Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Ekspert: Optøjerne er resultat af massiv opsparet vrede

Source:modkraft.dk
Date:17/02-2008

En enkelt episode er ikke nok til at udløse landsdækkende uroligheder, understreger ekspert i forstadsoptøjer. Der skal langvarig ydmygelse og udstødelse til, før det går så galt.

Det er ikke kedsomhed, men en massiv opsparet vrede, der den seneste uge er eksploderet og har resulteret i indvandreruroligheder over hele landet, mener Jeppe Wedel-Brandt, der har skrevet speciale om forstadsoptøjer i Frankrig og nu arbejder som ekstern lektor på Københavns Universitet.

- Kigger man på sociale optøjer rundt omkring i verden, så kan man se, at der typisk kræves to ting for at udløse dem, forklarer Jeppe Wedel-Brandt.

- Som alle andre talehandlinger siger volden som minimum: »Jeg er her!«. Og i det her tilfælde nok nærmere: »Se her, vi er her, og se hvad vi kan, når vi er mange!«, påpeger Jeppe Wedel-Brandt, der er ekstern lektor på Københavns Universitet.

Modkraft.dk har opsøgt ham for at få et bud på en mere dybdegående forklaring på den seneste tids begivenheder, der udover spredte gadekampe især har budt på ildspåsættelser samt massive fordømmelser fra politikere, som bl.a. har talt om behovet for at udvise »total nul-tolerance« og udstyre unge med elektroniske armlænker, så politiet konstant kan se, hvor de opholder sig. Gnisten der tænder bålet

- For det første kræver det en »outrage«, en eksplosiv vrede udløst af en markant begivenhed. Under opstanden i Los Angeles i 1992 var det frifindelsen af de betjente, der havde gennemtævet Rodney King, en ung afrikansk-amerikansk mand. I Paris i 2005 var det en episode, hvor to unge indvandrerunge under en flugt fra politiet omkom, da de forsøgte at gemme sig i en elstation.

- I København var det, som vi har hørt, formentlig en episode i Griffenfeldsgade, hvor en politimand angiveligt overfusede og slog en ældre palæstinensisk taxichauffør under overværelse af en gruppe indvandrerunge. Ifølge Jeppe Wedel-Brandt er disse konkrete episoder imidlertid i sig selv ikke tilstrækkeligt stærke til at udløse optøjer. Hvis alt andet ellers var i den skønneste orden, og hvis der bare var tale om enkeltstående begivenheder, så ville folk aldrig være blevet så vrede, påpeger han.

Opsparet vrede

Og det er så den anden komponent, der må være til stede, hvis en situation skal udvikle sig på en opstandslignende måde: Der må være en opsparet vrede, der bunder i nogle almene eller generelle forhold.

Hvad angår disse strukturelle faktorer, peger Jeppe Wedel-Brandt på flere forhold.

For det første den voksende ulighed og segregation eller adskillelse, der kendetegner samfundet i nyliberalismens tidsalder.

- De forskellige samfundsgrupper lever i stigende grad i hver deres enklaveagtige virkelighed, forklarer han.

- Nyliberaliseringen har igennem længere tid presset statens sociale side, afmonteret socialstaten. Vi ved f.eks., at helt op imod hver ottende københavner er fattig. Folk lever faktisk på meget lave sociale ydelser, ikke mindst i indvandrermiljøerne, hvor mange er på starthjælp og andre reducerede ydelser.

Ifølge Jeppe Wedel-Brandt har vi blændet os selv med den konstante snak om det danske velfærdssamfund.

- På mange måder er det faktisk vanskeligt at få f.eks. kontanthjælp her i Danmark, påpeger han.

