Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Demokratiet er nu officielt aflyst

Source:Monsun
Author:Patrick Mac Manus
Date:10/10-2006

Originaltitel: Undtagelses- tilstandens kultur

1.
I disse år nedbrydes såvel civile rettigheder på nationalt plan som den internationale retsorden, der er blevet skabt igennem de sidste årtier. På nationalt og globalt niveau viger civile rettigheder og folkeretten for en statslig sikkerhedspolitisk interesse. Begge dele udspringer af den ’undtagelsestilstand’, der har sneget sig ind på os.

Den seneste årsrapport fra Amnesty International (2006) fremhæver, at den såkaldte ’globale krig mod terror’ sætter den internationale retsorden under stigende pres. Men den ’globale krig mod terror’ er blot spydspidsen i en ideologisk, institutionel og ikke mindst militær offensiv.

En ensidig, aktivistisk politik, i sidste ende baseret på præventiv krigsførelse eller trussel herom, har medført en tilsidesættelse af FN Pagten (1945) og af dens institutionelle regelsæt, af Verdenserklæringen om menneskerettigheder (1948), af Genève-konventionerne (1949, 1977), af konventionen om flygtninges retsstilling (1951), af FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig behandling eller straf (1984), samt af Den internationale Straffedomstol, der påbegyndte sit arbejde i 2003.

I stedet sættes et ’ny juridisk orden’ eller et ’nyt paradigme’ for international magtanvendelse. Den politiske nyorientering, der radikaliserer tidligere tendenser i amerikansk politik, åbner for forskellige politiske og økonomiske tolkninger.

Nærliggende er, at det nuværende amerikanske hegemoni eller verdensøkonomisk overmagt er ved at nå sin grænse og i en periode vil blive søgt opretholdt ved militær magtanvendelse.

Den militære overmagt vil over tid i ringere og ringere grad svare til den amerikanske økonomis reelle globale stilling og vil i sidste ende også møde sin grænse. Den er i disse år måske allerede ved at blive nået.

I dette perspektiv kan der forventes en fortsat og stigende militarisering af USA’s politiske system.

Tony Judt, professor i europæiske studier ved Remarque Institute, New York University skrev for nylig:

»I et land, der ikke længere har forrang på de fleste andre felter for menneskelig aktivitet, er krig og krigere blevet de sidste, vedblivende symboler på amerikansk dominans og amerikansk livsform.«

For Andrew J. Bacevich, professor i internationale studier ved Boston University, kan ’den fjerde verdenskrig’ allerede være indledt, drevet især af strategiske interesser i at beherske energiforekomster i Centralasien og Mellemøsten. Her er den såkaldte ’globale krig mod terror’ ifølge Bacevich kun et enkelt slag blandt utallige andre, og muligvis blot ét af de mindre vigtige, mere en afledning end et hovedformål.

Også en stigende irrationalisme vil sandsynligvis præge den truede overmagts politiske adfærd. Den rolle, som kristen fundamentalisme allerede indtager, er muligvis et tegn herpå.

Fundamentalisme i alle sine afarter søger at fastholde eller især ’genopfinde’ en grund – et eksistensgrundlag, et ’fundament’, der allerede er ved at svinde ind.

En politik, der er baseret på tro lader sig ikke korrigere af virkeligheden. Ved at forfølge den vil det forestående tab af magt blot blive accelereret.

2.
Den såkaldte 'globale krig mod terror' kan føjes ind i rækken af konstruerede trusselsbilleder, der bidrager til at legitimere og stabilisere bestemte magtforhold.

'Krigen mod terror' afløser den 'kolde krig', og besidder mange af de samme irrationelle træk, ikke mindst den næsten metafysiske opfattelse af modpartens ondskab.

Uden 'undtagelsestilstand' og muligheden for herigennem at konstruere billedet af 'fjenden', af 'ondskaben', ville denne globale politiske strategi ikke kunne komme til fuld udfoldelse.

I baggrunden anes den tyske retsfilosof Carl Schmitt som mentor, hvis ligestilling af 'politik' og 'fjendskab' går igen blandt neokonservative teoretikeres forestilling om et kommende 'amerikansk århundrede'.

