Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Tsunami i Washington D.C

Source:www.modkraft.dk
Author:Ellen Brun og Jacques Hersh
Date:02/10-2005

Efter den store naturkatastrofe, som ramte Sydøstasien og frembragte en sjældent set grad af solidaritet med ofrene, er det besynderligt at iagttage folkeopinionens passivitet, når de store ødelæggelser er forårsaget af krig og konfliktforberedelse.

En sådan tsunami, som risikerer at ryste verden, har centrum i Washington, D.C., hvor præsident Bush holdt sin anden tiltrædelsestale. Mens han for fire år siden tog afstand fra den tidligere idealistiske retorik om »nation-building« i ulandene, koblede »Doubleyou« nu Amerikas sikkerhed sammen med indførelsen af frihed og demokrati i andre lande.

Hvad er det, vi står overfor? Lægges der op til en international proces, hvor solidaritet og gensidig afhængighed er i færd med at erstatte konflikter og udbytning?

Svaret blæser ikke i vinden, men er til at tage og føle på, hvis man retter opmærksomheden mod det internationale politisk-økonomiske system, hvor globaliseringen siges at have sendt imperialismen i skammekrogen!

Uden hensyn til de tendenser til systemsvigt, som findes i den institutionaliserede ulighed mellem rige og fattige lande og internt i hvert land, ønsker tilhængere af den nyliberale diskurs sig selv tillykke med, at vi omsider lever i den bedste af alle verdener.

Parolerne fra den franske revolution: Frihed, Lighed og Broderskab står stadig i kurs. Blot antager de i dagens politiske kultur karakter af avanceret spin! Verdens 500 rigeste personer råder som bekendt over større midler, end det de fattigste tre milliarder mennesker årligt har til rådighed.

Stadig på toppen
Trods den megen tale om »globalisering« glemmer opinionsdannere ofte, at vi lever i et kapitalistisk verdenssystem som fra begyndelsen skabte en verdensomspændende polariseringsproces til gavn for de imperialistiske lande.

Ifølge den engelske økonom Angus Maddison er det efter de seneste 200 års intensive økonomiske forbindelser mellem »Nord« og »Syd« med få undtagelser de samme lande, der den gang havde en privilegeret position, som stadig befinder sig på toppen af pyramiden.

Integrationen i den internationale arbejdsdeling har med andre ord ikke været til fordel for periferi-landene.

I den nuværende fase af den såkaldte globalisering er de fattige lande underlagt et kompleks af transnationale monopoler. Nemlig: Monopolet på højteknologi, på kapital, kontrol over planetens naturressourcer, medier og kommunikation samt masseødelæggelses-våben. Dertil kommer kontrollen over de internationale udviklingsorganisationer (den såkaldte »Washington-konsensus«).

Disse monopoler cementerer den vestlige elites magtposition og skaber betingelserne for en institutionaliseret indblanding i de fleste ulandes interne og eksterne forhold.

Historisk har relationerne mellem de vestlige industri-lande (samt Japan) og kolonierne været præget af modstand og voldelig undertrykkelse: Ofte under dække af ideologiske konstruktioner. I den herskende udviklingsdiskurs, som hovedsagelig stammer fra vestlige institutioner, er det blevet et mantra, at »udvikling« kun kan finde sted gennem en tættere tilknytning til den kapitalistiske verdensøkonomi.

Det glemmes i denne forbindelse, at især Afrika (men også Latinamerika) i fem århundreder har været udsat for vestlig dominans og fungeret som et appendiks til Vestens udvikling, uden selv at nyde frugterne af denne relation.

Det afrikanske kontinent har således været den »privilegerede« skueplads for vesterlændinges mangfoldige projekter og ideologier, der hævdede at »løse Afrikas problemer«. Den dag i dag er Afrika genstand for udviklingsekspertise fra Vesten og rådgivning fra Verdensbanken og Den internationale Valutafond (IMF) uden de store positive resultater.

Til trods for de katastrofale forhold i mange af disse lande betaler de med få undtagelser fortsat afdrag og renter på deres gæld.

Byrden
Centerlandene har altid legitimeret deres politik over for ulandene med de højeste moralske og etiske motiver. Koloniseringens »civilisatoriske« mission var en del af den »hvide mands byrde«.

Efter afkoloniseringen blev »udviklings«-paradigmet eksporteret til ulandene. Forud eller parallelt hermed foregik vestlige interventioner for at nedkæmpe nationale befrielsesbevægelser, der ønskede omfordeling af jorden plus andre sociale reformer, der kunne have skabt grundlag for demokrati.

Som svar på de alliancefri landes krav i 1974 om en Ny Økonomisk Verdensorden (NØV) - der antastede den ulige internationale arbejdsdeling - svarede Vesten med en såkaldt »basic needs«-strategi, hvor fokus hovedsagligt skulle sættes på de interne forhold.

I de sidste årtier er »demokrati« blevet det vestlige udviklingsmantra. Denne diskurs tog især fart i 1980'erne på et tidspunkt, hvor »globaliseringen« af verdensøkonomien under amerikansk ledelse udgjorde en offensiv imod ethvert forsøg på selvstændig statslig styring af de nationale økonomier og samfund.

For at opnå »hjælp« fra det såkaldte »verdenssamfund« (Vesten) skal landene liberalisere deres økonomier og fremvise en politisk demokratiseringsproces. Dette til trods for deres ringe mulighed for at disponere over deres samfunds økonomiske overskud.

I denne sammenhæng svarer »demokratisering« til den transnationale kapitals interesse i at unddrage sig evt. statslig kontrol.

