Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

USA bag verdens største terror angreb

Source:www.arbejderen.dk
Date:02/08-2005

Bomben over Hiroshima

Gruppe 509`s træningsprogram blev i juli 1945 intensiveret, og under en ni-dages periode blev der fløjet 12 missioner over Japan. Under hver enkelt mission øvede besætningen sig på nøjagtigt de procedurer, der skulle følges på den dag, da atombomben skulle kastes. I mellemtiden blev 'græskarrene' kastet under samtlige øvelser. Som en tommelfingerregel var de udvalgte mål beliggende tæt på de fire byer, der var udpeget som mulige mål for et atomangreb.

USA`s generalstab udstedte den 2. august en hemmelig ordre, der understregede at bomben skulle kastes den 6.august over Hiroshimas industrikvarterer.

Om eftermiddagen den 3. august udførte besætningerne atter øvelsesflyvninger over de mulige mål.

Én af besætningsmedlemmerne hævdede, at når bombeflyene gennemførte disse øvelsesflyvninger, holdt de sig altid i 30.000 fods højde. Japanerne led så voldsomt under brændstofmangel, at de ikke var i stand til at sende fly op for at bekæmpe eller udfordre et enligt B-29 bombefly.

Efter at have modtaget en ordre fra kaptajn William Parsons, indkaldte oberst Tibbets lørdag den 4. august medlemmerne af de syv besætninger til et møde i undervisningslokalerne. Her blev de forevist film af den første atomare test i Alamogordo og kaptajn Parsons forklarede detaljeret om bombens karakteristika og insisterede på at intet fly på grund af strålingsfaren burde flyve gennem den paddehatte-formede sky, der opstod efter eksplosionen. Han forklarede, at ingen vidste helt præcist, hvad der kunne ske. Han forklarede ligeledes at den bombe, der skulle kastes, havde tilstrækkelig kraft til at fjerne en hel by fra verdenskortet. Ikke desto mindre blev ordet 'atomar' -ifølge visse forfattere - på intet tidspunkt taget i anvendelse. Oberst Tibbets tilbød atter at forflytte enhver person, der ikke ønskede at fortsætte som besætningsmedlem, men samtlige valgte at blive.

Som en retfærdiggørelse er det på den ene eller anden måde blevet hævdet at alle de, der deltog i det første atomangreb - med undtagelse af Tibbets - ikke havde gjort sig nogen forestillinger om, hvad de var i færd med at bedrive. Det er svært at forestille sig, da en mission af denne karakter nødvendigvis må kræve et minimum af informationer til besætningen.

Den 'lille dreng'
Om morgenen den 5. august, førte kaptajn Robert Lewis det udvalgte fly på endnu en øvelsesflyvning. Samme dag blev alle forberedelser gjort for at få anbragt atombomben i flyet, under overvågning af militærpoliti, fysikere, sikkerhedspersonale og piloter.

Forskerne døbte bomben 'Thin man' (Den tynde mand), mens militærfolkene kaldte den 'Little boy' (Lille dreng). Flere end en halv million mennesker havde arbejdet på færdiggørelsen af bomben til en samlet pris på to milliarder dollars. Den var 4,25 meter lang med en diameter på 1,50 meter. Den vejede omkring 9700 pund.

De urankerner, der skulle spaltes, udgjorde mindre end 0,5 procent af bombens samlede vægt. Den var indfattet - som Oppenheimer udtrykte det - som en lille diamant i en kæmpe udstoppet pude. Den udløser, som skulle bringe bomben til sprængning, var indstillet til at blive aktiveret i omkring 565 meters højde. Når bomben under faldet nåede til den valgte højde, ville udløseren detonere sprængstoffet, der derpå - ved en hastighed på 1500 meter per sekund - ville føre et fragment af Uran235-indholdet mod en anden og større del af form som et vinglas indesluttet i bombens kegle.Det ville markere øjeblikket, hvor den første atomeksplosion med et militært formål ville finde sted.

U-235 skal reddes
Transporten af alle disse elementer til øen Tinian var en omfattende opgave. Så snart Alamogordo-testen var gennemført med succes, blev alt spalteligt materiale fra forsøgscentrene, bombehylstrene og specialværktøjet fragtet med fly til San Fransisco. Alt materialet blev ført om bord på krydseren 'Indianapolis' fra den 5. flåde, hvis kaptajn var Charles B. McVoy. De vinglasformede dele var anbragt i en blycylinder, på mere end 60 centimeters højde og 45 centimeters bredde.

Der blev givet nøje instrukser til de højtrangerende besætningsmedlemmer om at i tilfælde af uheld eller hvis man blev tvunget til forlade skibet: U-235 skulle under alle omstændigheder reddes! Det havde topprioritet, og blev anset for vigtigere end de ombordværendes liv. Hvis fartøjet skulle komme ud for en kritisk situation, skulle U-235 omgående anbringes i en redningsbåd.