For Schmitt, der bidrog til den tyske rets- og magtforståelse i trediverne er der et dybt slægtskab mellem politik, krig og undtagelsestilstand. »Suveræn er den«, skriver han, »der beslutter over undtagelsestilstanden.«

Antiterroristisk lovgivning og indenrigspolitisk kontrol på den ene side, udenrigspolitisk krigsførelse på den anden, en samlet 'præventiv' krigsførelse, som dæmoniserer både den indre og ydre fjende, er tilstanden i nutidens stormagt.

Det er sin egen slagskygge, man fører krig imod, sin egen spejling i verden, man søger at komme til livs. I afledt form gør de samme mønstre sig gældende i det danske samfund, der også er flettet ind i denne krigsførelsens logik.

3.
Terrorlovgivning og 'krigen mod terror' er den foreløbige slutsten i en proces, der har stået på i adskillige år. I stigende grad viger den social-liberale stat for sikkerhedsstaten.

Sociale og politiske løsningsmodeller er blevet trængt i baggrunden af modeller, der mere hviler på magtanvendelse, kriminalisering, øget strafudmåling, udvidede politimæssige beføjelser, og indskrænkninger i borgeres beskyttelse i forhold til den statslige myndigheds sikkerhedsmæssige interesser.

Den gradvise nedbrydning af politiske rettigheder er drevet af en neoliberalistisk statslig strategi, hvor en deregulering af økonomien ledsages af en skærpet regulering af den sociale og politiske adfærd.

Social-liberale kontrolformer viger for åbenlys tvang og magtanvendelse, og på det internationale niveau for militær magt, for krig og besættelse.

Selv i den internationale bistandspolitik vinder dette sikkerhedspolitiske hensyn over politiske og sociale løsningsmodeller.

I en bevægelse bort fra en hidtidig humanitær ideologi er den internationale bistandspolitik nu i mindre grad rettet mod en bekæmpelse af fattigdom, end mod en bekæmpelse af de fattiges oprør.

De fattiges potentiale som terrortrussel er rykket i forgrunden.

Bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed er blevet stemplet som terroristiske. En række stater har fået frie tøjler til at intensivere en intern undertrykkelse, der er tilført ny international legitimitet.

Den såkaldte 'internationale krig mod terror' rammer legitime modstandsbevægelser i deres forsøg på at opnå social og politisk frigørelse.

De internationale 'terrorlister' bidrager til at udstøde disse bevægelser fra det internationale samfund, og hæmmer den politiske og moralske dialog, der kan bane vej for en forhandlingsløsning, som kan bringe langvarige konflikter til ophør.

I sidste ende er terrorlovgivning og den såkaldte 'krig mod terror' rettet mod den folkelige modstand mod en global økonomisk politik, der i så mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro og modstand.

Terrorlovgivningen og 'krigen mod terror' er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er den globale økonomiske dagsorden.

4.
Magtanvendelse er nutidens internationale horisont. I krigsførende samfund som det danske sniger krigen sig ind i hverdagen som en næsten umærkbar omstilling af mentalitet og vaner, hvor hidtidige normer nedbrydes.

Det er civilsamfundets endeligt, der synes at være perspektivet. I 'krigen mod terror', der opfattes som nærmest permanent tilstand, er forskellen mellem fredstid og krigstid udvisket, ligeledes adskillelsen mellem militær og sikkerhedspolitisk organisation på den ene side og civil status på den anden.

I dette synes 'krigen mod terror' at fuldføre nogle udviklingstendenser i relationen mellem krig og samfund igennem det sidste århundrede.

Til nedbrydning af krigens konventioner svarer et tiltagende retskulturel forfald i de krigsførende samfund.

Civilsamfundet mister sin beskyttelse mod statsmagten. Den forfatningsmæssige beskyttelse af individernes civile rettigheder viger for statens sikkerhedsinteresser. Til syvende og sidste korrumperer krigen alle demokratiske og juridiske normer og institutioner.

Undtagelsestilstanden bliver normen. Her ophæves ikke alene skellet mellem ’krig’ og ’fred’, men også skellet mellem ekstern og intern krigsførelse. I sidste ende ophæves adskillelsen mellem ’krig’ og ’borgerkrig’.

’Fjenden’ er nu overalt, ’fjenden’ er enhver, der gennem undtagelsestilstandens projektioner, forventninger, fordomme og frygt lever op til det fremherskende fjendebillede.

