Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Det evige tørklæde

Source:arbejderen.dk
Date:08/05-2008

Man kan sige meget om Socialdemokraterne anno 2008. Men kedelige, det er de ikke.

Underholdningsværdien nåede nye højder hen over weekenden, da integrationsordfører Henrik Dam Kristensen i ramme alvor krævede et forbud mod tørklæder og andre såkaldt religiøse symboler blandt offentligt ansatte.

Et genialt forslag der nok skal lette de store problemer med at rekruttere sygeplejersker, pædagoger og andre offentligt ansatte. Og et initiativ der virkelig kan integrere de mange indvandrere og flygtninge, der har svært ved at få job. Sosu-assistenter og socialrådgivere med tørklæder er åbenbart blandt nationens største udfordringer i Dam Kristensens øjne.

Han forklarede, at han havde partiledelsens opbakning til forslaget. Dagen efter indledte han et tumlende tilbagetog med bemærkninger om, at han havde været 'upræcis' og åbenbart alligevel ikke havde S-ledelsens samlede opbakning. I stedet vil han nu blot forbyde dommere og politibetjente at gå med tørklæder, turban, kalot og den slags.

Alligevel står det klart, at Socialdemokraterne i den såkaldte tørklæde-debat har overhalet regeringen højre om og har slået følgeskab med Dansk Folkeparti, der som det eneste parti støttede Dam Kristensens forslag. Socialdemokraterne lader sig igen presse ud i diskrimination og verbale udfald mod landets mindretal af Dansk Folkeparti i jagten på de forsvundne vælgere. På retsområdet ses de samme tendenser.

Det undrer ikke, at Dansk Folkeparti lancerede en dyr annonce-kampagne med billeder af 'dommere' klædt i burka i samme øjeblik, som debatten begyndte. De tillod sig oven i købet at misbruge den afdøde sanger Natasjas hit 'Gi` mig Danmark tilbage,' der netop var rettet mod fremmedhad og intolerance. Vi er efterhånden nået dertil, hvor den slags Goebbels-inspireret propaganda knapt nok afføder kritik.

Man kan sagtens more sig over Socialdemokraternes planløse vælten rundt efter stemmer. Men konsekvenserne er til at tage og føle på. Racismen og dæmoniseringen af islam udgør den mest effektive splittelse af arbejdernes enhed i den vestlige verden i dag. Frygten for muslimer og fremmede parret med den voksende forskel på rig og fattig. Det er opskriften på at holde os på plads og hindre os i at vælte de ledende politikere af pinden og sætte kurs mod et bedre samfund.

Alternativet er skræmmende. Dansk Folkeparti og de desperate socialdemokrater har sat retningen mod et de facto apartheid system, der en gang for alle placerer muslimer og 'fremmede' på sidelinjen som underklasse og samfundsfjende. Ønsker de virkelig det?