Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Britiske agenter taget på fersk gerning i væbnet operation imod civile

Source:www.modkraft.dk
Author:Martin Lindblom/Monsun
Date:25/09-2005

En voldsom britisk befrielsesaktion i den irakiske by Basra, har udløst spændinger mellem de britiske besættelsestropper, de irakiske myndigheder og ikke mindst byens indbyggere. Historien om befrielsen af to britiske militære agenter har præget verdenspressen i de seneste dage, men endnu har ingen svaret på, hvad de to undercover-soldater egentlig foretog sig.

Den 19. september kort før daggry bliver en hvid bil af mærket Cressida standset ved en vejspærring af irakisk politi i byen Basra i det sydlige Irak, der hovedsageligt kontrolleres af 8.500 britiske besættelsesstyrker. I bilen sidder da også to bevæbnede britiske soldater. Men de er ikke i uniform, og de har ikke tænkt sig at lade de irakiske betjente undersøge deres bil.

De to mænd bærer parykker og er iført traditionelle arabiske klæder, så de umiddelbart ligner »fundamentalister«. Da de irakiske betjente vil arrestere de to, fordi de ikke kan identificere sig, skyder en af briterne på betjentene, hvorved en bliver dræbt og en anden såret. Derefter bliver de forklædte soldater overmandet og ført til et fængsel.

Svært bevæbnede agenter
I bilen finder politiet et stort våbenlager, og ifølge Fattah al-Shaykh, der er repræsentant for Basra i den irakiske nationalforsamling, er bilen »booby-trapped«, det vil sige udstyret som en bilbombe.

Til den arabiske tv-station Al-Jazeera udtaler han desuden, at det var meningen, at bilen skulle have været sprængt på et populært marked i det centrale Basra. Men det fremgår ikke, hvor Fattah al-Shaykh har denne viden fra.

Til den britiske avis The Independent siger Mohammed al-Abadi, en embedsmand i Basras byråd, at de to soldater nægtede at fortælle, hvad deres mission gik ud på.

– De sagde, at de var britiske soldater, og foreslog betjentene at spørge deres kommandør om deres mission, forklarer han.

Mistanker bekræftet
Den britiske hær og de irakiske myndigheder er som bekendt allierede og nære samarbejdspartnere, men i den aktuelle situation, hvor de to britiske soldater tilsyneladende er ude i et hemmeligt ærinde, hører samarbejdet op.

Det får politiske iagttagere og analytikere – i den arabiske verden – til at stille spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig er, de arabisk klædte militære agenter fra den britiske specialstyrke Special Air Service (SAS), roder med.

Syrisk tv’s korrespondent i Bagdad, Ziyad al-Munajjid, konkluderede i et indslag samme dag, at episoden gav svar på »spørgsmål og mistanker, der savnede beviser om besættelsesstyrkernes engagement i visse væbnede operationer i Irak«.

– Mange analytikere og observatører har haft mistanker om, at besættelsesstyrkerne var involverede i visse væbnede operationer mod civile og hellige steder samt i drab på videnskabsmænd. Men det var kun mistanker uden beviser. Beviset kom i dag med arrestationerne af de to britiske soldater, der var i gang med at plante eksplosiver i Basras gader.

– Dette beviser, ifølge observatørerne, at besættelsesmagten er tæt på mange operationer, der har til formål at plante uro og opretholder uorden, fordi det vil give besættelsesmagten en berettigelse til at blive i Irak i længere tid, lød det fra den syriske korrespondent.

De syriske nyheder kæder derudover det påståede forsøg på at plante bilbomben i Basra sammen med en anden episode samme dag, hvor ti irakere blev dræbt af to bilbomber syd for Bagdad. Her var hundredvis af civile irakere på vej til at fejre en stor religiøs mærkedag – en begivenhed, der også fejredes samme dag i Basra.

Allieret uenighed
I det irakiske fængsel var de to britiske soldater angiveligt overvåget af medlemmer af den irakiske efterretningstjeneste. Ifølge den nationale sikkerhedsrådgiver Mouwafak al-Rubaie, var de tilbageholdt med henblik på at få fastslået deres identitet.

Efter et stykke tid kontaktede den irakiske indenrigsminister guvernøren i Basra og beordrede de to soldater løsladt, fordi ministeriet nu havde fået bekræftet, at der var tale om britiske soldater, og at der var forhandlinger i gang, der skulle sikre deres løsladelse.

Hvad der derefter sker, hersker der vild uenighed om imellem de irakiske myndigheder og de britiske besættelsesstyrker.

Fængsel knuses
Ifølge briterne var de to agenter blevet flyttet fra fængslet til et privat hus tilhørende en lokal militsleder.

Det er irakerne ikke enige i:

– Vores historie er, at dette hus er et anneks til fængslet, der bruges til at internere folk, siger Mouwafak al-Rubaie til den amerikanske nyhedsstation CNN.

Officielt frygter de britiske styrker nu for de to agenters liv, og stormer derfor ved hjælp af kampvogne og helikoptere både fængslet og senere det hus, hvor de i virkeligheden befandt sig.

Fængslet bliver delvist knust, der meldes om flere dræbte irakere, og ifølge vidner benytter omkring 150 fanger muligheden for at stikke af. Uroligheder bryder ud, og hundredvis af demonstranter omringer de britiske kampvogne og bombardere dem med sten og benzinbomber.

Frygt for liv eller afsløring
Den voldsomme befrielsesaktion – af provinsguvernøren Mohammed al-Waili betegnet som »barbarisk, grusom og uansvarlig« – har sat gang i spekulationer om, hvad briterne egentlig frygtede mest.

At uidentificerede »militsfolk« skulle gøre de to agenter fortræd, på trods af at højtstående diplomater og politikere kort forinden havde forsikret om deres løsladelse.

Eller at agenterne skulle begynde at »synge« i de irakiske efterretningsfolks nærvær. De to agenter var allerede blevet fremvist på arabisk tv, og ifølge ubekræftede rapporter skulle den ene af dem have undskyldt sine handlinger.

Iagttagere stiller derfor spørgsmål ved, om aktionen i virkeligheden skulle forhindre, at agenterne bukkede under og afslørede formålet og baggrunden for deres hemmelige mission.