Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Ny forskning: Smertestillende piller kan være livsfarlige

Source:http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/05/30/144300.htm
Author:Louise Damløv
Date:30/05-2013

Medicin som Ibux, Brufen, Voltaren, Cataflam og Naproxen inneholder stoffer, der kan være livsfarlige i højere doser.

Nogle typer smertestillende medicin øger risikoen for hjerteanfald og slagtilfælde. Det viser ny forskning, som blev offentliggjort natten til torsdag, skriver det medicinske tidsskrift The Lancet.

Det er de såkaldte NSAID-er, som findes i ibuprofen, naproxen og diklofenak, der kan være livsfarlige, skriver tidsskriftet. I større mængder øger stofferne risikoen for hjerteanfald og slagtilfælde med 33 procent, står der.

Og de stoffer findes i flere smertestillende piller på det danske marked - både receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin, forklarer Doris Stenver, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen.

Der er ifølge Dansk Lægemiddel Information både tale om piller som Brufen, Ipren, Ibuprofen.

Den seneste forskning får Sundhedsstyrelsen til at ændre deres anbefalinger.

- Vi medtager de allernyeste data fra The Lancet, og så må vi se, om det er muligt at være endnu mere præcis i vores anbefalinger til læger og patienter. Men vores anbefaling nu er fortsat, at lægerne skal være opmærksomme på bivirkninger, siger overlæge i Sundhedsttyrelsen, Doris Stenver, til dr.dk.

Et stort forbrug i Danmark

Hun forklarer, at de smertestillende stoffer er meget brugte i Danmark, og at flere hundrede tusinde danskere får medicinen på recept.

- Det er et meget almindeligt lægemiddel, og vi har et stort forbrug af det i Danmark, siger hun og forklarer, at især gigtpatienter bruger det og uddyber:

- Læger skal være opmærksomme på, at man bør udskrive den lavest mulige dosis og give patienten det i den kortest mulige tid, når medicinen indeholder disse stoffer. Og det er også det, vi har gjort lægerne opmærksomme på, forklarer hun til dr.dk.

Unge, raske skal ikke være bekymrede

Undersøgelsen i The Lancet omfatter 353.000 patienter, og den viser, at tre ud af 1000 patienter, som har en moderat risiko for en hjertesygdom, vil få hjerteslag efter et års forbrug af enten diklofenak eller ibuprofen.

Risikoen er højst for de patienter med hjertefejl, højt blodtryk eller højt kolesteroltal, står der i undersøgelsen. Doris Stenver understreger, at unge og ellers raske mennekser ikke skal være bekymrede.

- Bør ikke forbydes

På trods af det afviser Doris Stenver, at medicinen bør tages af det danske marked, fordi mange danske patienter har glæde af medicinen, siger hun.

NSAID har angiveligt været brugt i mere end hundrede år, og medicinen dulmer smerte, mens den også fungerer antiflammatorisk.

- Det er en medicin, som også hæmmer betændelsen i led for eksempel, og derfor er den meget brugbar for mange gigtpatienter, siger hun.

Ny anbefaling kommer i juni

Er der nogen patienter, der får medicinen i Danmark, som ikke behøver den?

- Det tror jeg. Det skulle være mærkeligt hvis det ikke er tilfældet. Vi ved, at det er et lægemiddel, der bliver brugt i stor udstrækning, og derfor er det vigtigt, at både læge og patient er opmærksomme på bivirkninger, siger hun.

Doris Stenver understreger, at Sundhedsstyrelsen hele tiden har rådet lægerne til at være varsomme med netop den type smertestillende medicin, men at hun sammen med en række andre læger netop nu sidder og forbereder en ny vejledning, som Sundhedsstyrelsen vil komme ud med i juni.