Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Virksomheder sælger sygdomme på nettet

Source:berlingske.dk
Author:Michael Friislund
Date:21/12-2010

Informationer om sygdomme kommer ofte fra medicinalindustrien, advarer Lægemiddelstyrelsen, som frygter kommercielle bagtanker.

Smerter i nakken, rejsningsproblemer eller blot en løbende næse. En søgning på nettet vil straks komme med et bud på, hvad du fejler, og hvordan du bliver rask. Men mange af siderne er sponsoreret af medicinalfirmaer, viser en opgørelse lavet af Rationel Farmakoterapi ved Lægemiddelstyrelsen. Tendensen bekymrer Institutchef Steffen Thirstrup:

»Oplysninger om sygdomme blandes med behandlingsforslag, og der henvises ofte til lægemiddelstoffer. Når medicinalvirksomheden bag hjemmesiden tilmed er producent af behandlingspræparatet, er der tale om en meget direkte form for markedsføring.«

Sygdomme til salg

Det er ikke tilladt at reklamere for receptpligtig medicin i Danmark, men medicinalvirksomheder kan gennem vejledning og links gøre borgerne opmærksomme på deres produkt, og samtidig balancere på den rigtige side af loven, forklarer Steffen Thirstup:

»Når de ikke kan sælge medicinen, kan de altid sælge sygdommen.«

Flere af hjemmesiderne har meget officielle navne som eksempelvis halsbrand.dk, rygerlunger.dk og forkolelse.dk, og googler man ?rejsningsproblemer? topper rejsningsproblemer.dk listen. En side, som er ejet af medicinalvirksomheden Pfizer.

»Læger og borgere skal være opmærksomme på, hvem afsenderen er og tænke på, om der kan være en kommerciel bagtanke. Brugen af et lægemiddel skal ske på en afvejning af virkninger og bivirkninger,« forklarer Steffen Thirstup

Lægerne bekymrede

I de praktiserende lægernes landsorganisation, PLO, er man generelt positiv over for, at patienterne orienterer sig på nettet, men finder det problematisk, hvis det er fra en medicinalvirksomheds hjemmeside, forklarer Roar Maagaard, praktiserende læge og bestyrelsesmedlem i PLO:

»De får ikke nødvendigvis hele sandheden. En ukritisk anvisning af en bestemt behandlingsform kan gøre, at patienten på forhånd har besluttet sig. Når vi ser det ske, er det svært at have en konstruktiv dialog med patienten.«

Koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen, LIF, Ida Sofie Jensen, mener, at siderne ruster patienterne bedre til lægekonsultationen.

»Patienter har brug for så grundig oplysning som muligt, og når en konsultation hos lægen i snit kun tager seks minutter, er det vigtigt, at man også kan hente oplysninger andre steder.«

Hun afviser dog ikke, at medicinalvirksomhederne har et ønske om at tjene penge:

»Det er klart, at virksomhederne bag disse sider ønsker en indtjening. De har brugt mange penge på at udvikle et produkt, som kan gavne patienten, Men der er jo regler for, hvad de må skrive på siderne. De skal blandt andet oplyse om alternative behandlinger, og de må ikke reklamere for deres produkt.«

Ida Sofie Jensen erkender, at der har været eksempler på problemer med de sygdomssites, lægemiddelvirksomhederne har været involveret i, og har derfor taget kontakt til sundhedsministeren.

»Jeg forstår godt, at det ikke altid er lige nemt for patienterne at gennemskue, hvem afsenderen er. Der arbejdes i øjeblikket på at lave fælles regler for information om lægemidler i EU, og vi har kontaktet sundhedsminister Bertel Haarder, for at opfordre ham til at støtte forslaget i Ministerrådet,« forklarer Ida Sofie Jensen.