Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Lønmodtagerne er ramt af muslim-forskrækkelse

Source:ugebreveta4.dk
Author:Michael Bræmer
Date:07/04-2009

Det religiøse samkvem på arbejdsmarkedet er langtfra så rosenrødt som hidtil antaget. Lønmodtagere med kristen baggrund er i vid udstrækning modstandere af at tage hensyn til muslimske kollegers religiøsitet på jobbet, viser ny undersøgelse. Danmarks to største fagforbund erkender, at der ligger en stor opgave i at forhindre konflikter mellem muslimske og ikke-muslimske medlemmer.

Trods årtiers religiøst samkvem på det danske arbejdsmarked lurer intolerancen over for muslimske kolleger lige under overfladen.

Det kan godt være, diskussionen om tørklæder er mere eller mindre forstummet, og at der uden den store ballade findes praktiske løsninger i virksomhederne, hvis nogle medarbejdere har behov for at bede i arbejdstiden. Men alligevel mener en påfaldende stor andel af ikke-muslimske lønmodtagere, at religiøse symboler og hensyn ikke har nogen berettigelse på arbejdsmarkedet. Det fremgår af ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

Hver tredje ikke-muslimske lønmodtager mener ikke, det skal være tilladt at gå med tørklæde på arbejde. Og et flertal er imod, at muslimske kolleger får lov til at bede i arbejdstiden.

Undersøgelsen er foretaget blandt et repræsentativt udsnit af lønmodtagere, som i øjeblikket arbejder sammen med muslimske kolleger. Holdningerne kan altså ikke forklares med manglende erfaringer med at samarbejde på tværs af religiøse skel. Af de 705 adspurgte, ikke-muslimske lønmodtagere bekender 94 procent sig til kristendom.

Halvdelen giver udtryk for, at de ikke bryder sig om at blive konfronteret med kollegers religiøsitet på jobbet. To ud af tre mener, at muslimerne skaber problemer for sig selv ved at stille krav om særlige hensyn til deres religiøsitet.

Størst imødekommenhed er der over for muslimske kollegers kostregler og ønsker om at tage fri i forbindelse med muslimske helligdage. I begge tilfælde er »kun« en fjerdedel imod at vise hensyn. Derimod er et solidt flertal modstandere af, at muslimske medarbejdere skal have lov til at gå tidligt om fredagen for at kunne deltage i fredagsbøn.

Rystende og skræmmende

Holdningerne er både rystende og skræmmende, mener næstformand i forbundet 3F Jane Korczak. Hun er overrasket over, at der er en så massiv uvilje mod at vise hensyn til muslimske medarbejdere blandt lønmod­tagerne.

»Når jeg har talt med tillidsrepræsentanter og medlemmer med anden etnisk baggrund, har jeg ikke fået indtrykket af, at vi sidder på en tikkende bombe. Men tallene tyder på, at vi har nogle problemer på arbejdspladserne, som vi ikke hører om, men som kan udløse noget ubehageligt på et tidspunkt,« siger hun.

3F er det forbund, der har flest medlemmer fra de etniske minoriteter, som langt overvejende er muslimer. Det er derfor også blandt forbundets medlemmer med etnisk dansk og kristen baggrund, at man finder nogle af de største erfaringer i at samarbejde med muslimske kolleger.

Ifølge A4’s undersøgelse mildner den erfaring tilsyneladende ikke holdningen til kolleger med anden religiøs baggrund. Blandt de ufaglærte, som udgør hovedparten af 3F’s medlemmer, ser 11 procent negativt på at skulle arbejde sammen med muslimske kolleger i fremtiden. Tallet for lønmodtagerne som helhed er otte procent, og blandt akademikere er modstanden koncentreret hos fem procent.

Den faggruppe, der udtrykker størst modstand mod kolleger med muslimsk baggrund, er imidlertid HK’ere/kontorfunktionærer. Her er 12 procent negative over for et fremtidigt samarbejde med muslimske kolleger. Også forbundet HK har en stor andel medlemmer med muslimsk baggrund, så holdningerne i undersøgelsen bekymrer faglig sekretær i forbundet Steen Karlsen.

»Det er træls, hvis de holdninger er repræsentative for mine medlemmer, for så bliver det svært at skabe integration. Risikoen er jo, at arbejdsgiverne fravælger en bestemt type mennesker alene ud fra en frygt for, hvordan de allerede ansatte vil reagere. Der ligger noget, som kan skabe problemer, og som der skal arbejdes med,« siger han.

Også Jane Korczak fra 3F frygter, at det fodfæste på arbejdsmarkedet, som de etniske minoriteter har opnået under opsvinget, kan blive sat over styr nu på grund af negative holdninger til muslimer. Hendes værste mareridt vil være, hvis holdningerne får så frit løb, at hendes forbund skal til at føre en diskriminationssag for det ene medlem mod det andet. Men der vil ikke være nogen vaklen, hvis det kommer så vidt.

»Der er seks former for diskrimination, og vi vil ikke se nogen af dem. Vi kan ikke gradbøje diskrimination alt efter, om det er en arbejdsgiver eller et andet medlem, der udøver den. Det er vi nødt til at tage os af,« siger hun.

Hidtil har der dog ikke været nogen sager at tage sig af. Det faktum har – på baggrund af det forholdsvis store antal sager, der involverer andre minoriteter på arbejdsmarkedet som handicappede og homoseksuelle – undret både HK og 3F så meget, at de har sat deres juridiske afdelinger til at præcisere reglerne på området, så lokale afdelinger og tillidsrepræsentanter har klare retningslinjer at arbejde efter.

