Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Nye pesticider truer grundvandet

Source:arbejderen.dk
Author:gp
Date:28/03-2008

Trods protester fra de danske vandværker var Danmark for nylig med til at godkende seks nye pesticider i EU. De seks stoffer er alle mistænkt for at kunne gå i grundvandet.

Ifølge vandværkernes forening, DANVA, er to af pesticiderne aldrig blevet undersøgt for, om de går i grundvandet. EU`s Videnskabelige komite for fødevarer afviser, at lade dem undersøge. DANVA opfordrer derfor til at stemme imod.

Det hedder videre i høringssvaret til Miljøministeriet: 'For de øvrige fire pesticider kan DANVA ikke anbefale, at Danmark med det nuværende vidensniveau stemmer for optagelse af stofferne'.

Alligevel har den danske regering valgt at godkende de seks pesticider. Derfor vil Enhedslistens miljøordfører Per Clausen nu have en forklaring fra miljøministeren.

- Det er dybt bekymrende, at EU godkender pesticider og andre giftstoffer som går i grundvandet, uanset om det sker i Danmark eller i andre lande, siger Per Clausen til Arbejderen.

Han efterlyser en egentlig politisk debat omkring godkendelse af stoffer, der kan true det danske grundvand og dermed drikkevandet.

- Oftest er det udelukkende embedsmænd der behandler og godkender EU-Kommissionens krav om at godkende nye giftstoffer. Men i realiteten er det en politisk sag at vurdere, hvornår man mener, at noget er for farligt, siger Per Clausen.

Nu venter han på, om miljøminister Troels Lund Poulsen har en fornuftig grund til at afvise vandværkernes protest. I modsat fald vil han overveje at indkalde til et samråd i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

- Hvis det er helt galt, må jeg jo forsøge at samle et flertal i Folketinget for, at der skal handles på det her, slutter Per Clausen.