- I København har man eksempelvis lavet systemet sådan, at der kun er ét jobcenter, hvor man kan henvende sig. Hvis du er ung indvandrerdreng og bor i Nordvestkvarteret, så betyder det, at du skal bevæge dig ud af dit lokalområde. For mange mennesker lyder det som en lille ting, men for de her unge, hvoraf mange reelt er meget pressede, kan det være helt uoverskueligt. Læg så dertil de problemer med modvilje og mistænksomhed, som du løber ind i, når du endelig når frem.

Svært at opnå anerkendelse i videnssamfundet

Jeppe Wedel-Brandt understreger, at det er vigtigt at forstå, at der her er tale om nogle af samfundets allersvageste grupper. Selvom arbejdsløsheden i øjeblikket er helt i bund, kendertegner det mange af de unge, at de ikke engang kan komme i betragtning til de lavtlønnede servicejobs i butikker og vagtselskaber. I videnssamfundet kræver selv disse jobs bestemte sociale og sprogmæssige kompetencer.

- Kriminalitet kan faktisk i mange tilfælde være nemmere at overskue end kontanthjælp eller arbejde for de her unge.

Med til at skabe den opsparede vrede er ifølge Jeppe Wedel-Brandt også det forhold, at det er svært at opnå anerkendelse i videnssamfundet, hvor det reelt kun er vidensarbejdet, der giver status. De servicejobs, der typisk er tilgængelig for unge med indvandrerbaggrund, er meget ofte forbundet med lav eller ligefrem nagativ status, påpeger han.

Den klasse- og raceopdelte by

På det mere generelle plan peger han på det forhold, at skellene mellem rig og fattig i Danmark ikke har været større siden 1965:

- Det er akademikernes børn, der bliver akademikere. Den økonomiske og sociale segregation er voksende, og den krystalliserer sig fysisk i byens struktur. På Nørrebro er der en stor adskillelse mellem de enkelte gader og sågar blokke: I den ene gade bor de økonomisk udstødte og svageste grupper, der i vores samfund i dag i høj grad er indvandrere. I den næste bor den kreative klasse, fortæller Jeppe Wedel-Brandt, der illustrerer fænomenet med den paradoksale nærhed og afstand mellem Elmegade, vidensarbejdernes domæne, og Blågårdsblokkene, servicearbejdernes og de udstødtes kvarter.

- I forstæderne er det endnu mere opdelt: Der er en klar adskillelse mellem velhaver- og middelklasseforstæder og så ghetto-lignende boligområder. Tag Kokkedal nord for København som et eksempel. Her har du på den ene side områder med lave rækkehuse beboet af typisk middelklassefolk, længere inde i landet ligger der villaområdet beboet af relativt velhavende folk. På den anden side Ådalsparken, der med sine rækker af nedslidte betonblokke er hjemsted for de grupper, der befinder sig nederst i de sociale hierarkier, herunder især indvandrerne.

Men viser eksemplerne ikke præcis, at vi i Danmark lever og bor i socialt blandede områder i modsætning til f.eks. Frankrig, hvor du netop har de store ghetto-fortstæder stort set udelukkende beboet af indvandrere?

- Det er rigtigt, at enklaverne er mindre i Danmark. Men de er der, selvom de er sværere at få øje på. De priviligerede oplever, at de har stor kontakt og berøring med folk, der bor andre steder. Men for dem, der befinder sig på segregationens nedadvendte side, kan ti boligblokke godt virke som den fysiske grænse for din erfaringsverden.

Apartheidregimet er blevet normalt

- Dertil kommer, at murene følger med os, når vi bevæger os væk fra vores eget boligkvarter. Selvom de forskellige befolkningsgrupper står på den samme perron og venter på det samme tog, så er de adskillende faktorer tilstede imellem dem. Som den italienske filosof Toni Negri udtrykte det en gang: Apartheidregimet er blevet normalt. Byen, togstationen, skolen og fritidsaktiviteterne er gennemskåret af en usynlig, men stærk linje, der adskiller og isolerer.

