Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Bevidst folkedrab i New Orleans?

Source:www.arbejderen.dk
Author:Kit Aastrup
Date:11/05-2006

Mere end otte måneder efter orkanen Katrina hærgede New Orleans er der ikke meget, der er vendt tilbage til det normale.

For den fattige og overvejende sorte del af befolkningen er intet som før. Tusinder af indbyggerne fra de fattige kvarterer, især dem der boede i Lower Ninth Ward, er spredt ud over hele USA. De prøver at skaffe sig tag over hovedet, søger job og prøver at få deres liv til at hænge sammen igen. De kan ikke vende tilbage, fordi de ikke har noget at vende tilbage til. Intet job og ikke noget sted at bo. Mange bor stadig i små hotelværelser, andre er stuvet sammen hos private, og nogle er endda hjemløse. På trods af det står der stadig 100.000 campingvogne tomme og ubrugte, som er skaffet af FEMA, som er det statslige agentur, der håndterer naturkatastrofer.

Mange vender ikke tilbage
En rapport af John R. Logan viser, at 80 procent af de sorte fra New Orleans formentlig aldrig vil vende tilbage. Det samme gælder næsten 50 procent af den hvide arbejderklasse.

Logan, der er sociologiprofessor ved Browns Universitet skriver, at de lokale politikere og forretningsledere vil sørge for at New Orleans får en valgkreds - hvidere og rigere end den, der var der før.

New Orleans er én af de seks-syv byer i USA, som har en sort borgmester, Ray Nagin. Han har først og fremmest sine støtter i middelklassen, både den hvide og den sorte middelklasse. I de fattige kvarterer har han ikke mange tilhængere. For nylig kom han ved et møde til at sige, at New Orleans skulle blive ved med at være en 'chocolate city'. Den bemærkning er han ikke blevet populær på, hverken blandt hvide eller sorte. Valget til efteråret bliver også vanskeligt for ham. Beboerne i New Orleans er stadig spredt rundt om i mange forskellige stater.

Den sorte præst, Willie Walker, fortæller i et interview, at byen New Orleans har haft en række sorte borgmestre, der kun arbejdede for en lille kreds af venner, og at den korrupte politik har spredt en stemning af apati. Når man opmuntrer folk til at stemme siger de: 'Politikerne gør ikke noget.'

- Vi lever i isolerede lommer, og vi kan ikke samles i kærlighed, der er så mange, der er blevet såret, vi har hørt så mange løgne og ingen undskyldninger. Folks hjerter i det her land er blevet hårde, siger Willie Walker.

Forurening og krise
Der er ingen psykologisk krisehjælp til de fattige i New Orleans. Flodbådene på Mississippi har travlt, der bliver drukket og spillet, og folk står i kø på apoteket for at få depressionspiller. Folk dør af hjertetilfælde, af for højt blodtryk og af sorg.

Vandmasserne har også medført et meget lidt diskuteret problem, nemlig den alvorlige forgiftning som findes i overflod i området, hvor bly, arsenik, råolie, benzen og dusinvis af andre giftige stoffer har gennemvædet jorden og er fordampet i den tropiske luft.

Folk fik også at vide, at der ikke var nogen helbredsfare ved det tykke hvide støv, der lagde sig overalt i nærheden af de sammenbrasede tvillingetårne i New York efter den 11. september, men nu år efter ved man, det det bare gav folk i fare en falsk tryghed.

Den sorte bygningsinspektør Kevin Johnson fortæller om sin oplevelse med orkanen Katrina:

- Jeg forlod ikke byen, fordi jeg ikke regnede med, at vi blev ramt. Vi har ikke haft en orkan, som har ramt os hårdt siden omkring 1968. I de seneste år er det mere gået ud over Florida. Jeg blev nervøs lørdagen før den ramte, da jeg gik ud for at spise morgenmad og så biler blokere benzinstationerne. Jeg gik hjem for at se CNN`s vejrkanal og vidste, at jeg skulle have taget af sted, men da var det for sent. Dagen før havde min bror bedt mig om at forlade byen, med jeg havde sagt, at han ikke skulle bekymre sig og at jeg blev.

