Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Britisk hærchef: Vi skal UD af Irak

Source:Monsun
Author:Ole Wugge Christiansen
Date:14/10-2006

Den britiske hærchef Richard Dannatt kalder Tony Blairs Irak-politik for naiv og mener, at den britiske hærs tilstedeværelse i Irak forværrer situationen. Den danske regering afviser hærchefens vurderinger, men udtalelserne betegnes af Dansk Folkeparti som meget alvorlige. Venstrefløjen stiller beslutningsforslag om at trække de danske styrker ud. En halv million mennesker er døde af den politiske vold. Antallet af dræbte journalister overgår Vietnamkrigen og 2. Verdenskrig.

– Vi bør sørge for at komme ud – snart. Vores tilstedeværelse gør problemerne værre, siger general Richard Dannatt, britisk hærchef, i et interview i den britiske avis Daily Mail.

Synspunktet sender chokbølger gennem den britiske regering, skriver avisen.

Vurderingen går da også helt på tværs af premierminister Tony Blairs og den britiske regerings holdninger. De fastholder, at krigen i Irak er moralsk rigtig og ikke har nogen indvirkning på sikkerheden i Storbritannien.

Dannatt betegner det som naivt at tro, at Vesten kan skabe et frit demokrati i Irak. Han mener, man i stedet skal sigte efter et lavere mål:

– Intentionen var, at vi skulle indsætte et frit demokrati, som kunne være et eksempel for resten af Mellemøsten og måske kunne give mere stabilitet i regionen. Om det håb var realistisk eller naivt, må historien afgøre. Jeg mener ikke, at vi kommer til at gøre det, vi bør sigte efter et lavere mål, siger generalen.

Danske reaktioner
Dansk Folkeparti, der har sikret den danske regering et flertal for forlængelsen af den militære tilstedeværelse i Irak frem til juli 2007, kalder udtalelserne for meget alvorlige.

– Alting skal ikke nødvendigvis ændres, fordi han har sagt det. Men vi må tage det her meget alvorligt. Hvis vi har haft en flig af bekymring i forhold til Irak, så har det netop været, om det virkelig kan lade sig gøre at indføre demokrati i et islamisk land, siger Søren Espersen, der er partiets udenrigsordfører, til Politiken.

Forsvarsminister Søren Gade (V) afviser den britiske hærchefs opfattelse af situationen i Irak.

- Hvis de udtalelser står til troende, så jeg uenig. Fuldstændig uenig, siger han til Politiken.

Også udenrigsminister Per Stig Møller (K) afviser advarslen fra den britiske hærchef og siger, at den ikke får ham til at ændre holdning til de danske soldater i Irak.

– Vores beslutningsforslag udløber jo sommeren 2007, og så må vi tage stilling til, om der skal et nyt til, siger han til Politiken.

– Vi forholder os til den engelske regering, som har samme opfattelse som os, at vi er der, fordi FN har bedt os om det, og fordi Irak har bedt os om det. Og så føjer vi til, at vi er der, fordi det giver mening at støtte arbejdet for at skaffe et sammenhængende demokratisk Irak, siger han.

Fogh er hyklerisk
Naser Khader beskylder imidlertid regeringen for at føre en hyklerisk politik i forhold til Irak.

Han beskylder Anders Fogh Rasmussen (V) for ikke at værne tilstrækkeligt om ytringsfriheden. Han pointerer, at det irakiske parlament har indført love, der begrænser ytringsfriheden, uden at statsministeren har protesteret.

– I sin åbningstale priste statsministeren de frie valg, som har været afholdt i Irak. Og han sagde, at vi er der med vores soldater for at beskytte demokratiet. Men han glemte at fortælle, at irakere, der laver grin med ministre og embedsmænd, med en ny lov kan få op til syv års fængsel. Og det er hykleri, så det batter, siger Naser Khader til Politiken.

– Hvis man kæmper for ytringsfrihed i Danmark, bør man også gøre det i Irak, siger han og peger på, at Anders Fogh Rasmussen ikke har taget afstand fra, at den irakiske regering blandt andet har lukket flere arabiske satellitkanaler i landet på grund af deres kritiske journalistik.