Omkring den 16.juli lagde 'Indianapolis' med sin dødbringende last ud fra San Fransisco med direkte retning mod den fremskudte base Tinian. 'Indianapolis' gjorde et kort ophold i Pearl Harbor for at få brændstof om bord og fortsatte derpå mod Tinian, hvortil den ankom ti dage senere, nemlig den 26.juli. Her blev den livsfarlige last overdraget til de kompetente myndigheder.

Tre dage senere blev det enorme krigsskib, der netop havde afsluttet én af de mest specialiserede og hemmelige missioner under hele Anden Verdenskrig, torpederet og sænket af en japansk u-båd. Kaptajn McVoy blev trukket i retten under anklager om uagtsomhed og manglende effektivitet. Retssagen blev noget af en sensation, da kommandøren af den japanske ubåd blev bragt til Washington DC for at afgive vidneudsagn. McVoy blev kendt skyldig i pligtforsømmelse, men han afsluttede aldrig fængselsstraffen, da USA`s flådeminister James Vincent Forrestal ankede dommen og senere havde held til at få genindsat McVoy i aktiv tjeneste.

To mindre fragmenter af Uran235 og yderligere en atombombe blev fløjet til Tinian. Hvert del blev anbragt i et separat fly og eskorteret af sikkerhedspersonale og ansatte fra 'Projekt Manhattan' (betegnelsen på hele atombombeprojektet, red.). Disse mindre fragmenter, som var de eksplosive elementer, udgjorde en ganske lille andel af den gigantiske bombe. Så små var de, at det var vanskeligt at forestille sig, at de kunne forårsage en så kraftig eksplosion. New York Times` korrespondent William R. Lawrence erindrer, at da én af videnskabsmændene viste general Spaatz den diminutive metalbeholder, som indeholdt alt det spalteligt materiale til den anden atombombe, troede Spaatz at han blot havde set detonatoren. For at sikre flyets sikre landing blev særlige forholdsregler taget i anvendelse: Al trafik på land, til havs og i luften over øen blev standset.

Hiroshima, hvis vejret tillader
Den første atombombe blev samlet i Tinian den 31. juli 1945. Det blev udført af en gruppe videnskabsmænd under ledelse af Norman Ransey. Den første atomsprængning døbtes 'Special Mission 13' og bar kodenavnet 'Operation Silver Tray'. Hiroshima med sit store indbyggertal blev udpeget som første mål. Men i tilfælde af at vejret forhindrede det, var to andre byer de næste på listen, i denne rækkefølge: Kokura og derefter Nagasaki.

13 bombefly havde i mere end ti måneder været under optræning til de atomare missioner og af disse, blev syv fly udvalgt til opgaven. Én skulle anvendes til selve bombningen, tre anvendtes til at udføre meteorologiske undersøgelser, mens resten blev anvendt til andre opgaver. For at sikre at opgaven blev udført med succes, udarbejdedes redningsplaner som inddrog specialenheder japansk farvand og i de områder, som bombeflyene skulle overflyve.

Straight Flush- den stærkeste hånd
De tre fly, der var valgt til at udføre de meteorologiske målinger, lettede fra basen i Tinian klokken 01.37 (lokal tid). B-29`erne var følgende: 'Straight Flush', fløjet af major Claude Robert Eatherly, som fortsatte til Hiroshima; 'Jabbit III', fløjet af major John Wilson, der fortsatte mod Kokura; 'Full House' fløjet af major Ralph Taylor, der fløj til Nagasaki.

De tre flys aktive medvirken var en nødvendighed. Luftvåbenets overkommando havde behov for at skaffe sig meget præcise informationer om de atmosfæriske forhold, der rådede over de mulige 'målområder'. Dén B-29, som havde atombomben om bord, måtte tydeligt være i stand til at se målet under normale vejrforhold.

Besætningen om bord på 'Straight Flush' var: andenpilot løjtnant Ira Weatherly, navigatør kaptajn Francis D. Thornhill, bombekaster løjtnant Frank Kenneth Wey, tekniker løjtnant Thomas Grennen, radiooperatør Sergent Patrick L. Bowen; skytte sergent Gillon T. Nicely, radaroperatør sergent Albert Barsunian og mekaniker sergent Jack Bivans.

Lederen af US Air Corps udnævnte oberst Tibbets til pilot og leder af opgaven. Tibbets valgte at anvende kaptajn Robert Lewis` fly, så derfor blev Lewis hans andenpilot. Om natten den 5. august var stemningen særdeles animeret på Tinian basen. Landingsbanen og flyene havde alle lys tændt.

Omkring klokken 02.00 forberedte besætningen sig på at gå om bord i den B-29, som var lastet med den første atombombe. Besætningen satte retning mod hangaren, hvor særlige sikkerhedsforanstaltninger var taget i anvendelse; adgangen til hangar-området var stærkt begrænset. Ikke desto mindre var området fyldt med dusinvis af tilskuere, for USA`s regering havde ikke i sinde at lade denne enestående lejlighed til at filme et historisk øjeblik glide sig af hænde.