Med til at skabe den opsparede vrede er udover disse sociale og økonomiske forhold ifølge Jeppe Wedel-Brandt den generelle racisme i offentligheden og politiets adfærd, herunder de forkætrede vistiationszoner.

- Indvandrerdrengene er »fordommens objekt«. Deres eksistens, deres måde at være som de er, hvor de er, bliver defineret af andre mennesker og altid i form af en kritik. De er altid forkerte, altid et problem og først og fremmest er de altid et »de«, idet det aldrig er deres egen stemme, der høres.

- De taler ikke, der tales om dem, hvilket jeg selv gør mig skyldig i her, hvor jeg, en hvid akademiker, taler på deres vegne.

Bliver anset som moralsk utilregnelige

Endnu en vredsskabende faktor er politiets adfærd. Jeppe Wedel-Brandt peger især på politiets nye politik, der går ud på systematisk at stoppe indvandrerunge, og forstadsdrenge i det hele taget, og bede dem identificere sig med navn og cpr-nummer.

- Det er en fast praksis, forklarer han.

- Det minder meget om det franske politis krav om konstant at skulle se identifikationspapirer. Jeg har talt med drenge i Københavns Nordvestkvarter, der oplever at blive stoppet af politiet flere gange om ugen. Ifølge politiet gør de det for at drengene skal vide, at de er opmærksomme på dem.

- Men hvilken følelse skaber det, når politiet konstant stopper dig? Det skaber en oplevelse af, at der hele tiden sættes spørgsmålstegn ved din ret til at være der, hvor du er.

- Med et begreb hentet fra den tyske filosof Axel Honneth kan vi sige, at det krænker drengene på det juridisk-normative anerkendelsesaspekt: De bliver ikke anset som personer, der besidder den samme moralske tilregnelighed som alle andre mennesker. De bliver hele tiden påmindet om, at samfundet faktisk forventer, at de gør noget forkert.

At politiet så har fået yderligere beføjelser med visitationszoner, gør bare situationen endnu mere katastrofal, konkluderer Jeppe Wedel-Brandt. Volden er talehandling

Majoritetssamfundet laver typisk en fortolkning, hvor det er det etablerede samfund, der er offer og indvandrerdrengene, der er skurkene. Laver du ikke bare den omvendte fortolkning, idet du siger, at det etablerede samfund er skurken og indvandrerdrengene ofrene?

- Det her er handler om noget langt større end spørgsmålet om ofre og krænkere. Det handler om mulighedsbetingelserne for demokrati. Det er værd at lægge mærke til, at ødelæggelserne stort set kun har været rettet mod materielle ting. Det er tydeligt, at de her drenge prøver at sige noget.

- Som alle andre talehandlinger siger volden som minimum: »Jeg er her!«. Og i det her tilfælde nok nærmere: »Se her, vi er her, og se hvad vi kan, når vi er mange!«. Det er absolut nødvendigt for demokratiet, at utilfredse stemmer bliver hørt. Demokrati er på en gang en styreform og det, at alle deltager i beslutningen om, hvad det fælles gode er. Derfor er det helt nødvendigt, at dem, der ikke bliver hørt, kommer ud på gaden og lader deres stemme blive hørt. Og omvendt: At resten af samfundet lytter.

- Problemet er, at der høres få stemmer fra deltagerne i de aktuelle optøjer. De har ingen politiske organisationer, der kan repræsenterer dem. Mange af de her drenge har hele deres liv oplevet, at der ikke bliver hørt, når de taler. De oplever offentligheden i Danmark som stærkt racistisk og nærer stor mistillid til journalister. Derfor er det også ekstra katastrofalt, at når der så endelig er en, der står frem og taler på tv, så anholdes og varetægtsfængsles vedkommende, som det skete med drengen fra Kalundborg, der var i DR-TV.

- Det han sagde, var oven i købet ufatteligt mildt i forhold til det, som jeg kunne have lyst til at sige, siger Jeppe Wedel-Brandt.