Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Et kulsort liv

Source:www.information.dk
Author:Martin Gøttske
Date:02/12-2004

E’ERDUOSI og WUHAI – 550 meter under den solbrændte jordoverflade er det køligt, men klistrende fugtigt. Vand drypper uafladeligt fra loftet i dybet. Væggene af kul glinser i det sparsomme lys fra pandelygterne, der projekteres forvirret rundt i mørket. Larmen fra iltdyser og boremaskiner er overvældende i det klaustrofobiske rum. Kulvogne hviner forbi på skinner, og trommehinden lammes, når dynamitten brager længere inde i minen.

»Man må bare vænne sig til det,« skriger sjakbajs Xu gennem støjen. Minen her er en af de mange, der har været med til at gøre området omkring byen E’erduosi, i den sydlige del af provinsen, til »Kinas hovedstad for kul«. Kinas kulminer er nogle af de absolut farligste steder at arbejde. Ifølge statens egne tal døde 6.702 personer i minerne sidste år. De endte deres skæbne i gaseksplosioner, oversvømmelser, kvælning eller sammenbrudte lofter i nogle af de 200.000 miner, der vurderes at være i landet.

Li Yuanquan, der arbejder i Shiligou minen 80 kilometer længere nordpå, kunne ikke vænne sig til forholdene i minen. Han sidder og styrer hejseværket – en usikker anordning, der, hængende i en tynd wire, transporterer kul og mandskab op og ned i det dybe hul. En elektrisk brummer, den eneste måde arbejderne i undergrunden kan kommunikere med omverdenen på, giver lyd fra sig: et brum for stop; to brum for ned; tre brum for op; fire brum for ulykke. Det er normalt kvinder der styrer elevatoren, men efter Li havde afsluttet sin første arbejdsuge nede i minen og stadig var rædselsslagen, forbarmede chefen sig over ham og tilbød tjansen oven jorde. Li får ingen skæve blikke fra kollegaerne af den grund. De var alle skrækslagne første gang, og for de fleste forsvinder den følelse aldrig helt.

»Hver dag, når vi tager på arbejde, ved vi, det er farligt,« siger Wu Shaoyong. Der er noget at have frygten i. Alle minearbejderne kan fortælle om nylige ulykker i området. Få dage forinden døde 15 personer nogle kilometer herfra, da minen blev oversvømmet. I de kinesiske medier er der er en stadig strøm af rapporter om mineulykker.

750 kroner om måneden
De fleste kulminearbejdere er bønder fra alle egne af Kina, som, drevet af manglende arbejde på hjemegnens marker, har fundet arbejde under jorden. De trodser farerne i minerne for 750 kroner om måneden. Sikkerheden er bekymrende, men »vi har alle brug for pengene,« siger 36-årige Liu Shengquan.

Her ved Shiligou ser det ud som om, jorden er blevet voldtaget. Ikke en kvadratmeter er ladt uberørt hen, alt er vendt og drejet i jagten på jordens rigdom: kul, kalksten, grafit osv. Tårnene over mineskakterne hæver sig over det tørre landskab og omsvøbes af kulstøv, hver gang en ny ladning dukker op nedefra.

Wu Shaoyong er lige kommet op fra minens svælg efter en otte timers vagt. Hans ansigt, fødder og grove hænder er kulsorte. Et nyt hold arbejdere klamrer sig til »elevatoren« og ringer to gange med brummeren. Vand varmes i en riskoger, og Wu vasker de værste lag væk. Resten af vandet bruges til kop nudler, skyllet ned med øl. Og så er det tid til at sove. Ved midnatstid skal han ned igen. Otte timer i hullet uden pause.

Næste dag, ved middagstid, vælter han ud af sengen med rusten stemme, kommer ind på manageren Huangs kontor og forlanger en kold øl. »Fire-fem timers søvn er nok,« siger han. Han får sig igen nogle nudler og slapper af, inden det er hans tur igen. Det er den daglige trummerum. Der er ikke så meget at lave her midt i ingenting. Minens 20 arbejdere flokkes om fjernsynet i Huangs værelse, spiller kort eller tager de 100 km til byen Wuhai, hvis der er trang til en kvinde. Ifølge Huang har der ikke været nogen dødsulykke i de 10 år, han har arbejdet her. Sidste år blev han gjort til manager og slipper nu for turene ned i hullet. Men Huangs sorte ar bærer vidnesbyrd om forholdene.

Her er ikke det mest basale ildsluknings eller redningsudstyr, hvis den store ulykke skulle være ude. En bil fra de lokale myndigheder kører rundt med bannere, der annoncerer, at »sikkerheden har første prioritet«, og arbejderne får fortalt om sikkerhed, men minens ejer, der også ejer nabominerne, har ikke taget reelle tiltag. »Det koster nok for mange penge at øge sikkerheden,« siger Liu.

