Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

CIA bortfører mennesker og flyver over dansk luftrum

Source:www.dr.dk
Date:19/05-2005

Et hemmeligt CIA-fly, som bruges til at transportere mistænkte terrorister rundt i verden, har 12 gange siden 2001 benyttet dansk luftrum i forbindelse med overflyvninger.

Det fremgår af et svar fra trafikminister Flemming Hansen til Enhedslistens udenrigsordfører, Rune Lund. Statens Luftfartsvæsen har dog oplyst, at flyet, et Gulfstream 5 med registreringsnumret N-379P, "ikke har benyttet de 10 største danske lufthavne i de sidste 5 år".

CIA bruger skuffeselskab
Det lille jetfly er ifølge adskillige rapporter i internationale medier siden 2001 blevet brugt til at hente terrormistænkte og transportere dem ud af de lande, de bor i, og til lande, der er kendt for at bruge tortur ved afhøringer af fanger.

Gulfstream-flyet ejes på papiret af selskabet Premier Executive Transport Services Inc. i delstaten Massachusetts. Men den amerikanske avis Washington Post afslørede i december 2004, at selskabets bestyrelse og ansatte kun eksisterer på papiret, og dets virkelige ejer er den amerikanske efterretningstjeneste CIA.

Flyet, der kan medbringe 14 passagerer, er siden 2001 blevet observeret på militære flyvepladser fra Pakistan til Indonesien og Jordan, hvor hætteklædte fanger i håndjern i flere tilfælde er set blive ført om bord.

Verdensomspændende CIA-flyselskab mod terror
Sammen med et 32-sæders Boeing 737, med registreringsnummeret N-313P, udgør Gulfstream-flyet et verdensomspændende CIA-flyselskab, som bruges i kampen mod terror. Et selskab som er blevet sammenlignet med Air America, efterretningstjenestens hemmelige civile flyselskab, som under Vietnamkrigen fløj med forsyninger og mandskab i området.

Enhedslistens forsvarsordfører, Frank Aaen, vil nu bede regeringen oplyse, om Gulfstream-flyet har landet i danske militære lufthavne, om Boeing-flyet også har været i dansk luftrum, samt hvorfra og hvortil flyvningerne er foregået.

- Spørgsmålet er, om Danmark er medvirkende til transport af fanger, som, vi ved, bliver udsat for tortur et eller andet sted i verden. Eller om vi i det mindste vil være med til at oplyse mest muligt om trafikken. Danmark er jo international forpligtet til at medvirke til at bekæmpe tortur, siger Frank Aaen.

Mistænkes også for hemmelige fængsler
I alt menes CIA at drive 24 hemmelige fængsler overalt i verden.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch "opererer mindst halvdelen af disse i total mørke". Problemet med disse spøgelsesfanger, som bliver transporteret rundt i verden - formentlig af det sælsomme amerikanske flyselskab - er blevet offentligt kritiseret af Internationalt Røde Kors. De siger, at fangerne bliver overført til skjulte fangelejre eller til lande, som er kendt for at udøve tortur.

Den tidligere CIA-agent Bob Baer siger til den britiske avis Times, at "hvis du ønsker en seriøs afhøring, så sender du en fange til Jordan. Hvis du vil have, at han skal tortureres, så sender du dem til Syrien. Hvis du vil have, at de forsvinder... så sender du dem til Egypten".

Landede i Sverige
Gulfstream-flyet landede også i december 2001 i Bromma Lufthavnen uden for den svenske hovedstad Stockholm.

Her blev de to egyptiske asylansøgere Mohammed al-Zery og Achmed Agiza ifølge svensk TV4 afleveret af den svenske efterretningstjeneste SÄPO til amerikanske agenter.

Alle agenter var iført masker og kedeldragter. De klippede egypternes tøj af med sakse og stak en sovepille op i anus på dem. Bagefter fik de egyptiske mænd hætter over hovedet og lænker om fødder og arme, inden de blev ført op i det ventende jetfly.

En halv time senere lettede det amerikanske fly igen. Nu med destination mod Egypten.

Lovede Sverige ikke at torturere fanger
Ifølge de svenske myndigheder havde SÄPO fået oplysninger om, at mændene planlagde et terrorangreb på svensk grund. Sverige indgik en aftale med den egyptiske regering om, at mændene ikke måtte blive udsat for tortur. Bagefter blev de udleveret.

CIA har ikke officielt anerkendt eksistensen af flyvningerne og flyselskabets eksistens.