Lavintensivt demokrati
Den officielle og officiøse demokrati-diskussion er på mange måder unuanceret og vildledende. At selv det amerikanske demokrati næppe kunne stå sig ved et nærmere eftersyn, er en kendt sag, som overses i retorikken.

Den styreform, der promoveres i de fleste lande, er ikke baseret på folkestyre men på et institutionelt arrangement, som i bedste fald udgør en slags »lav-intensitets-demokrati«.

Poliarki kalder William I. Robinson de regimer, som er opstået i kølvandet på den »demokratiske« bølge. Det vil sige et system, hvor en anonym gruppe har den egentlige magt, bl.a. i kraft af de førnævnte monopoler (ikke mindst medierne).

Og den folkelige deltagelse i den politiske proces grundlæggende begrænses til valg mellem professionelle politikere (magtens velbetalte funktionærer), der konkurrerer om regering og parlament.

I forholdet til globaliseringen vil sådanne regimer per definition være tilbøjelige til at tilpasse sig de transnationale aktørers krav. Denne type »demokrati« vil m.a.o. oftest være afkoblet fra befolkningernes økonomiske interesser.

Blandt de oversete perspektiver i den nye udviklingsdiskurs er desuden den kendsgerning, at de lande, som i de senere årtier har opnået en høj vækst og industrialisering (med en enkelt undtagelse: Indien), har været lande med fravær af demokrati.

Først de asiatiske NIC-lande, Sydkorea og Taiwan, som havde militærdiktaturer under deres industrialiserings-proces. Senere har Kina og Vietnam under »kommunistisk« styre været i stand til at blive integreret i verdensøkonomien og opnå en bemærkelsesværdig økonomisk vækst uden indførelsen af demokrati.

Ligeledes har Cuba hvad angår sociale og sundhedsmæssige forhold opnået bedre resultater end de latinamerikanske lande, som har indført poliarki. Det populistiske venstreorienterede regime som kom til magten ad demokratisk vej i det olie-rige Venezuela, fører en dynamisk social politik, men udsættes for interne og eksterne trusler og beskyldes for at være diktatorisk. Latinamerikanerne glemmer i den forbindelse ikke den første 11. september: Da den demokratisk-valgte Salvador Allendes regering i 1973 blev styrtet med CIA's medvirkning.

Aktivisme
Den demokrati-diskurs, som nu anvendes i Washington, har som funktion at legitimere en politik, der stiler mod regimeskift i andre lande og er en pendant til doktrinen om »forebyggende krig«.

Krigen i det olie-rige Irak var fra starten tænkt som model for en aktivistisk politik i Mellemøsten. Under disse omstændigheder føler de lande, der har et politisk styre, som Washington af forskellige årsager gerne ser udskiftet, sig truet og anvender derfor ressourcer på at kunne forsvare sig mod militær-interventioner. Dette gælder specielt lande som Iran og Nordkorea, der sammen med Saddam Husseins Irak beskyldtes for at udgøre en »ondskabens akse«, fordi deres regimer ikke vil bøje sig for amerikansk pres.

De to førstnævnte »slyngel-stater« siges at være i færd med at udvikle atombomber. Et våben, som i disse hænder betragtes som offensivt, mens atommagternes eget arsenal skulle være defensivt!

Ikke-sprednings aftalen om atomvåben, som hævdes at være grundstenen i amerikansk politik, overser den offentlige hemmelighed, at Israel, som USA's nærmeste allierede i verden, er i besiddelse af talrige atombomber, som i al stilhed bruges som pressionsmiddel i Mellemøsten. Set fra Teheran og arabiske hovedstader er der især efter Irak-krigen gode grunde til at være bekymret.

Det samme gælder for Nordkorea, som i årtier har levet med amerikanske tropper udstyret med kernevåben i Sydkorea.

Den »aggressivitet«, som regimet tilskrives, består i en betingelse, som Pyongyang har stillet for at standse sit atomprogram: Nemlig en gensidig ikke-angrebstraktat med USA samt diplomatisk anerkendelse.

Forargelsen i medierne over Nordkoreas holdning er så dominerende, at man helt har overset den kendsgerning at »Ikke-sprednings-traktaten« giver nationer, der trues af atombevæbnede fjender, den suveræne ret til selv at anskaffe sig dem!

A-truslen?
Ligesom demokrati-diskussionen, trænger debatten omkring atomtruslen til at blive problematiseret.

At antage at lande som Iran eller Nordkorea skulle udløse en atomkrig imod andre og dermed risikere selvudslettelse bygger på en eurocentristisk tankegang.

Til trods for at flere lande nu besidder dette våben, er det kun USA, der den gang var den eneste atom-magt i verden, som i praksis har anvendt det: Nemlig to gange imod et land uden kernevåben, nemlig Japan.

Den amerikanske politolog, Kenneth Waltz har for flere år siden anbefalet en spredning af atom-våben som middel til at mindske risikoen for deres anvendelse. Det skrækscenario, som blev oppisket, da først Indien og senere Pakistan, hver fik sin atombombe, er ikke blevet til virkelighed. I stedet har man set en normalisering af forholdet mellem de to traditionelle fjender.

Kampen imod atombomben er en god sag. Men den kan ikke være selektiv. Så længe atom-magterne ikke viser initiativ til at ødelægge deres egne arsenaler - men tværtimod udvikler disses militære potentiale - forekommer presset mod Iran og Nordkorea malplaceret, hvad man end mener om deres regimer. Imidlertid ser USA ikke gerne en indskrænkning af sit atom-monopol, idet det kunne neutralisere regimeskifte projektet.

Ellen Brun og Jacques Hersh er medlemmer redaktionspanelet for tidsskriftet Salt. Her har artiklen tidligere været bragt.