Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Den Femte Mand

Source:www.berlingske.dk
Author:Af Kasper Krogh og Morten Frich
Date:02/09-2007

Fire unge muslimer risikerer fængsel på op til livstid, hvis de kendes skyldige i terrorsagen fra Vollsmose. De blev anholdt, fordi en femte mand infiltrerede cellen for PET. Flere med et nært kendskab til ham ville ønske, at PET havde fundet en anden helt til at redde København fra et terrorangreb. For PETs agent har levet et utroligt liv, og i dag ved ingen af dem helt, hvad de skal tro om hans ageren og hans fortællinger.

Kollegerne på rådhuset så Lars tage en samtale, det var en advokat, der ringede. Derpå rejste han sig op, forlod sit kontor og gik ud ad døren. Bare sådan. Han sagde ikke et ord til farvel, og de så ham aldrig igen.

Lars havde været sygemeldt længe, han fik kun få dage tilbage på kontoret i januar 2004, og til sidst fyrede hans arbejdsgiver, en lille kommune i det jyske trekantområde, ham på grund af for mange sygedage. De ryddede hans kontor for alt. De sagsmapper, han opbevarede på kontoret, røg tilbage i arkivet, og hans sager blev henlagt. Efter at have arbejdet sammen med Lars stolede flere medarbejdere ikke på oplysningerne i hans sager om »sociale bedragere«. Alt, hvad der i øvrigt var på hans kontor, pakkede de i sorte sække og destruerede. Hans stilling blev ikke genbesat.

Lars blev ansat for at fange sociale bedragere. En svær opgave.

Selv for en stor mand som Lars. Med sine 192 centimeter var han et imponerende syn. Han havde efter eget udsagn en intelligenskvotient tæt på 180, og det kan godt være, at Lars overdrev sin IQ lidt, men han tog den lille kommune med storm. Selv om han ikke var uddannet jurist, kunne han paragrafferne så godt, at han snart underviste de andre på kommunen i reglerne om partshøring og i retssikkerhedsloven, som han gav udtryk for, at han selv havde været med til at udarbejde.

Det var måske også lidt overdrevet, men der gik ikke meget mere end en måned, før han var tilknyttet borgmester­sekretariatet med direkte reference til kommunaldirektøren.

Lars' sager var spektakulære måske også for spektakulære. Han efterforskede både sager om hvidvask af penge på Casino Munkebjerg og i prostitutionsmiljøet. Ham og den lokale landbetjent. Det lykkedes Lars at standse en række udbetalinger af sociale ydelser til klienter, men Det Sociale Ankenævn underkendte siden en seks-syv sager fra hans tid.

Lars kunne godt finde på at køre ud for at overvåge klienternes bopæl et par morgener i træk. Til hans irritation betød nye regler, at kommunerne blev indskærpet, at de ikke måtte løfte dyner for at komme det sociale bedrageri til livs.

»Men man kunne jo tilfældigvis komme til at slå den vej forbi om morgenen, sagde Lars,« husker en kilde.

Overvågningen var bare en af Lars metoder. En anden kilde oplevede ham forberede en åbenlyst grundløs sag, som ingen havde anmeldt, men som Lars lod som om, han havde modtaget en anmeldelse på. Den fiktive anmeldelse skrev han ind i journalen.

»Det lykkedes ham faktisk at standse udbetalingen af den pågældendes sociale ydelse, indtil kommunens jurist greb ind.«

Lars meldte sig syg, da han fik problemer med en gammel skade i sit knæ. Men det var ikke den del af Lars liv, de talte om på rådhuset.

I en anden jysk kommune, hvor Lars tidligere havde været ansat som integrationskonsulent, røg han i klammeri med en klient. Ifølge Lars forklaring var han ved at sige farvel til en mand med indvandrerbaggrund, da mandens knytnæve ramte ham på siden af hovedet. Den tætbyggede Lars forsvarede sig. Han sparkede klienten ind i en dør. Døren faldt af, og karmen knækkede.

Lars havde smerter efter overfaldet, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at han havde alvorlige og psykiske mén. Men Lars lod også forstå, at han bar på en frygtelig hemmelighed. Den ivrige hjemmeværnsmand, der var en del af det lokale luftmeldekorps, fortalte til mange, at han havde været udstationeret i det tidligere Jugoslavien som soldat. Her havde han gjort noget forfærdeligt, sagde han.

I 2002 anmeldte Lars dødstrusler til politiet. Nogen havde ifølge Lars malet ordene du skal dø på hans bindingsværkidyl af et hus på Fyn. Dagen efter brændte huset ned til grunden, politiet fik aldrig opklaret sagen.

