Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Danske soldater med til at befri forbrydere

Source:www.arbejderen.dk
Date:02/10-2005

Også danske soldater deltog i det militærangreb, som britisk militær gennemførte i Basra i sidste uge, for at befri to britiske agenter fra en irakisk politistation.

Det indrømmer forsvarsminister Søren Gade nu, på et direkte spørgsmål fra folketingsmedlem Frank Aaen, fra Enhedslisten.

Mindst ti britiske kampvogne og helikoptere angreb den lokale politistation og fængslet i Basra, fordi irakisk politi havde anholdt to britiske agenter, der - forklædt som irakere - kom kørende i en bil, fyldt med sprængstof.

Aktionen var ifølge den irakiske guvernør i Basra Mohammed al Waili 'barbarisk, vild og uansvarlig'. Og myndighederne i Basra har nu indstillet ethvert samarbejde med de britiske tropper.

Søren Gade sagde i torsdags til DR, at han 'har det godt med, at danske soldater deltog i aktionen'.

Men senere på dagen udsendte ministeren så en ny redegørelse. Nu har de danske soldater ifølge Søren Gade alligevel ikke været med i selve aktionen.

Frank Aaen ryster på hovedet af Søren Gades nye forklaring:

-Ministeren har nu fundet ud af, at danskerne kun har været med til at lede efter briterne, men de var ikke med ved selve befrielsesaktionen. Men alt det hørte vi slet ikke noget om på mødet i Udenrigspolitisk Nævn i går, siger Frank Aaen til Arbejderen.

-Jeg tror simpelthen, at ministeren har talt over sig på nævnsmødet, og nu er han i gang med at trække i land. Det viser blot at det kommer til at tage lang tid at få hele denne sag blotlagt i detaljer.

Også Arbejderen forsøgte hele sidste uge at få Forsvarsministeriet til at svare på, hvorvidt der havde været danske soldater med i aktionen.

I den forbindelse erklærede H.C. Mathiesen fra Forsvarskommandoen overfor avisen, at der ikke havde deltaget danske soldater. Men det var altså, ifølge Gade, løgn.

-Jeg synes, det er underligt, at den danske befolkning først får besked om dette her, i kraft af, at jeg stiller et direkte spørgsmål til ministeren i Udenrigspolitisk Nævn. Det er trods alt en meget alvorlig sag, siger Frank Aaen.

Han kalder den britiske aktion for 'primitiv selvtægt'

- Dansk politi er sendt til Irak for at oplære irakisk politi i, hvordan en politistyrke skal gebærde sig. Så kan vi selvfølgelig ikke have, at de danske myndigheder er involveret i selvtægt, fastslår Frank Aaen.

På spørgsmålet om, hvordan han ser på den debat, som nu udvikler sig i den arabiske verden om, at britiske agenter gennemfører terroraktioner i Irak for at legalisere en fortsat besættelse af Irak, siger Aaen:

-Det tør jeg slet ikke udtale mig om lige nu. Det ved vi ikke nok om. Men jeg synes da, at det ser mærkeligt ud, at de kører rundt med sprængstof, og jeg kan godt forstå, at irakerne er rasende.