfund, hvor grænserne for hvad der kan og ikke kan kritiseres er skarpt aftegnede. Og så alligevel ikke. For hele tiden foregår der en åbning til én bestemt side, bl.a. overfor ytringer der mystificerer, mistænkeliggør eller direkte angriber bestemte befolkningsgrupper og religioner.

Det viste sig senest i debatten om drabet på filminstruktøren Theo van Gogh i Holland. Fremfor at formulere en seriøs kritik af religionen, lagde van Gogh først jøder og derpå muslimer for had. Alligevel var det i flere uger næsten umuligt at gøre opmærksom herpå i debatten. Det gælder særligt for muslimer. I den offentlige debat må de konstant bevise, at de ikke er terrorister for overhovedet at kunne ytre sig kritisk, sådan som det for nylig var tilfældet for Omar Shah.

Når vores førende eksperter bliver spurgt om, hvorfor almindelige muslimer herhjemme er vrede – ikke mordlystne – over van Goghs arbejde, bliver vi fortalt, at islam ikke har oplevet oplysning og religionskritik. Bortset fra at der både er en vis portion sandhed og vestlig chauvinisme i dette svar, kunne det så ikke tænkes, at muslimernes reaktion også skyldes, at de udgør et mindretal under konstant beskydning? Det er grunden til, at jeg, selv som ateist, føler det nødvendigt at gå i brechen for dem. Religionskritik er fuldstændigt legitimt, men ikke som undskyldning for den hetz der pågår i øjeblikket.

Verden er vendt på hovedet. Mens Danmark som en del af besættelsesmagten i Irak er medansvarlig for massive ødelæggelser, fordrivelser og drab på titusinder af civile (senest i Falluja), skal herboende muslimer igen og igen bekende, at de tager afstand fra vold. Men vores regering? Den kan indlede en ulovlig angrebskrig, den kan bidrage til de krigsforbrydelser som koalitionsstyrken står bag – og alligevel gå fri når debatten tages!

Vi lever i et totalitært demokrati. Et demokrati hvor kritikken af krigen og besættelsen ikke må anfægte magtens og medieverdenens fælles præmisser og sprænge debattens snævre grænser. Et demokrati som med terrorlovgivningen har fjernet distinktionen mellem ytring og handling og gjort det strafbart blot at tale til fordel for den Anden, for fjenden, ”terroristerne”. Et demokrati hvor en udfordring af magthaverne straks afstedkommer forsøg på kriminalisering – senest eksemplificeret ved Guantanamo-fangen og Hizb-Ut-Tahrir. Et demokrati hvor en hel befolkningsgruppe i stigende grad bliver lagt for had og gjort til syndebuk.

Vi lever i et demokrati hvor kritikken ikke må transcendere dogmet om demokratiet selv. Et demokrati som ikke vil bekende kulør og vedgå, at det også er et diktatur; at demokrati og diktatur er to sider af samme mønt. Samtidig er vi vidner til at demokratiet udvides i den ene side, mens det indsnævres i den anden.

I det totalitære demokrati er undertrykkelsen ikke hele tiden aktuel, men den er altid potentiel. I det totalitære demokrati føres der ikke en nærværende krig. Krigene føres tusinder af kilometer borte – og der skal for enhver pris herske ro på hjemmefronten.

Artiklen har i en forkortet udgave tidligere været bragt som kommentar i dagbladet Information.