Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Heksejagt på kosttilskud

Source:MayDay, Borgerrettighedsbevægelse
Author:Læge Niels Hertz
Date:18/07-2008

H C Andersen har et eventyr, der handler om, hvordan man skaffer sig af med en ansøger. Det hedder Rejsekammeraten. I eventyret frier den faderløse Johannes til en prinsesse, men hun ønsker at gøre det af med ham. Hun er i virkeligheden en heks, der står i ledtog med en trold, og hvis Johannes ikke gætter, hvad hun tænker på, bliver han hængt.

Denne uhyggelige situation minder om den, producenter af kosttilskud nu befinder sig i. Det er ganske vist ikke nogen prinsesse, de bejler til. Det er mere prosaisk. De bejler til Fødevarestyrelsen for at få lov at sælge tilskud. Men styrelsen har indledt en heksejagt for at få næsten alle kosttilskud udryddet. Metoden er som i eventyret: Stil bejlerne nogle spørgsmål, der ikke kan besvares.

For at gøre det nemmere har Fødevarestyrelsen allieret sig med Lægemiddelstyrelsen. Hvis et kosttilskud duer, kalder Lægemiddelstyrelsen det for et lægemiddel, og producenten skal nu præstere ”dokumentation” til en værdi af flere millioner kroner og flere års arbejde. Det er så dyrt, at opgaven er lige så umulig, som det er for Johannes at gætte, hvad prinsessen tænker. Dermed er produktet forbudt, og producenten kan gå hen og hænge sig.

Der står i denne sag rimeligvis mere på spil, end de fleste forestiller sig. Både for branchen, brugerne og den almindelige retsbevidsthed. Ikke alene vil styrelserne tage livet af producenter, leverandører og forhandlere landet over – næsten 500 produkter venter på forbud – de vil samtidig tage en rettighed fra borgerne, som ingen nogen sinde før har angrebet: Retten til at spise, hvad man vil, for efter eget skøn at tage vare på sit helbred.

Kosttilskud er koncentrerede, men uskadelige, kilder til næringsstoffer, der formodes at have en fysiologisk virkning. De er ikke medicin, og langt de fleste består af mineraler eller vitaminer i små mængder, fedtstoffer fra plante- eller dyreriget eller planteprodukter som f.eks. ekstrakter af te, krydderier eller hvidløg.

Hvordan beviser Lægemiddelstyrelsen, at disse kosttilskud er lægemidler? Man bruger den fysiologiske virkning som argument. Alt hvad man kommer i munden har fysiologisk virkning, selv vand. Men styrelsen hævder, at når et kosttilskud har en fysiologisk virkning, dvs. påvirker legemsfunktioner, er det et lægemiddel. Lægemidler har jo også fysiologiske virkninger. Det er ganske, som når morlille hos Holberg bliver til en sten: Lægemidler har fysiologisk virkning, kosttilskud har fysiologisk virkning, ergo er kosttilskud lægemidler!

Når man med dette hokuspokus har vedtaget, at et tilskud er et lægemiddel, får producenten ordre til at løse den uløselige opgave, nemlig at tilfredsstille Lægemiddelstyrelsens appetit på kostbar dokumentation. Dette er en spidsfindig pointe. Når styrelsen mangler dokumentation, mener den ikke dokumentation i almindelig forstand. Den forlanger, at de uskade-lige tilskud bliver ”dokumenteret” efter omfattende regler, der ligger tæt op ad kravene til de langt farligere farmaceutiske specialiteter.

Hvor vanskelig opgaven er, fremgår af at reglerne f.eks. betyder forbud mod et så ugiftigt stof som melatonin, som kan udvindes af planter, men også dannes i hjernen under søvn. Det er ikke, fordi der mangler viden om melatonin. Medicinske databaser rummer langt over 1.000 artikler om stoffet, som f.eks. i dyreforsøg halverer hjerneskaden efter hjerneblødning, som måske er kræfthæmmende, og som især hos ældre kan forbedre søvnkvaliteten med bedre dagfunktion til følge. Men den omfattende viden og de potentielt nyttige virkninger er ikke nok. Vil man have melatonin, må man smugle det hjem fra udlandet.

For et par år siden var det nær gået på samme måde med glukosamin, der fremstilles af rejeskaller og har en nærmest fantastisk virkning på slidgigt. Trods absolut uskadelighed, positive kliniske forsøg og årelang erfaring var der ikke dokumentation nok. Danskere i titusindvis importerede stoffet fra England eller måtte nedværdige sig til fordækt at købe det som hestefoder hos dyrehandlere. Først da en massiv folkelig protest rejste sig, fik produktet dispensation og blev godkendt.

