Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Mere nazi-vold i Århus

Source:www.modkraft.dk
Author:Martin Lindblom/Monsun
Date:13/08-2005

Medlemmer af den nazistiske gruppe White Pride i Århus har med få ugers mellemrum udført grove overfald på afrikanske studerende. Politiet kalder det »groft og uacceptabelt«. Borgmesteren siger »pinligt og flovt for byen«, og lover handling. Men problemet med nazistisk vold i Århus - og andre steder i landet - er langt fra nyt, viser oversigter fra både anti-racististiske organisationer og Politiets Efterretningstjeneste.

»Danske piger til danske mænd«, »nigger« og »fucking perker«. Sådan lød nogle af tilråbene fra medlemmer af den nazistiske gruppe White Pride i Århus, da de to gange med få ugers mellemrum overfaldt og gennemtæskede afrikanske studerende. Det skriver Jyllands-Posten den 6. august.

Den 1. juli gik det ud over en 27-årig etiopisk studerende, da han og en kammerat sad på café og talte med to danske kvindelige bekendte. Med tilråbet »danske piger til danske mænd« blev den 27-årige overfaldet af tre unge, der blandt andet slog ham i hovedet med en stol.

»Løb neger!«
Tre uger senere var det mandens 22-årige lillebror, der blev gennemtæsket af syv-otte unge racister. Også han var sammen med en ven og talte med to danske kvinder, da han blev slået ned og sparket, mens han lå på gaden. Da det lykkedes ham at flygte, råbte overfaldsmændene: »Ja, løb neger. Det gør I jo altid.«

Ifølge Jyllands-Posten er fem mænd anholdt og sigtet for vold, og de risikerer desuden at blive sigtet for de racistiske tilråb. Politiet oplyser til avisen, at de fem i forvejen er kendt for deres tilknytning til den nazistiske gruppe White Pride.

Groft, uacceptabel, pinligt og flovt Bent Preben Nielsen, der er chefpolitiinspektør ved Århus Politi, kalder overfaldet »groft og helt uacceptabelt«. Han har omgående kontaktet Politiets Efterretningstjeneste med informationer om de fem White Pride-medlemmer.

Århus' Venstre-borgmester Louise Gade betegner de racistiske overfald som både flovt og pinligt for byen. - Der må være tale om en lille gruppe unge med et nynazistisk skær over sig, som desværre kan ødelægge meget her i byen, siger Louise Gade til Jyllands-Posten.

Louise Gade vil i løbet af august tage de racistiske overfald op på et møde, der i forvejen er aftalt med politiet og byens restauratører for at drøfte diskrimination.

De seneste grove overfald følger efter et voldsorgie i maj måned, hvor en 20-årig mand fra White Pride blev varetægtsfængslet. Manden gik sammen med en 24-årig kammerat amok på et værtshus, hvor de ud over slag og spark, trampede deres ofre i hovedet. Ifølge Jyllands-Posten skulle den 20-årige bl.a. have taget tilløb til et spark i ansigtet på et af ofrene, som den 24-årige allerede var i færd med at trampe i hovedet.

PET: øget aktivitet hos højreekstreme
At rækken af voldelige overfald fra nazistiske grupperinger ikke er enkeltstående tilfælde, vidner årsrapporten for 2003 fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) om. Heri konstaterer efterretningstjenesten, at det højreekstremistiske miljø i Danmark har et »øget aktivitetsniveau, ligesom de forskellige grupper aktivt forsøger at hverve nye medlemmer«.

PET nævner i den forbindelse, at bl.a. grupperne Blood & Honour og Dansk Front samarbejder på en række områder, deltager i nazistiske marcher i Tyskland og mødes med repræsentanter for Combat 18, der er en britisk nazi-terrororganisation.

Gruppen Dansk Front, der flere gange har stået bag overfald på anti-racister og har organiseret koncerter og marcher i Danmark, udspringer oprindeligt primært af White Pride-miljøet i Århus.

Bevidst strategi
Generelt konstaterer PET, at disse grupper »mere eller mindre systematisk spreder og fremmer stærkt racistiske og forhånende budskaber«, og at der foregår »regelmæssig intimidering og chikane af personer, der er af anden etnisk herkomst, og af personer, der arbejder for integration og kulturel og religiøs forståelse og tolerance«.

Ifølge rapporten er Politiets Efterretningstjeneste yderst opmærksom på, at en sådan udvikling kan være »en del af en bevidst dagsorden og strategi« i det højreekstreme miljø.

Selvom rapporten kun omhandler situationen i 2003, er det ifølge den antiracistiske forening Demos, der bl.a. arbejder med at kortlægge den yderste højrefløj, en udvikling, der fortsatte i 2004.

I foreningens blad fra foråret 2005 opremses en lang række konkrete episoder - fra stærkt følelsesladet propaganda fra både nazister og Dansk Folkeparti, over attentater mod venstreorienterede tilholdssteder, til deciderede overfald begået af White Pride-folk i forening med medlemmer af terrororganisationen Combat 18.

Og 2005 har - ud over de nævnte voldelige overfald i Århus - bl.a. budt på et nazistisk angreb på Brøndbys borgmester, der fik smidt sten og nazi-løbesedler ind af vinduet i sit hjem; en række racistiske overfald på flygtninge på Fyn, der kulminerede, da en somalisk familie fik raseret deres hjem af lokale bøller bevæbnet med køller, hvorpå der var tegnet hagekors; en ny åbenlyst anti-semitisk hjemmeside; markering af årsdagen for SS-kommandanten Frederik von Schalburgs død - og senest et hadsk udfald mod danske »muhammedanere« fra den racismedømte leder af Radio Holger, Kaj Vilhelmsen.

Senere i denne måned har tyske nazister indkaldt til mindemarch for Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess. Kendere af miljøet forventer, at også danske nazister, ligesom de forrige år, vil deltage i marchen.