Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Hver tiende brasilianer har ikke en bolig

Source:www.modkraft.dk
Date:27/12-2004

Hver tiende brasilianer har ikke sin egen bolig, men må bo på gaden eller hos venner og slægtninge. I storbyen Salvador har de hjemløse nu taget sagen i egen hånd. De har dannet en bevægelse, der besætter tomme bygninger og grunde i byens centrum for at skaffe tag over hovedet og presse myndighederne til at tage problemet alvorligt

Brasiliens bevægelse af landløse landarbejdere (MST) bliver af mange anset for at være en af verdens mest dynamiske massebevægelser. I de 20 år, der er gået siden bevægelsens opstod, har MST mobiliseret hundredetusinder af landarbejdere i kampen for jordreformer.

På trods af at bevægelsens besættelser af uudnyttet land ofte er blevet besvaret med vold, er det lykkedes bevægelsen at bosætte omkring 350.000 familier på små landbrug over hele landet. Men i den seneste tid har opmærksomheden været rettet mod en af MST´s yngre og mindre kendte slægtninge fra storbyen: ”De Tagløses bevægelse i Salvador” (MSTS).

Kun seks måneder efter at organisationen blev grundlagt i Salvador Da Bahia, der er Brasiliens 3. største by efter Sao Paolo og Rio de Janeiro, tæller den 12.000 medlemmer. MSTS er en bevægelse for hjemløse, som søger at rette op på byens grelle uligheder ved at sætte fokus på forholdene for byens ekskluderede og fattige.

MSTS benytter strategier, der ligner dens slægtning fra landet [MST: red.]. Bevægelsen besætter forladte eller tomme bygninger og grunde i byen for at huse hjemløse familier og presse regeringen til at råde bod på Salvadors enorme boligmangel. En talsmand for lokalregeringen har udtalt, at der er brug for at bygge boliger til 90.000 mennesker. Dette tal får koordinator for MSTS Pedro Cardoso til at le: ”Vær dog realistisk, det handler snarere om 150.000”.

Hver tiende uden bolig
En præcis optælling af den hjemløse befolkning er svær at gennemføre. Salvador har nemlig ligesom andre brasilianske storbyer et stort antal fattige indbyggere, som bor mere eller mindre permanent hos venner og slægtninge.

Der findes endda et navn for denne praksis: at bo ”de favor” [at nogen gør én en tjeneste: red]. Ifølge 2000 folketællingen bor 16,5 millioner mennesker i Brasilien ”de favor” – mere end 10% af befolkningen. Men disse måder at bo på er ofte inhumane og sjældent holdbare i længden.

24-årige Juciara Pereira boede sammen med sin mand Raimundo og deres seks børn i hendes mors hus på to værelser i Salvador, indtil det blev uholdbart. Raimundo, der samler brugte dåser og karton på gaderne og sælger det videre til et lokalt genbrugsfirma, tjener simpelthen ikke nok til, at de så meget som kan tænke på at leje et sted at bo selv.

Takket være MSTS er de nu skrevet op på kommunens liste for boliger med huslejetilskud.

Pladsmangel i slummen
Tidligere ville familier som Juciaras have besat et stykke jord på en forladt skråning i byen, hvor de ville have bygget et skur og fået et hjem.

Med den kraftige tilflytning fra landområderne i 1950erne og 1960erne voksede de berygtede ”Favelas” (slumkvarterer), der stadig bringer uorden i byens landskab. Men nu er meget af den tilgængelige plads allerede optaget.

Pladsmangel i slumkvartererne blev mere udtalt i 1990erne, hvor der gennem statslige tiltag over hele landet blev introduceret et minimum af serviceydelser i et forsøg på at gøre slumkvartererne til en del af byerne. Mange af slumkvartererne –men bestemt ikke de fleste – har således fået elektricitet, kloakering, asfalterede veje og transport, der forbinder dem med resten af byen.

Selvom disse serviceydelser er velkomne forbedringer, bliver den allerede begrænsede plads i slumkvartererne endnu mere uopnåelig for mennesker som Juciara og Raimundo, hvilket tvinger dem til at bosætte sig på landområder, der ligger endnu længere fra Salvadors centrum.

Mondæn klub bliver bolig
Efterhånden som bosættelserne bevæger sig længere ud i periferien, bliver serviceydelserne begrænsede eller ikke-eksisterende, og vold er en konstant trussel. MSTS søger at forhindre denne, både i bogstavelig og symbolsk betydning, perifere eksistens ved at benytte sig af det, der allerede findes i byen.

”Det er en pervers logik,” siger Cardoso, ”folk er hjemløse, samtidig med at der er masser af plads og tomme bygninger i centrum. Vi ønsker, at retten til en bolig bliver respekteret som en grundlæggende borgerret, og vi mener, at det gøres bedst gennem direkte aktion. Vi besætter bygninger, som ikke benyttes på en socialt fordelagtig måde for at skaffe boliger til trængende boligløse mennesker.”

En af disse bygninger er ”Den Portugisiske Klub” i Salvador. Engang var det en smart privat klub med rummelige sale, restaurant og swimming pools placeret lige ud til havnefronten. Den lukkede i midten af 90erne og blev efterladt tom og tilskoddet.

