Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

CIA tjekker bankoverførsler

Source:www.arbejderen.dk
Author:se
Date:02/07-2007

EU og USA har underskrevet en aftale, som giver USA`s efterretningstjeneste og USA`s skatteministerium adgang til at tjekke internationale pengeoverførsler.

Med aftalen får CIA systematisk oplysninger om pengeoverførsler fra det internationale banknetværk SWIFT, som suverænt er det største internationale banknetværk i verden.

SWIFT overfører beløb til en samlet sum af omkring 6000 milliarder dollars hver dag. I denne myriade af overførsler vil CIA og skatteministeriets folk spotte overførsler, som har at gøre med finansiering af terrorisme.

Allerede kort efter 11. september 2001 fik de amerikanske myndigheder adgang til SWIFT`s oplysninger om pengeoverførsler, skriver The New York Times.

Da den hemmelige ordning blev afsløret sidste år udløste det et ramaskrig med protester fra organisationer og advokater, der forsvarer de civile borgerrettigheder.

Dengang måtte EU-kommissæren på området indrømme, at det var en tvivlsom ordning og det blev slået fast, at det var i strid med belgisk lov, at CIA fik adgang til oplysningerne. SWIFT`s hovedsæde ligger i Bruxelles.

Nu påstår EU-kommissær Franco Fratinni, at der er underskrevet en aftale, som sikrer overholdelse af datasikkerhedsreglerne i EU. I så fald forekommer disse datasikkerhedsregler at være meget liberale.

De amerikanske myndigheder kan nemlig stadig helt uden dommerkendelse kontrollere oplysninger om pengeoverførsler.

The New York Times oplyser, at USA har lovet kun at bruge programmet til anti-terror forholdsregler, og at man 'ikke vil opbevare data indsamlet uden indhentelse af dommerkendelse i mere end fem år'.

Det kan kun betyde, at man kan indsamle oplysninger ubegrænset og opbevare disse i fem år. Hvis oplysningerne er indhentet på baggrund af en dommerkendelse, kan de opbevares på ubestemt tid.

Desuden er der spørgsmålet om rammerne for anti-terror forholdsregler.

Mens USA således betragter Cuba som et land, der støtter terrorisme, er der ingen officielle EU-erklæringer herom. USA har en officiel blokade mod Cuba, som EU udtrykkelig tager afstand fra. Det er sandsynligt, at alle pengeoverførsler fra Europa til Cuba bliver kontrolleret under dette program.

Organisationen Præster for Fred i USA, som hvert år gennemfører en venskabskaravane til Cuba i protest mod blokaden, har tidligere oplyst, at USA`s skatteministerium har ansat flere folk til at kontrollere overholdelsen af blokaden mod Cuba end de har ansat folk til at spore eventuelle pengeoverførsler til finansiering af terrorisme.