- Søndag nat blev stormen voldsom i byen. Mandag morgen troede, jeg at vi havde overlevet stormen intakt. Den eftermiddag stod jeg ved vinduet i min lejlighed og så vandet strømme ind fra det ødelagte floddige. Det var et utroligt syn at se den massive oversvømmelse.

- Jeg havde målt 13 fod (4,5 meter) fra jorden til gulvet i min lejlighed aftenen før. På det tidspunkt stod vandet omkring fem fod højt (1,5 meter). En nabo overfor mig var også blevet sammen med sin datter. Vi var nogle af de få, der var blevet. Vi blev enige om at påkalde et fly, der fløj hen over os, for at komme væk. Det lykkedes os at praje en nabo fra en anden bygning i deres båd. De lovede at give os et lift til Superdomen. På det tidspunkt var der otte fod vand (2,5 meter).

- Det var en besynderlig scene at sejle i båd i de gader, som jeg plejede at køre eller gå i. Da vi kom til Superdomen fortsatte mareridtet. Militæret have lavet et opslag om at alle med stoffer eller våben skulle lægge dem i en stor kasse før de gik ind. Jeg blev undersøgt med hænderne i vejret før jeg fik lov til at komme ind. Jeg har aldrig set sådan en samling banditter før. Jeg havde omkring 600 dollars i kontanter og kreditkort og var bange for at blive overfaldet. Jeg sov ikke i fem dage. Jeg ville ikke bestjæles. Jeg mistede appetitten og nægtede at spise militærrationerne. Jeg drak kun varmt vand fra en flaske. Der var ingen køleboks. Jeg tabte mig otte kilo. Endelig blev vi evakueret til Dallas med bus. Jeg havde ikke været i bad i fem dage, og jeg var nærmest i et delirium af stress. I fem dage havde jeg ingen anelse om, hvad der skete. Der var ingen radio eller tv.

- På det store kongrescenter i Dallas spiste jeg og planlagde min afrejse. Jeg gik forbi fem gader hen til et hotel, hvor jeg lejede en bil og kørte til Houston. Jeg tilbragte en måned der sammen med min broder i en af min søsters lejligheder. Der er mange flere detaljer, men det er hovedtrækkene. Det er stadig ætset ind i min hukommelse. Jeg vil aldrig glemme det. Jeg er meget ivrig efter at flytte ind i min nye lejlighed før den 1. juni, hvor orkansæsonen starter. Jeg kommer til at bo over havoverfladen nord for søen Ponchartrain. Jeg har ikke lyst til nogensinde at bo i New Orleans igen. Jeg vil ikke gennemleve traumet igen.

Alle i Superdomen var ligesom Kevin Johnson lukket inde i et helvede i fem dage, og militæret sørgede for at ingen slap ud.

Bevidst folkedrab?
Tilbage står spøgsmålet om, hvem der var ansvarlig for at hjælpen ikke nåede frem i de kritiske dage lige efter orkanen. Malik Rahim og Mike Howel, der begge bor i New Orleans i et område, der ikke blev oversvømmet, fortæller, at de ansvarlige fra regeringen både lokalt og centralt, nægtede at lade nødhjælp i form af vand og fødevarer komme ind i New Orleans. Selv tre lastbiler fra Wall-Mart med drikkevand blev nægtet adgang til New Orleans.

Om torsdagen i den første uge blev over 1000 frivillige beordret til at stoppe redningsaktionerne under påskud om, at det var for farligt. De frivillige ønskede at fortsætte redningsaktionerne. De sagde, at der var lille risiko, og at desperate mennesker bød dem velkomne med åbne arme. Militæret 'overtalte' dem med ladte geværer til at holde op med det. De gjorde det samme mod en senator, der var kommet dertil med en flåde på hundrede både og tømmerflåder ad Mississippi.

Redningshelikopterne blev beordret til at stoppe redningsarbejdet under påskud af, at der var blevet skudt efter dem, men det var blot mennesker, der prøvede på at gøre opmærksom på sig selv, for at blive reddet.

I et tv-interview beklagede borgmester Ray Nagin sig over, at staten Louisianas helikoptere var blevet stoppet i at droppe sandsække i hullerne lige efter digernes sammenbrud. Ingen reparationer blev tilladt før længe efter de fattige områder i New Orleans var fuldstændig oversvømmet.

