Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Israel bomber røde kors i Libanon

Source:www.modkraft.dk
Author:Martin Lindblom/Monsun
Date:02/08-2006

Ifølge libanesisk Røde Kors har israelsk militær gentagne gange angrebet organisationens redningskøretøjer i Sydlibanon. Dansk Røde Kors bekræfter oplysningerne. Røde Kors afviser desuden, at Hizbollah affyrede raketter fra byen Qana. Det var ellers den israelske begrundelse for bombardementet af byen, der kostede et stort antal civile livet.

Libanesisk Røde Kors beskylder Israel for gentagne gange at have bombet nødhjælpsorganisationens redningskøretøjer i Sydlibanon. Ifølge Røde Kors Centeret i Tyre er ambulancer i flere omgange blevet angrebet, og en redningsarbejder og flere civile er blevet kvæstet under bombningerne. Det oplyser Røde Kors i Libanon til det uafhængige nyhedsbureau Inter Press Service (IPS).

Dansk Røde Kors bekræfter overfor Modkraft.dk, at libanesisk Røde Kors i flere tilfælde er blevet bombet af israelerne, men kan ikke kommentere de nærmere detaljer.

Bomber ambulance
Natten til den 24. juli blev en Røde Kors-medarbejder og tre civile alvorligt såret, da en israelsk raket ramte direkte ned i en ambulance. Få minutter efter blev en anden ambulance, der samlede sårede op i nærheden, ligeledes bombet.

Og da israelske jagerfly bombede byen Qana den 30. juli, modtog Røde Kors få timer senere anmodninger om at sende redningsfolk til byen. Tre ambulancer kørte straks afsted fra Tyre, men den forreste ambulance var meget tæt på at blive ramt af tre bomber, og køretøjerne vendte derfor om.

»Vi redder alle«
Andet forsøg på at få hjælp frem mislykkedes også, da ambulancerne atter blev angrebet, og det var Røde Kors-medarbejdernes klare indtryk, at israelerne bevidst holdt dem væk fra byen. Først i tredje forsøg lykkedes det at nå frem.

Mohammad Zatar, der har arbejdet for Libanesisk Røde Kors siden 1993, siger til IPS, at han aldrig før har oplevet, at redningsfolk er blevet angrebet.

– Som Røde Kors frivillig må jeg gøre det helt klart, at vi ikke er politiske – vi redder alle, der har brug for hjælp, uanset om det er en civil, en modstandsmand eller en israelsk soldat. Vores politik er at hjælpe ethvert menneske, der har brug for det. Men nu ser det ud til, at israelerne angriber os.

Ifølge Mohammad Zatar er de fleste af de lig, redningsfolkene samler op, kvinder og børn.

– Engang imellem henter vi yngre eller midaldrende mænd, men det er sjældent, siger han.

Ingen raketter i Qana
Libanesisk Røde Kors og beboere i byen Qana afviser i øvrigt, at Hizbollah-militsen affyrede raketter fra byen forud for det massive israelske luftbombardement den 30. juli, der kostede adskillige civile livet. Ifølge de foreløbige oplysninger omkom 60 civile, heraf 37 børn, men menneskeretsorganisationen Human Rights Watch sår nu tvivl om antallet. Ifølge HRW's seneste oplysninger er der bekræftet 28 døde og 13 savnede.

Det israelske militær hævder, at der inden bombardementet blev sendt adskillige missiler mod Israel fra byen. Israel har flere gange retfærdiggjort bombeangreb på civile beboelsesområder med, at Hizbollah gemmer sig blandt de civile og for eksempel affyrer deres raketter fra indbyggernes hustage.

Men ifølge beboerne i Qana, blev byen netop betragtet som et sikkert sted for flygtninge, fordi der ikke var affyret raketter herfra.

– Når Hizbollah fyrer deres raketter af, løber alle væk, fordi de ved, at et israelsk bombardement vil komme snart. Det var derfor, alle blev i deres beskyttelsesrum og nærliggende huse, fordi alle troede, at det ville være i orden, når nu der ikke var nogle Hizbollah-krigere i Qana, siger den 32-årige Ali Abdel til Inter Press Service.

Begge Abdels forældre blev dræbt under luftangrebet, der vakte bestyrtelse verden over, da en bygning kollapsede og dræbte de mange civile.

Røde Kors bekræfter
Medlemmer af det libanesiske Røde Kors Tyre afviser ligeledes de israelske oplysninger om, at Hizbollah skød raketter af fra Qana.

– Vi har ikke fundet nogen beviser på Hizbollah-krigere i Qana. Når vi redder folk eller henter dræbte ud af landsbyerne, ser vi normalt raketaffyringsramperne eller Hizbollah-krigere, hvis de er der, men i Qana kan jeg sige, at byen var 100 procent fri for begge dele, siger Kassem Shaulan fra Røde Kors Centeret i Tyre til IPS.

Samme melding lyder fra Røde Kors-medarbejderen Mohammad Zatar: – Vi kan se, når Hizbollah har affyret raketter fra bestemte områder, fordi folk løber væk derfra, til fods hvis de er nødt til det, siger han.

Både den israelske FN-ambassadør Dan Gillerman og den israelske vicepremierminister Simon Peres afviser Røde Kors' oplysninger, og lægger entydigt skylden for tragedien hos Hizbollah.