Arbejderne er ikke tilfredse, men de føler ikke, de har nogen steder at gå hen med deres utilfredshed. De har ikke mange alternativer til dette arbejde, og de ved, at chefen ikke vil have problemer med at finde andre arbejdere fra skaren af arbejdsløse landarbejdere, der vil være mere end villige til at overtage deres job.

Men hvem vil investere i at forbedre arbejdernes forhold? Det er arbejdsgiverens marked i Kina. Og fordi Kinas Kommunist Parti forbyder frie fagforeninger, og de officielle fagforeninger mere fungerer som Partiets forlængede arm, er der ingen til at tale arbejdernes sag.

Forsøg på forbedring?
Myndighedernes retorik fejler ingenting, men minearbejdernes sikkerhed forbedres stadig ikke. Ministerpræsident Wen Jiabao satte sig sammen med kulminearbejdere og spiste et måltid i en mineskakt i Liaoning provinsen sidste år. Det skulle signalere myndighedernes omsorg for arbejdernes situation. Der er blevet lovet flere sikkerhedsinspektioner, flere penge til sikkerhed og øgede straffe til mineejere, der ikke overholder reglerne.

Ifølge China Labour Bulletin, en organisation i Hong Kong, der har som mål at etablere frie fagforeninger i Kina, er regeringen år efter år kommet ud med de samme erklæringer om, at sikkerheden skal forbedres, men situation forbliver uforandret. Antallet af dødsfald i minerne var stort set identisk fra 2002 til 2003. Der har dog været taget fat. Myndighederne har lukket tusindvis af miner for overtrædelse af sikkerhedsregler, overdreven forurening eller på grund af manglende tilladelser.

Men det har vist sig svært at holde minerne lukket. På grund af det stigende antal lukkede miner er prisen på kul blevet drevet i vejret. Mange af ejerne af de tvangslukkede miner har derfor genåbnet dem for at nyde godt af de højere priser. Det kan lade sig gøre med de lokale embedsmænds viden, da de ofte selv har økonomiske interesser i minerne og har brug for indtægten til at udvikle området.

Et andet problem er, at mange forretningsmænd anser deres investeringer i miner som kortvarig og hyrer derfor billig, utrænet arbejdskraft og bruger ikke penge på at vedligeholde ventilationssystem og ildslukningsudstyr.

Flere mineejere har ifølge kinesiske medier forsøgt at betale arbejdernes familier fra at holde mund, når familiemedlemmer er blevet dræbt i minerne. Og flere gange har de haft mere travlt med at destruere ansættelseskontrakter og bevis på ulykken i stedet for at igangsætte en redningsaktion for eventuelt overlevende i dybet. »For få år siden var her ingenting,« siger Wang Yaojin, den politiske leder for industri i E’erduosi, kul-hovedstaden. Nu er her tegningen til en lille provinsby med brede boulevarder. »Alt det kan vi takke undergrunden for.« Chen, en forretningsmand fra den sydøstlige Guangdong provins, investerede sine penge i en mine sidste år. »Det er virkelig en god forretning,« siger han og skåler med den politiske leder for en god fremtid.

Det farligste erhverv
Kina er verdens største kulproducent og konsumerer en tredjedel af den totale globale kulproduktion. Og efterspørgslen stiger i takt med Kinas stadig større behov for energi, der skal understøtte den økonomiske vækst. 70 procent af Kinas energibehov dækkes af kul. Under disse forhold kan kinesiske forretningsfolk, med nærmest ubegrænset adgang til billig arbejdskraft, tjene store profitter fra både legale og illegale kulminer. Men det er Wu, og Kinas fem millioner andre kulminearbejdere, der med deres hænder vrider materialet, som er en af grundstenene i Kinas økonomiske vækst, ud af jordens favn. Kulminearbejdernes liv symboliserer den byrde, store dele af landets befolkningen bærer for at sikre den stigende levestandard og økonomiske vækst i Kina. På jagt efter penge kæmper landets arbejdere under utallige farer i mange sektorer af økonomien. Ingen andre steder er farerne større end i landets kulminer.

I det store ræs efter kul er minen, som Huang administrerer, kun en meget lille brik. 120-130 tons kul får de sendt af sted om dagen. Og det sælges til den beskedne sum af 75 kroner pr. ton (45 kroner for den dårligere kvalitet), fortæller Huang. Alle kommer fra det samme landområde i Shanxi provinsen, en anden provins med store kulreserver. De bor tre i hvert værelse i de røde murstenshuse. Alt er sort indenfor. Det engang hvide sengetøj, væggene, møblerne. Batterierne til pandelygterne lades op, og rummet varmes op af rør fra pejsen udenfor. Selv om det er hedt om dagen, falder temperaturen drastisk, når solen går ned bag bakkerne. Nogle få har taget deres koner med. Yaya, en fem måneder gammel dreng, er født i et af de små rum, som de bor i. »Vi er alle Yayas onkler,« smiler Wu. Det bliver en hårdfør baby, der vokser op her.