Da de havde ryddet Lars kontor i kommunen i Trekantområdet, gled han langsomt ind i glemslen hos kollegerne. Nogen mente dog at vide, at han var begyndt at læse jura.

De kunne heller ikke undgå at bemærke en artikel om Lars i en lokal avis i begyndelsen af 2006. Et andet hus, ejet af Lars på en ny adresse, gik i brand. Flammerne slog ud af en stikkontakt, og branden åd hele overetagen af hans hus, kunne de læse.

Lars var nu offer for to brande et bizart sammentræf og en trist historie. Ingen vidste, hvad der derefter blev af Lars.

Keglerne fra indsatsstyrkens stavlygter fejede ind gennem lejlighederne i Vollsmose, hvor politiet anholdt ni unge muslimske mænd, de fleste trygt sovende, indtil de blev halet ud af deres senge, iført håndjern og ført ud til de ventende politibiler med hætter over hovedet. Det var natten til 5. september 2006.

En af de anholdte lad os kalde ham Wesam husker egentlig ikke, at han var bange. Mere at han var dybt forvirret. Politifolkene var flinke nok, selv om de ikke ville fortælle, hvad det hele gik ud på.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde siden januar fulgt en gruppe unge fra Vollsmose tæt. De mente at have beviser nok mod de unge til at fængsle dem for forberedelserne af et terrorangreb på dansk jord. Men det vidste den 18-årige Wesam intet om, da daggryet kom, og han endnu befandt sig ventende i en politibil et sted uden for Vollsmose. Han fik lov til at bede sin bøn med ansigtet vendt mod Mekka, skønt han var lidt usikker på retningen. Til gengæld hjalp han de lidt forvirrede politifolk, der var tilkaldt fra København, med at finde vejen ned til politistationen i Odense.

Næste dag var Wesam atter på fri fod. Politiet havde ikke noget på ham og fandt intet under deres ransagninger, der belastede ham. Men alle i Vollsmose vidste, at han havde været anholdt i sagen, som justitsminister Lene Espersen omtalte som »noget af det mest alvorlige, der er sket i Danmark nogensinde«. Det var småt med besøgende i familiens lejlighed i de kommende måneder ingen af deres muslimske venner ønskede at blive sat i forbindelse med terrorister.

Mens Wesam hurtigt fik sin frihed tilbage, sidder fire af hans venner fængslet i dag tiltalt for terrorisme.

A.K., en kurdisk iraker på 21 år, boede indtil sin anholdelse hjemme hos sine forældre. Han var slagterlærling og beskrives som stille og rolig og godhjertet. Tidligere tog han tit i byen med vennerne og dansede fjollet på diskotekerne. Men det havde han ikke gjort de seneste måneder. I stedet gik han mere og mere op i at komme i moskeen på Ørbækvej og gå til fredagsbøn. Hvis A.K. kendes skyldig, står han som den eneste af de fire tiltalte til udvisning af Danmark.

R.D., 18 år og palæstinenser, gik ligesom Wesam selv på Odense Tekniske Skole. Han var en lidt indelukket fyr, der mest passede sig selv. Engang gik han til fodbold, for tiden hang han mere ud sammen med imamerne omkring moskeen.

M.Z., 32 år, ligeledes palæstinenser, gift og nybagt far. I forvejen havde han to børn på tre og fire år. Som invalidepensionist brugte M.Z. al sin tid på islam. Hans retorik skal have været så voldsom, at imamerne påØrbækvej bad ham dæmpe sig lidt.

Den fjerde tiltalte var den danske konvertit A.A. på 32 år. For fem år siden tilsluttede han sig islam, og han flyttede fra Odense-forstaden Seden til Vollsmose for at være sine trosfæller nærmere. Han skrev en række stærkt kritiske og følelsesladede læserbreve til danske aviser imod Dansk Folkeparti og for den dansk-marokkanske boghandler Said Mansour, der nu afsoner en dom på tre år og tre måneder for at have opfordret til terror.

Wesam forsøgte at finde ud af, hvad der var hændt, så snart han var løsladt. Instinktivt vidste han, at det hele havde forbindelse til Youssouf. En ny dansk konvertit, som var begyndt at komme i moskeen, og som bar det danske navn Lars.

Da Lars første kone forlod ham, sad han alene tilbage med tre børn. Han fik kontakt til en indonesisk pige på internettet. Pigen boede og arbejdede som au pair i en villa i Skodsborg hos et direktørpar. Hun arbejdede fra klokken seks om morgenen til klokken 23 om aftenen for 1.000 kroner om måneden. Lars var rystet, det var ren udnyttelse. Lars læste jura på SDU, han tog kontakt til en fagforening, og pigen stoppede omgående sit arbejde i Skodsborg. I stedet flyttede hun sammen med Lars.