Venezuelas præsident Hugo Chavez og Cubas Fidel Castro tilbød millioner af dollars og hundredvis af læger til at hjælpe med at redde liv. De blev afvist.

Les Evenchick, som bor i det franske kvarter i New Orleans, har fortalt, at folk blev bedt om at gå til busstationen for at blive evakueret, men den var blevet lukket ned aftenen før. Medmindre man havde en bil, kunne man ikke forlade byen. Hvor simpelt havde det ikke været for regeringen at sørge for busser før orkanen ramte. Busselskabet AMTRAK siger, at det tilbød gratis kørsel ud af byen, men myndighederne lavede ikke aftalen.

Racistisk mediedækning
Tusindvis af beboere i New Orleans nægtede at lade sig evakuere. Nogle af dem ville ikke forlade deres hjem eller deres kæledyr. Men de fleste havde hverken penge eller noget sted at tage hen.

Mike Howel, som også bor i det franske kvarter, gør opmærksom på mediernes dækning af begivenhederne.

Forsiden af Yahoo viste den 30. august 2005 to billeder af mennesker, der vadede gennem vandet med forsyninger. Under billedet af en sort person kunne man læse teksten: 'En ung mand vader gennem brysthøjt flodvand efter at have plyndret en købmandsbutik i New Orleans'. Teksten under billedet af det hvide par var: 'To beboere vader gennem brysthøjt vand efter at have fundet brød og sodavand i en lokal købmandsbutik'.

Hvide finder og sorte plyndrer.

Redningen kom fra græsrødderne
De første der sendte hjælp var græsrodsorganisationer. Den første var TOPS, The Ordinary Peoples Society, en fangemenighed i Dothan, Alabama, der er grundlagt af tidligere indsatte. Indianersamfund bragte hjælp og folk fra organisationen Food Not Bombs sørgede for at folk fik mad. Også organisationen IFCO/Præster for Fred sendte to karavaner til området med nødhjælp.

Fede kontrakter
Fra den første dag blev der givet kæmpeordrer - uden licitation - til store firmaer, som har tjent millioner på krigen i Irak. Firmaer som Halliburton, Bechtel og andre private entreprenører kom til området med lommerne fulde af regeringspenge. Samtidig er tusindvis af fattige ikke i stand til at vende tilbage, mange af dem er evakueret til centre langt væk. Den falske 'genopbygning' af New Orleans begynder med at nogle rager land til sig, og med at borgmester Ray Nagin foreslår spillekasinoer, som han siger vil 'redde' byen, udtaler Mike Howel.

Den 13. januar 2006 oplyste den britiske nyhedsstation BBC, at beboerne er særligt vrede over et forslag om et fire måneders byggeforbud i de kvarterer, der førhen var overvejende beboet af sorte. De beskylder kommissionen bag planen for ikke at ville genopbygge, men selv opkøbe deres grunde. Flere af kommissionens medlemmer er byggespekulanter.

Grov udnyttelse af arbejdere
Midt i byen i en lille park er der slået telte op. Der bor flere hundrede illegale mexicanske immigranter, som prøver på at tjene en dagløn ved løsarbejde. Lønnen og arbejdsforholdende er så elendige, at selv byens egne arbejdsløse ikke vil have arbejdet.

Allerede i september 2005 besluttede Bush, at selskaberne ikke skulle være omfattet af de såkaldte Davis-Bacon standarder. Davis-Bacon loven, der stammer fra 1931, kræver at private selskaber, der udfører arbejde betalt af den amerikanske stat, mindst skal aflønne arbejdere med gennemsnitslønnen for tilsvarende arbejde i området. Begrundelsen for ophævelsen af denne bestemmelse var, at orkanen Katrina havde udløst en 'national katastrofe', der tillod ham at ophæve loven i Alabama, Florida, Louisiana og Mississippi.

Haliburtons datterselskab Kellog, Brown & Root har kunnet sænke sine lønomkostninger, blandt andet ved brug af billig, illegal arbejdskraft. Selskabet har fået en million-kontrakt fra FEMA på at opføre midlertidige boliger til hjemløse efter orkanen.

Orkanen Katrina var en naturkatastrofe, men alt det der fulgte efter har været en lang afsløring af det kapitalistiske USA`s grimmeste fjæs.