Men i februar rev 200 MSTS aktivister barrikaderne ned og overtog den forladte klub. De organiserede sig i arbejdsgrupper, som fjernede brokker og gjorde rent, så familier kunne flytte ind med deres få ejendele. Den største sal er nu opdelt med plastic presseninger og stykker af træ og karton for at give en smule privatliv til de 20 familier, der bor der. Ved sidste optælling husede hele klubben 154 familier.

Levevilkårene er primitive og bygningen forfalden. Regnvand strømmer gennem det rådne loft, og de tomme swimming pools er en bekymrende risiko i forhold til de mange børn i lejren. Vand til madlavning og vask er kun tilgængelig fra en enkelt vandhane bag det, der engang var pool baren, og det skal bæres i spande forbi den forfaldne udspringsvippe og udtjente liggestole.

”Det er alligevel det værd”, siger Anderson Santos, en høj tynd mand på 29 år, der står under de mørnede balkoner og smadrede vinduer. ”Før jeg kom med i bevægelsen, boede jeg i mine forældres hus på to værelser sammen med mine tre søskende, min kone og mine to børn. Jeg har været arbejdsløs i fire år og er ude af stand til at forsørge min familie. Jeg følte mig alene.”

Fremtidsudsigterne for besættelsen af den Portugisiske Klub er usikker, og bygningen er knap i stand til at huse så mange mennesker, men Anderson er optimistisk: ”Besættelsen har øget bevidstheden om boligspørgsmålet blandt lokalbefolkningen. Det er det vigtigste.”

Fællesskab og organisering
MSTS’ arbejde er ikke gjort med besættelserne.

”Vi er her for at opbygge en fornemmelse af fællesskab,” forklarer Cardoso.

Hver besættelse vælger koordinatorer, som organiserer rengøringshold, børnepasning, nattevagter, samt bygge- og reparationshold.

Hver lørdag bliver der holdt fællesmøder for at diskutere de spørgsmål, der uvægerligt opstår, når man bor så tæt sammen. Hvis man ikke deltager i mindst hver tredje møde, risikerer man udsmidning.

Alkohol og narko er forbudt. Denne måde at organisere sig på forebygger fjendtlighed i lokalområdet.

”De kan selv se, at vi ikke er kriminelle, at alt vi ønsker, er at blive hørt,” siger Cardoso. Faktisk har nogle besættelser modtaget mad og tøj fra grupper i lokalområdet.

Kvinder tager ansvar
”Der er virkelig en følelse af solidaritet i denne lejr,” siger Luciana Moura, der er en af de fem koordinatorer i den største MSTS besættelse, som ligger på et ubenyttet landområdet tæt på Salvadors lufthavn og huser mere end 350 familier.

”I begyndelsen af januar var der ild i en af hytterne, og vi måtte rive nogle af de nærliggende hytter ned for at stoppe ilden i at sprede sig. Men alle hjalp til med at genopbygge dem bagefter.”

Alle lejrens koordinatorer er kvinder, hvilket afspejler bevægelsens kønsfordeling. Omkring 70 procent af MSTS’ medlemmer er kvinder; ofte enlige mødre og som regel arbejdsløse.

Luciana er ikke bange for de udfordringer, hun står overfor: ”Vi tager ansvar for vores liv og viser macho samfundet, at det er vi i stand til - vi kan organisere os og vi kender vores rettigheder.”

Boligaktivister presser politikere
Så hvad har MSTS opnået indtil videre? Boligproblemet er blevet et centralt emne i Salvador. Politiets voldelige rydninger, som fandt sted i bevægelsens tidlige stadier, er blevet afløst af en mere forsonlig politik fra lokalregeringens side - den lover nu at fremskynde programmet for billige boliger.

”Men,” siger Cardoso, det er ”for lidt, for langsomt – vi vil fortsætte vores politik med besættelser for at presse regeringen”.

MSTS er ikke isoleret. Lignende bevægelser findes i byer over hele landet. I Sao Paolo presser MSTC regeringen i forhold til at tage sig af uregelmæssighederne i Sydamerikas rigeste og befolkningsrigeste by. Ifølge Manoel Del Rio, en advokat, der repræsenterer MSTC, lever 15.000 mennesker på gaden i Sao Paolo, mens 400 bygninger og grunde i byens centrum er tomme og ubenyttede.

Lula må holdes på ret kurs
Cardoso håber, at regeringen ledet af fagforeningsmanden Luiz Inacio Lula Da Silva, vil gøre noget for at løse problemerne: ”Lula-regeringen åbner et rum for os, hvor vi kan operere, da vi ved, at han har sympati for vores krav,” forklarer Cardoso.

”Når regeringen bliver holdt i en finansiel spændetrøje af IMF og internationale udlånere, er det vores arbejde at mobilisere for at minde regeringen om at vi er her, at vi er regeringens sande base for støtte,” påpeger Cardoso med en advarende tone.

”Vi er ikke i opposition til regeringen, men prøver at holde den på den kurs, som fik os til at stemme på den. Vi har ikke været her så længe, men vi er en hær af borgere, der ikke længere er indstillet på at acceptere at være ekskluderede og leve i fattigdom.”