Lars konverterede til islam og fik nu det muslimske navn Youssouf. Parret blev gift i sensommeren 2005,

Over for en bekendt gav Lars udtryk for, at han alene konverterede til islam af hensyn til sin kone. Det var ikke fordi, Lars havde nogen større lyst til at tjene hverken Gud eller Muhammed.

Tværtimod beskriver en kilde ham som »ren Gud, Konge og Fædreland«. Lars drømte om at komme med i krigen mod terror. Da krigen mod terror begyndte i Afghanistan, søgte Lars om udsendelse dertil, og han gav over for kilden udtryk for, at han nok skulle finde terroristen Osama Bin Laden. Samtidig var han rystet over forholdene i bydelen Vollsmose især når aviserne skrev om, at redningskøretøjer havde svært ved at komme frem uden at blive udsat for chikane.

»Det billede, han gerne ville skabe af sig selv, var meget bygget på forsvaret,« siger kilden:

»Han var højt på strå, og hvis der var terrorangreb her i landet, var han første led i kæden, der skulle foretage sig noget praktisk, sagde han. Det gjorde han meget overbevisende. Han var netop ikke pralende, han var god til at servere tingene i det rigtige tempo. Og hele tiden kom han ind på sine moralske skrupler på grund af de ting, han havde gjort indenfor forsvaret. På et tidspunkt i Vollsmose havde redningskøretøjer svært ved at komme frem på grund af uroen i bydelen. Da sagde han: De skulle bare lige sende bud efter ham og hans deling, så skulle han nok vise dem.«

En dag betroede Lars sig til vennen om sin frygtelige fortid. Han havde skudt en civil kvinde med et barn på armen ned bagfra.

»Han fortalte om sin udstationering. De havde været rundt i nogle landsbyer et sted i ex-Jugoslavien, han fortalte overbevisende om, hvordan der så ud, og hvad han tænkte imens. Han havde svært ved at vænne sig til krigen. Han fortalte om ting, han havde lavet, som ikke var så smarte. Han sagde og det her er et direkte citat: Selvfølgelig var det en frygtelig ting at gøre. Men teknisk set var det et fantastisk skud. Det er, hvad han siger. Den første sætning lirer han af, som om det bare er noget, han skal sige. Den sidste sætning siger han med julelys i øjnene. Det gør det hele meget overbevisende. Han er en, der kan tænde og slukke for sine følelser efter behov, og han er ekstremt dygtig til at manipulere med folk. I dag ved jeg ikke, om historien er sand. Men dengang troede jeg ham.«

Det danske forsvar har tidligere oplyst til Berlingske Tidende, at de ikke kan finde nogen oplysninger, om at Lars skulle have være udsendt som soldat. Til gengæld har Forsvaret bekræftet, at han er medlem af hjemmeværnet.

I februar 2006 under fredagsbønnen sad ca. 25 muslimer på en snorlige række og bad i moskeen på Ørbækvej i Odense. Den nye høje blonde dansker Lars placerede sig i det modsatte hjørne med ansigtet vendt i den forkerte retning.

Lars blev aldrig en af dem. For Lars var rystet over, hvad han så og hørte i og omkring moskeen. Hjemmeværnsmanden tog kontakt til Danmarks hemmelige tjeneste i januar. PET-agenterne lyttede til ham og tog ham alvorligt. De kunne bruge ham. Nu var han dér. I første geled i krigen mod terror.

Mistanken mod muslimerne omkring moskeen påØrbækvej var ikke særlig konkret. Der var otte punkter, som Lars kunne hjælpe med at kaste lys over, fremgår det af en meddelelsesrapport fra 8. marts 2006. Det første punkt handlede om, at Lars skulle forsøge at finde ud af, om de unge samlede penge ind til den palæstinensiske Hamas-bevægelse, som optrådte på PETs terrorliste.

Men med Lars fik PET mere, end tjenesten kunne have drømt om. Lars var på det rigtige hold i krigen mod terror, han havde en naturlig anledning til at komme i moskeen, og som nybegynder kunne han tillade sig at stille et hav af dumme spørgsmål. Ingen kunne forvente, at han talte arabisk eller havde et særligt kendskab til Koranen. Lars var desuden i besiddelse af en fotografisk hukommelse, og skulle han en dag sidde som et vidne i en retssal, ville han være ekstremt overbevisende.