Man kan fundere over, hvor mange gigtplagede danskere, der som følge af denne godkendelse nu er sparet for hvileløse nætter, vedholdende smerter eller blødende mavesår som følge af farlig gigtmedicin. Hvorfor ville myndighederne så nødigt give syge medborgere den tilladelse?

Dette fører til en anden vigtig synsvinkel: Hvor går grænsen for bureaukratiets magt? Med hvilken moralsk ret forbyder dette monstrum borgerne at indtage de kosttilskud de vil – hvad enten de virker eller ikke? Ved monsteret måske, hvad der gavner mig bedst? Eksemplerne tyder ikke på det, og listen over andre forkerte eller skadelige råd og forbud fra oven er alenlang. Tænk på kiropraktorer, som længe ansås for kvaksalvere. Tænk på akupunktur. Tænk på det mangeårige forbud mod at komme jod i salt, som har givet flere hundrede tusinde kvinder og børn livslang struma og måske det, der er værre. Tænk på anbefalingen af østrogen, som har slået tusinder af kvinder ihjel. Eller tænk på motion! For bare 30 år siden mente landets førende hjertelæger, at motion var et uskadeligt tidsfordriv uden påviselig betydning for helbredet. Der havde været grundlag for forbud, hvis motion var et kosttilskud. Når styrelsen mangler dokumentation, skal det nemlig forstås således: Der mangler, hvad styrelsen forstår ved dokumentation.

De nævnte eksempler på virksomme, men forbudte eller forbudstruede, kosttilskud står ikke alene. Selv blandt de 10 ”ulovlige” skrækeksempler, et dagblad for nylig viste, er der flere med uomtvistelig virkning. Bl.a. kan det ikke bestrides, at kanel–(piller) sænker blodsukkeret hos type-2-diabetikere. Men monsteret beskæftiger sig ikke med, om noget gavner. Det beskæftiger sig med ”dokumentation”.

En eller anden form for dokumentation er der for næsten alle kosttilskud. Undertiden er virkningen sikker, men den er næsten altid en mulighed. Det er den mulighed, evt. kombineret med personlig erfaring, brugeren køber. Og det er den, monsteret forbyder.

I dette perspektiv hæver problematikken sig op over spørgsmålet om dokumentation. Hvem skal bestemme over vore forhåbninger? Skal uvedkommende ophæve en personlig frihed, som aldrig før har været anfægtet: Retten til at foretage en ufarlig - og måske gavnlig - handling for at sikre sit helbred og velfærd efter eget skøn? Embedsvældet har boret kløerne i os for at frarøve os denne rettighed.

Formyndere vil os altid det bedste. De tager vores frihed, tid eller penge fra os for vores egen skyld. Det er alt for store goder at overlade til os selv. Mht. tilskud beskytter de os ikke kun mod vildledende reklamer. De forbyder produkterne, så vi helt sikkert ikke gør noget forkert. Selv et absolut sandfærdigt udsagn om virkningen af et kosttilskud udløser øjeblikkeligt forbud. Men er dette virkelig forbrugerbeskyttelse? Er forbrugerbeskyttelse en slags frihedsberøvelse? Det ligner jo langt snarere forbud og uforfalsket censur.

Hvad ville styrelserne gøre, hvis de nu ikke ville more sig med at herske over deres medborgere, men ønskede at hjælpe dem i den - sandt nok forvirrende - jungle af kosttilskud? Jeg tror, de ville bedømme hvert produkt for sig, ikke ud fra rigide kriterier, beregnet for potentielt farlig medicin, men ud fra kriterier, der passer til ufarlige næringstilskud. Måske virker f.eks. det ”ulovlige” ekstrakt af grøn te faktisk kræfthæmmende. Noget tyder på det, andet ikke. Hverken benægtelse eller bekræftelse rammer helt sandheden, som vi kender den. Frem for at blande sig i andres forhåbninger burde man formidle den kendte viden som rettesnor for, hvad fabrikanterne må sige.

Virkelighedens prinsesse vil hellere forloves med trolden end med den faderløse Johannes. Hun ser ikke Johannes’ gode sider, men sætter ham på en uløselig opgave for slet og ret at få ham hængt. Han har ingen rejsekammerat til at hugge hovedet af trolden og gøre prinsessen god igen. Dette er ikke et eventyr.