Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Danskerne er selvfede, og Danmark er fremmedfjendtligt

Source:Kastrups verden
Author:Mads Kastrup
Date:14/06-2008

Originaltitel: Danmark er fremmedfjendtligt

Overskriften kunne tyde på det, jeg ved det. Men det handler ikke om islam, tørklæder eller Dansk Folkeparti.

Det er mere kontroversielt end som så.

Det handler om os. Om at danskeren udenpå er velhavende, inviterende, selvbevidst og moderne. Men indeni er han åbenbart gerrig, reserveret, skidtvigtig og bagstræberisk. Det handler om, at man ikke kan blive ven med en dansker. Ikke engang uden islam, tørklæde eller bedetæppe. Det er i hvert fald overordentlig vanskeligt, viser det sig. Hvilket er temmelig kedeligt.

Nationen skriger for tiden på højt kvalificeret arbejdskraft, som en brandmand midt i et overophedet inferno råber på mere vand. Vi beder ikke engang pænt om det. Vi står oftest med ryggen mod dem, der kommer os til hjælp. Vi viser stort set ingen eller kun sparsom taknemlighed. Og vi forventer ikke blot, at de kommer med vandet i en spand, men tillige at de oveni kan stave til “spand”, selvom der er blødt “d” i bunden.

Og hvor har jeg så denne uhyrlige påstand fra?

Fra en officiel rapport. Ifølge en undersøgelse fra instituttet Oxford Researh mener tre ud af fire udenlandske læger, ingeniører eller andre stærkt efterspurgte videnarbejdere, at det er meget vigtigt for et værtsland, at befolkningen er åben og inviterende.

Det er vi danskere ikke. Tværtimod.

Kun hver tredje af de højtuddannede og ombejlede videnarbejdere, der befinder sig eller har befundet sig i Danmark, føler sig velkomne. Næsten halvdelen gør det ikke. Udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde eller uddanne sig i dag, bliver mindre end fire år i gennemsnit, før de rejser igen. I 90?erne blev de i ti år i gennemsnit.

Lars Nørby Johansen, formand for Danmarks Vækstråd, kommenterede Oxford-undersøgelsen i Berlingske Business forleden dag: “Det er pinligt og dumt. Pinligt, fordi det er væmmeligt at blive konfronteret med, at vi danskere er så lukkede og selvfede, at vi ikke tager os godt af udenlandske medarbejdere. Dumt fordi det er i vores egen interesse at få udlændinge til at falde til, så vi ikke mangler arbejdskraft”.

Det er altså svært - grænsende til umuligt - at blive ven med en dansker. Og som nævnt: Også uden islam, tørklæde eller bedetæppe. Eller for den sags skyld uden turban eller gedehold på altanen. Selv højtuddannede mennesker, der taler engelsk og umiddelbart ligner os, som den ene kulturelle artsfælle ligner den anden, skal tilsyneladende gatecrashe en grillaften for at komme med.

Vi danskere er dermed mere en stamme end et folk. Vi har et vanskeligt sprog, med uforståelige og uigennemskuelige ritualer samt et uaflæseligt hierarki. Vi værner om vore egne og har front mod eget bål, men ryggen mod verden.

Det er så her, det bliver virkelig interessant.

Man overvejer, om de seneste tiårs debatter om integration har haft det rigtige udgangspunkt. Vi har ment, at den store og nærmest uoverstigelige opgave består i at integrere fremmede i Danmark. Men måske er det i virkeligheden omvendt. Den store og uoverstigelige opgave er at integrere Danmark i det fremmede. At melde nationen ind i verden uden husmandsreserverede forbehold, fodnoter og forstillelse.

Verden er blevet global. Vi har tilsyneladende stadig den lokale bondes vagtsomme forhold til strejferen, som kommer ud af skovbrynet: Man kommer ikke derinde fra uden at have en pagt med mørke kræfter eller have “uønsket” skrevet hen over ryggen i overført betydning.

Det har således intet med Dansk Folkeparti at gøre. Det er måske snarere et træk i nationalkarakteren, der indtrådte længe før, Dansk Folkeparti kom og italesatte det og gjorde det politisk operationelt. Hvorfor det som nævnt heller ikke handler om islam eller tørklæder.

Det handler om os. Om at der formentlig sidder en nedarvet mistænksomhed i nationalsindet, der får os til at tro, at vi skal acceptere verden, mens det nu om dage mere end nogensinde er verden, der skal acceptere os.

Jeg interviewede på et tidspunkt indsfødsrets-fundamentalisten Søren Krarup. “Sejrherren”, hed interviewet, der løb over flere sider i en søndagsavis. Anledningen var DF-politikerens hyldestskrift til sit eget parti og den borgerlige regering, “Systemskiftet”, om valgsejren i 2001. Hvorefter Dansk Folkeparti som bekendt fik lov at bære sin hjertesag i triumf igennem samfundet, ridende på ryggen af den nye borgerlige regering.

Krarup sagde om “de politiske korrekte”, der indtil 20. november 2001 havde siddet på “systemet”: “Og så denne retorik, de har benyttet sig af. »En fremmed er ven, du endnu ikke har mødt.« Det er jo fuldstændig vanvittigt! Ingen vil vel lægge sit liv eller sin ejendom i hænderne på nogen, de slet ikke kender. Men vil man, skulle det være et vidnesbyrd om en særlig smuk karakter. Jeg tror ærligt talt, at man mere end ofte vil komme galt af sted”.

Dertil er der kun i år 2008 at sige: Vi har - ældrebyrden, det faldende befolkningstal, de stigende produktionskrav og det standende velfærdssamfund - ikke længere noget valg. En fremmed er som udgangspunkt en ven, vi fremover skal lægge vort liv i hænderne på. Ellers kommer vi ikke bare galt afsted “mere end ofte”. Vi kommer helt sikkert og med fuld statsgaranti galt afsted.

Vil alt andet ikke også være fjendtligt? Både overfor fremmede og os selv?

Den originale artikel er at finde på Kastrups blog: http://kastrup.blogs.berlingske.dk/2008/06/10/danmark-er-fremmedfjendtligt/