I en snigende fortolkningsproces vil bestemmelser om ’terrorisme’ kunne omfatte alle aktiviteter, der kan anfægte en bestemt samfundsorden. Og jo mere denne samfundsorden præges af krise og tab af legitimitet, jo mere vil den glidende udvidelse af terrorismebegrebet finde sted.

’Fjendebilledet’ vil erstatte alle andre billeder.

I ’undtagelsestilstandens kultur’ indtager ’skyld’ og ’uskyld’ en anden placering end i en demokratisk retsstat.

Historisk og aktuelt trues ’uskyldsformodningen’ af enhver undtagelsestilstand.

’Uskyldsformodningen’ antager, at ingen er skyldig indtil det modsatte er bevist. Under undtagelsestilstanden er alle skyldige, indtil det modsatte er bevist. Der er allerede i dag belæg for, at ’uskyldsformodningen’ er ved at undergå en sådan forvandling.

Når alle antages at være skyldige, påhviler bevisbyrden den enkelte. Med ’omvendt bevisbyde’ er det den enkelte, der må demonstrere sin uskyld ved at underkaste sig statslige tiltag, der overskrider grænserne for en demokratisk retsstat.

I denne tænkning, der i stigende grad bliver en del af ’undtagelsestilstandens kultur’, har den enkelte, der er uden skyld, intet at frygte.

Den ’uskyldige’ er villig til at leve i fuldkommen transparens over for staten, registreret, overvåget og aflyttet.

Her underkendes en demokratisk tradition, der hviler på en institutionaliseret mistillid til statsmagten.

I stedet træder loyaliteten over for staten. Her genoplives et før-demokratisk forhold til statsmagten, som de demokratiske revolutioner havde til formål at gøre op med.

Det er ikke tilfældigt, at netop ’troskab’ har været et tema i de senere års diskussion af begrebet ’statsborgerskab’.

Der er tale om et før-moderne loyalitetsforhold, der i moderne samfund alene stilles som krav i organisationer, hvis organisationsprincip netop ikke er demokratisk. Edsaflæggelse kendetegner afgrænsede enheder, der er underkastet en særlig disciplin, eksempelvis en hær.

Demokratisk statsborgerskab er et principielt anderledes forhold til samfund og stat.

Adskillige tegn peger på en tilbagevenden til før-demokratiske normer i forholdet mellem borger og stat. En voldsom tilvækst i ’hemmelige’ procedurer i retsplejeloven, der netop regulerer dette forhold, hører hertil.

Med tilsidesættelsen af domstole og dommerkendelser sker der en tilnærmelse til en retspleje, som den kom til udtryk i enevældens såkaldte lettres de cachet, ’hemmelige hofbreve’, hvorefter der kunne gennemføres anholdelser og fængslinger uden erklæret grund eller adgang til domstolsprøvelse.

Men også domstolsprøvelse bliver i stigende grad omgærdet af hemmelige procedurer.

Forsvarsadvokater udelukkes ikke alene fra indsigt i sagens akter, men der kan nedlægges forbud mod, at forsvarsadvokaten overhovedet drøfter sagen med den anklagede.

Med særlig kunstnerisk forudseenhed har Kafka registreret denne udviklingstendens. De ’bange anelser’, som er drivkraften i hans værk, bliver til ’kafkask’ virkelighed.

Også det stigende antal udvisninger, herunder af personer med livslangt ophold i landet, tyder på en tilbagevenden til før-demokratisk retspraksis, hvor ’landsforvisning’ var et hyppigt anvendt sanktionsmiddel.

Enevældens fornærmethed og bortvisningen af de uefterrettelige og utaknemmelige genopstår i ny skikkelse. Endnu bliver disse domme dog ofte omstødt af Højesteret.

Hvis et samfund vælger et vidtgående sikkerhedshensyn frem for den udvidelse af demokratiske rettigheder, der alene kan løse både globale og interne konflikter, vil dette sikkerhedshensyn før eller senere vende sig mod samfundet og de rettigheder, der hidtil har kendetegnet det.

I et sådant samfund vil netop ingen til syvende og sidst kunne vide sig sikker. Et sådant samfund er allerede ved at aftegne sig. Et samfund, hvor undtagelsestilstanden bliver reglen.

Patrick Mac Manus er forfatter og talsperson for Foreningen Oprør.