Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Statsministeren skal svare på spørgsmålet om ytringsfrihedshykleriet

Source:www.arbejderen.dk
Author:sk
Date:02/03-2006

Statsminister Fogh Rasmussen bliver nu tvunget til at svare direkte på, hvor langt hans vilje til at kæmpe for ytringsfriheden rækker.

Således har Line Barfod, der er gruppeformand for Enhedslisten stillet et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til statsministeren. Det lyder:

' Vil statsministeren redegøre for, hvordan politiets indgreb overfor ytringer og fjernelse af sider på internettet, som det har været tilfældet med nedenstående appel, stemmer overens med vores grundlæggende rettigheder om ytringsfrihed, som statsministeren taler varmt for i øjeblikket?'

- Det er meget vigtigt for os at få et klart og præcist svar på dette spørgsmål. Det vil vi insistere på, siger Line Barfod til Arbejderen

I sin begrundelse for spørgsmålet har Line Barfod optrykt den samlede appel fra foreningen Oprør.

Det betyder med andre ord, at den forbudte appel fra Oprør nu kan læses direkte inde på Folketingets egen hjemmeside.

Statsministeren forventes at svare på onsdag i næste uge.

I tirsdags udtalte Oluf Jørgensen, der er mediejuridisk ekspert ved Journalisthøjskolen i Århus, her til avisen, at politiadvokaturets beslaglæggelse af Oprørs appel fra Arbejderens hjemmeside, er ulovlig. Arbejderen og dets hjemmeside er nemlig underlagt medieansvarsloven.

- Politi eller andre myndigheder skal henvende sig til den ansvarshavende redaktør, og de kan ikke pålægge nogen andre ansvar, forklarede Oluf Jørgensen.

Det var altså ifølge medieansvarsloven ulovligt, at politiadvokaten truede Arbejderens webudbyder til at fjerne appellen. Politiet skal gå til domstolene, hvis det ønsker at krænke pressefriheden.

Spørgsmålet til statsministeren kan læses på folketingets hjemmeside: http://www.folketinget.dk/?/Samling/20051/spoergsmaal/S2900/index.htm

Arbejderen har forelagt Oluf Jørgensens udtalelser for politiadvokaturet i København. Men trods gentagne telefonsamtaler var det i går ikke muligt at få nogen i advokaturet til at kommentere udtalelserne. Sten Schaumburg-Müller, der er lektor i retslære på Århus Universitet er derimod ikke i tvivl: - Det er alene redaktøren, der har ansvaret, når hjemmesiden er tilmeldt Pressenævnet, siger han til Arbejderen. - Det svarer til, at der står noget klart ulovligt i en papiravis. Så kan politiet jo heller ikke gøre kiosk-ejeren ansvarlig for indholdet i avisen, forklarer Sten Schaumburg-Müller.