Frem for alt var han ivrig.

I marts, april og maj mødtes Lars ca. en gang om måneden med PET at dømme ud fra meddelelsesrapporterne. I juni og juli 2006 mødtes de ugentligt. På det tidspunkt var tilliden til Lars så stor, at PET sanktionerede et ret omfattende samarbejde med de mistænkte terrorister.

Lars transporterede og købte ingredienser til den terrorbombe, som den formodede terrorcelle ifølge Lars var ved at fremstille.

Han forsynede også de fire tiltalte med et voltmeter, som skulle bruges for at detonere bomben.

Han var med til at udpege et egnet område til en prøvesprængning.

Og så var det i hans bil, at de tiltalte kørte til København ifølge PET for at udpege et egnet bombemål.

Lars mødte også den 18-årige Wesam, som var dybt forundret over hans optræden.

Lars spurgte Wesam, om han ville med ind i Hjemmeværnet. Men Wesam følte sig ikke tryg ved kombinationen Lars og våben. Ved en lejlighed viste Lars ham også nogle karrikaturtegninger af profeten Muhammed.

Men allermest besynderlig virkede en pludselig bekendelse fra Lars til den mere end ti år yngre Wesam. Han fortalte, at han havde skudt en civil i Jugoslavien.

Lars inviterede Wesam med på bilturen til København. Lars skulle nok betale. Ifølge Wesam var formålet med turen at kigge på tøj i hovedstaden. Men da Wesam ikke havde nogen penge til tøj på det tidspunkt, takkede han nej. Det var han egentlig ked af.

Det er han ikke længere.

I flere år skænkede ingen Lars en tanke i den jyske kommune i Trekantområdet. Men i 2007 modtog en ledende medarbejder på rådhuset et overraskende opkald.

Aviserne skrev om terrorsagen i Vollsmose, hvor fire unge muslimer stod tiltalt for at planlægge bombeterror i Danmark. De var ikke mindst blevet anholdt takket være en civil agent, der havde hjulpet Politiets Efterretningstjeneste (PET) i sagen. En 33-årig jurastuderende havde infiltreret den påståede terrorgruppe.

Det var Lars.

»Da jeg hørte, at Lars var PETs agent i Vollsmose, tænkte jeg: Det er løgn. Så kan de jo ikke regne med et ord af, hvad han har sagt. Alt kan være løgn, alt kan være plantet. Den mand skaber situationer hele tiden. Jeg sagde på et tidspunkt: Hvis han ikke kan komme til Afghanistan, så kan han bringe Afghanistan til sig. Og det lyder langt ude. Men det er, hvad han gør. Lars gør alt i den gode sags tjeneste. Og når han pludselig ikke længere tjener den gode sag, kan han få det vendt i sin verden, som om han gør det,« siger kilden.

De fire tiltaltes forsvarere vil gå hårdt efter Lars, hvis forklaring Østre Landsret har afsat tre dage til at høre.

Anklagemyndigheden derimod er sikker på, at han nok skal stå distancen. En af de tiltalte er angiveligt begyndt at synge om cellens øvrige medlemmer. Desuden er der masser af tekniske beviser, der understøtter Lars forklaring. Aflytninger dokumenterer angiveligt, at alt, hvad Lars har foretaget sig, er på gruppens forlangende. Der er fundet sprængstoffet TATP, som kan bruges til at detonere en gødningsbombe, hos M.Z. Hos A.K. opdagede politiet kilovis af stålsplinter.

Lars selv er umulig at komme i forbindelse med. Han og hans familie er gået under jorden og forsynet med nye identiteter under politiets vidnebeskyttelsesprogram.

Han kan se tilbage på et voksenliv, som han har brugt på at rydde op i verden og forsvare det, der var rigtigt.

Men han forudsagde sådan set det hele, tre år før han blev PETs agent i Vollsmose.

Han ville stå i første geled den dag, terroren ramte Danmark.

Han skulle nok rydde op i Vollsmose.

Denne artikel bygger på en lang række interviews med nære bekendte til Lars, naboer, kolleger, chefer, politi, anklagemyndighed, forsvarere og folk omkring moskeen på Ørbækvej i Odense foruden oplysninger fra de tidligere retsmøder i sagen. Mange kilder har betinget sig anonymitet for at medvirke de fleste på grund af deres tavhedspligt, Wesam fordi han ikke ønsker at blive et ansigt på en terrorsag, som han intet har med at gøre. Deres oplysninger er alene medtaget, hvor de støttes af mindst to af hinanden uafhængige kilder.