Ulovlig besættelse
SF og Enhedslisten vil fremsætte et beslutningsforslag om at trække de danske styrker ud af Irak. De peger på, at en undersøgelse for nylig viste, at mere end 60 procent af irakerne ønsker koalitionsstyrkerne ud af Irak.

– Regeringen vil gerne give indtryk at, at det hele skyldes terrorister. Men en amerikansk undersøgelse fra juli viser, at 70 procent af angrebene i Irak er rettet mod de amerikanske soldater eller koalitionslandene. 20 procent retter sig mod de irakiske sikkerhedsstyrker. Og 10 procent mod befolkningen. Dét her er først og fremmest en kamp mod en ulovlig, udenlandsk besættelse, siger Villy Søvndal, SF, i en pressemeddelelse.

En halv million døde af politisk vold
En ny stor undersøgelse, der blev offentliggjort i det anerkendte tidsskrift The Lancet torsdag den 12. oktober, anslår at mellem 420.000 og 790.000 irakere er døde som et resultat af krigen og den politiske vold, der begyndte med den amerikanske invasion i marts 2003.

Undersøgelsen viser bl.a. andet, at de fleste dødsfald skyldes nedskydning med kugler, kun i begrænset omfang de selvmordsbomber, der har fået massiv pressedækning. Kun en tredjedel af de døde skyldes det amerikanske militær, og den procent har været faldende i år på grund af væksten i sekterisk og religiøs vold.

Den amerikanske præsident, George W. Bush, afviser rapportens konklusioner. Han erkender, at krigen har kostet mange uskyldige livet, men benægter at omfanget er i nærheden af tallet på 600.000, som rapporten i The Lancet angiver.

Troværdig vurdering
Den amerikanske kommentator, Juan Cole, skriver i en analyse af undersøgelsen, at situationen i Irak har karakter af »en stor borgerkrig med op mod tæt ved 200.000 døde hvert år«.

Han mener, at undersøgelsens resultater, er troværdige, blandt andet fordi det har været ekstremt farligt at bevæge sig rundt i landet siden 2003.

Misforholdet mellem undersøgelsens resultat og de registrerede dødsfald forklarer han bl.a. med, at mange irakere afholder sig fra at melde om drab, hvor de tror, at det amerikanske militær eller de irakiske sikkerhedsstyrker er involveret.

Han fremhæver, at det er velkendt, at der er ca. 100 døde om dagen i Bagdad, men at der er omkring 90 større byer i landet. Hvis der i gennemsnit er fire daglige dødfald som følge af krigen i disse byer, er undersøgelsens angivelse af ca. 500 døde dagligt troværdig.

Juan Cole fortæller desuden, at myndighederne i byen Basra i maj måned indrømmede, at sikkerheden i byen var brudt sammen. I gennemsnit var der blevet dræbt et menneske en gang i timen den foregående måned.

»Man så aldrig nogen af disse 24 døde omtalt i den vestlige presse,« skriver Cole. »Og man ser aldrig nogen døde fra Basra omtalt i telegrambureauernes daglige rapporter selv nu. Har sikkerheden forbedret sig siden maj? Ingen synes at beskæftige sig med det, hvad enten det er rigtigt eller ej«.

Det får Cole til at konkludere: »Hvis 24 irakere kan blive skud ned hver dag i Basra på en måned (eller i mange måneder?) uden at nogen bemærker det, så er resultaterne i The Lancet fulstændig troværdige«.

Flere dræbte journalister end i Vietnam
Den amerikanske medierettighedsgruppe, Committee to Protect Journalists, melder samtidig om, at Irak-krigen nu har kostet flere journalister livet end både Vietnam-krigen og 2. Verdenskrig.

85 journalister skal være blevet dræbt som følge af snigskytter, vejsidebomber, kidnapninger og mord. Til sammenligning kostede 2. Verdenskrig 68 journalister livet og Vietnamkrigen 66 ofre.

Det seneste eksempel på dræbte journalister fandt sted torsdag den 12 oktober, hvor en irakisk tv-station blev angrebet med 11 døde som resultat.

De fleste døde er lokale journalister. 64 af de dræbte journalister er irakere, 11 er europæere og to er amerikanere. De syv sidste kommer fra andre lande.

Ud over journalisterne er yderligere 35 mennesker – chauffører, tolke o.a. – med tilknytning til medierne blevet dræbt. Langt de fleste er her også irakere.