Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Danske børnefamilier der sulter

Source:www.arbejderen.dk
Author:Noc
Date:18/10-2005

Nye grupper stiller op i køen af fattige i Danmark.

Det er en direkte konsekvens af regeringens nedskæringer af kontanthjælpen, mener de private hjælpeorganisationer.

- Det er tydeligt, at gruppen af forsørgere, der har brug for hjælp, er vokset. Allerede før de seneste nedskæringer mødte jeg mange, som havde svært ved at få tingene til at hænge sammen. Nu - og især gennem det sidste år - har jeg fået flere henvendelser fra enlige mødre. Jeg har ved hjemmebesøg set deres tomme køleskab, siger Annemarie Krogh, socialrådgiver ved Kirkens Korshær i Aalborg til Arbejderen.

Hun leder i dag 'Børnehjørnet', som Korshæren oprettede for godt to år siden som direkte konsekvens af fattigdomsproblemet. Det er en alternativ genbrugsbutik, som holder åbent både for køb af brugt børnetøj og for enlige forældre og børn, som søger rådgivning og støtte.

I Børnehjørnets korte levetid har det resulteret i tæt kontakt til cirka 30 familier, overvejende enlige møde i alderen 20 til 40 år, fortæller Annemarie Krogh til Arbejderen. Det er ikke en gruppe, der skilter med deres situation, snarere tværtimod. De lever en isoleret tilværelse for alt for få midler.

- Skammen over ikke at kunne få pengene til at slå til er tydelig. De lider under, at folk i almindelighed har svært ved at forstå, at der virkelig findes nogen, som ikke har råd til en tur i biografen eller en billet til svømmehallen, fortæller socialrådgiveren.

Annemarie Krogh ser en direkte sammenhæng mellem det stigende antal fattige og regeringens loft over kontanthjælpen. Kommentaren til regeringens forslag om fra 2007 at skære yderligere 185 millioner kroner af kontanthjælpen lyder:

- Kontanthjælpen kan ikke blive ringere. Bunden er nået.

En række andre private hjælpeorganisationer oplever også konsekvenserne af kontanthjælpsloftet for børnefamilierne.

- Vi møder familier, der ikke har penge til medicin. Den form for fattigdom har vi ikke mødt før, siger Lars Lydholm, informationschef i Frelsens Hær til Kristeligt Dagblad. Avisen har lavet en rundringning til seks organisationer.

Samme melding lyder fra Mødrehjælpen, Jysk Børnehjælp samt KFUK`s og KFUM` s Sociale Arbejde.

Socialminister Eva Kjer Hansen (V) har ved flere lejligheder understreget, at kontanthjælpsloftet ikke bliver lempet eller fjernet. Det skal kunne betale sig at arbejde, lyder hendes argumentation.

Arbejderen har forgæves forsøgt at få ministerens kommentar til hjælpeorganisationernes oplevelser med fattigdommen i Danmark.