På vej mod et folkedrab
Efter at have uddelt de sidste instrukser, udvekslede generalstabschefen for USA`s væbnede styrker i Stillehavsregionen, general Spaatz, håndtryk med Tibbets og gentog den særlige tillid alle nærede for ham og forsikrede ham om, at hans navn ville gå over i USA`s historie. En præst velsignede derpå besætningen. Den første til at gå om bord i flyet var kaptajn Parsons og de andre fulgte trop efter at have modtaget den guddommelige velsignelse. De var alle opsatte på at udføre præsident Trumans ordrer.

Klokken 02.45, næsten to timer efter de 'meteorologiske' fly var gået i luften, lettede 'Enola Gay' fra landingsbane A på North Field-basen i Tinian. Den medbragte en dødelig last. Oberst Tibbets anså det for en ære at udføre opgaven - faktisk så stor en ære, at han den 3. august havde døbt flyet 'Enola Gay' efter sin mor.

Klokken 02.47 lettede yderligere to B-29`ere med diverse videnskabsmænd, militærfolk og civile om bord. Major og flyinstruktør Charles W. Sweeney, fløj ét af flyene ved navn 'Great Artist' (stor kunstner). Flyets og besætningens opgave var at måle effekten af trykbølgen og bestrålingen med specielle instrumenter og detektorer. Major George Marquardt fløj et andet fly, hvis besætning skulle fotografere og filme atombomben i faldet og når den eksploderede.

Flyet 'Top Secret' fløjet af kaptajn Charles F. McKnight, blev udpeget til undsætningsfly. Det havde forladt Tinian tidligere - klokken 01.50 - med retning mod Iwo Jima øen med ordre om at forholde sig afventende. Flådebasen på Iwo Jima tjente som nødbase for alle fly, der deltog i missionen. 'Top secret' skulle vente her, og i tilfælde af at 'Enola Gay' skulle komme ud for tekniske problemer, ville atombomben blive flyttet over til 'Top Secret'. På denne måde skulle missionen være sikret, ligegyldigt hvad der måtte ske og den tid, som ville gå til spilde ville være minimal.

Flyene lettede og gik omgående op i 4000 fods højde og påbegyndte flyvningen over Stillehavet med marchhastighed. Samtlige fly skulle mødes på Iwo Jima øen små 1000 kilometer nordpå. Tibbets fortsatte med at tale over radioen indtil han ikke længere kunne kommunikere med Tinian.

Nedtælling til Ground Zero
Kaptajn Parsons og hans medhjælper løjtnant Jeppson entrede 'Enola Gay's bomberum og afsluttede arbejdet med at samle bomben, hvilket tog dem omkring 25 minutter. De forbandt to Uran235 beholdere inde i en specialbygget kanal i bombens indre - dog med en sikkerhedsafstand mellem komponenterne på fem fod. Bomben skulle forblive stabil de første 15 sekunder efter at være blevet kastet for derved at forhindre enhver risiko for eksplosion i den første fase. Andre instrumenter skulle forhindre bomben i at eksplodere før den var nået ned til 3000 fod. Efter de første 15 sekunder fra bomben var kastet, skulle højdemålere aktivere de fire udløsere, af hvilke de to ville aktivere selve bomben. Udløserne var også kontrolleret via radio for at sikre at bomben virkelig ville eksplodere i en højde på 565 meter. Der ville gå 43 sekunder fra bomben blev kastet til den eksploderede.

For at sikre sig mod enhver form for teknisk fejl, installeredes en 'sort boks' i flyet. Den havde til opgave hver halve time at kontrollere bombens elektroniske kredsløb under flyets togt mod Hiroshima. Displayet på instrumentbordet skulle bekræfte, at alt var normalt; hvis dette ikke var tilfældet, ville flyet blive beordret til at vende tilbage til basen uden at have kastet bomben.

'Den sorte boks' er en brand- og trykbølgesikret beholder. Den indeholder forskellige instrumenter, der konstant aflæser flyets måleinstrumenter og desuden ved denne lejlighed kontrollerede at bombens forskellige mekanismer fungerede. I tilfælde af uheld af enhver art ville 'den sorte boks' hjælpe specialister i deres undersøgelser af årsagerne.

Da Parsons og Jeppson forlod bomberummet, kommunikerede Tibbets via den interne radio for at forsikre besætningen om at alt var parat og, netop i dette øjeblik, orienterede han de af besætningen, som endnu ikke havde fået at vide, hvad opgaven gik ud på. Der hersker kun ringe tvivl om at samtlige - eller i det mindste flertallet - allerede var klar over, at de var i færd med at udføre en massakre.

60-året for Hiroshima
Arbejderen bringer over to dage en dramatisk beretning, der time for time fortæller historien om USA`s atombombning af de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.

Alberto Ferrera er cubansk historiker og forfatter. Teksten er uddrag fra en bog, som han har skrevet. Den er oversat og let bearbejdet af Arbejderen.

Anden og sidste del af beretningen om atombomben mod Hiroshima bringes på lørdag, den 6. august på 60-årsdagen for Hiroshima-bomben.