Ifølge Steen Karlsen kan en medvirkende årsag til fraværet af netop religiøse og etniske diskriminationssager være, at nydanskere modsat andre minoriteter ikke har interesseorganisationer, der oplyser om deres rettigheder, mener han.

»Jeg kan sagtens se behovet for, at vi skærper profilen og markerer os tydeligere som interessevaretager for de religiøse og etniske minoriteter,« siger Steen Karlsen.

Ledelsen har en anden historie

Den udbredte modstand blandt lønmodtagerne mod religion på arbejdspladsen er bemærkelsesværdig, fordi en undersøgelse sidste år viste det modsatte billede: At danske virksomheder imødekommer religiøse mindretals ønsker og behov nærmest uden problemer.

9 ud af 10 virksomheder i undersøgelsen havde for eksempel en positiv holdning til muslimske kvinders brug af tørklæde, og 8 ud af 10 virksomheder var helt med på, at medarbejderne bad i arbejdstiden.

Men dengang havde man snakket med virksomhedsrepræsentanter på ledelsesniveau, og det gør en forskel, mener Lars Larsen, konsulent i LG Insight, som foretog undersøgelsen for Integrationsministeriet.

»Når man spørger medarbejdere mere generelt om religiøse hensyn, tror jeg, man vil få de svar, I har fået. Vi spurgte på højt, strategisk niveau i virksomheder, som var interesserede i at få dagligdagen til at fungere og religiøse medarbejdere til at trives. Men ét er selvfølgelig, hvad den øverste administrative ledelse vil. Noget andet er at få forplantet de værdier i hele virksomheden. I den sammenhæng er tillidsrepræsentanterne meget store kulturambassadører,« siger han.

Peter Giese, 3F-tillidsmand på SIMPSON Strong-Tie ved Odder syd for Århus, tog den opgave meget alvorligt, da opsvinget og et ejerskifte på beslag-virksomheden pludselig åbnede dørene for medarbejdere med anden etnisk baggrund. Det var en gruppe, som man hidtil var gået en stor bue udenom.

Han rekvirerede besøg af »KickStart«, et samarbejdsprojekt mellem LO og arbejdsgiverorganisationer med det formål at få startet en dialog på arbejdspladser om mangfoldighed. Inden besøget blev til noget, havde krisen dog indhentet virksomheden og udskilt samtlige etniske medarbejdere bortset fra en enkelt. Men dialogen var på et tidspunkt meget påkrævet, fortæller tillidsrepræsentanten.

»I 2007, da det gik rigtig stærkt, fik vi en del indvandrere ind til den slags job, hvor man bare skulle kunne tælle til hundrede. Og lige så snart der var problemer, var det dem – de svageste med mindst kompetence – man faldt over. Det var ikke rimeligt og retfærdigt, og nogle blev sure. Man mange bed det i sig, for det er også de mennesker, der har det laveste selvværd,« fortæller Peter Giese.

Måske leverer han samtidig en del af forklaringen på, hvorfor forbundene aldrig ser sager, der involverer etniske og religiøse minoriteter. Men 3F-tillidsrepræsentanten tror ikke, at konflikten stikker så dybt.

»Folk snakker en masse, men ingen gør noget. Det er alt sammen bemærkninger, som at »de sorte kan bare tage hjem, hvor de kommer fra«. Uden at tænke på, at de nok bare kommer fra Gudrunsvej nummer 4,« siger han.

Mens opsvinget holdt, gjorde Peter Giese også den erfaring, at problemerne svinder ind, efterhånden som folk lærer hinanden at kende. Det knytter han et håb til.

»Når man snakker med københavnske tillidsrepræsentanter fra virksomheder med mange etniske grupper, hører man jo også, at de ikke oplever nogen problemer – hverken med religiøsitet eller andet. Dybest set tror jeg bare, at vi lider af muslimforskrækkelse i øjeblikket,« siger han.

Politikerne mudrer billedet

Det er Torben Møller-Hansen, direktør i Foreningen Nydansker, enig i. Han lægger skylden på politikerne og deres evige behov for at problematisere mangfoldighed. Den udbredte modvilje mod muslimske kolleger, som lønmodtagerne giver udtryk for i Ugebrevet A4’s undersøgelse, afspejler en politisk virkelighed og ikke et arbejdsmarked, hvor der helt uden problemer er fundet plads til religiøse hensyn, mener Torben Møller-Hansen.

»Den integration, der er sket på arbejdsmarkedet de seneste 10 år, er ikke politikernes fortjeneste. De er resultatet af, at der er nogle virksomheder, som har stillet større krav til rummelighed, end politikerne gør i samfundet. De har fundet modeller for samvær, som går langt videre, end politikerne tilslutter sig. Politikerne begynder hele tiden at diskutere det land, som allerede er vundet. Det er det, de lægger ind i hovedet på folk, der kommer til udtryk i undersøgelsen,« mener han.

I praksis er det ikke ret mange af de muslimske medarbejdere, der kræver det store hensyn til deres religion, og der skal under alle omstændigheder ikke særlig meget til at imødekomme det, vurderer Torben Møller-Hansen. Man kan for eksempel indrette et bederum og konstatere, at det ikke bliver brugt særlig meget. Men så har man om ikke andet demonteret problemet, påpeger han.

LG Insight’s undersøgelse fra sidste år giver efter Torben Møller-Hansen et mere retvisende billede af det religiøse samkvem på arbejdspladserne end Ugebrevet A4’s. Og æren for den succes giver han organisationerne på arbejdsmarkedet.

»Ikke mindst er der grund til at kreditere organisationer som 3F og FOA, der arbejder med betydelige andele af medlemmer, som stemmer på Dansk Folkeparti, men samtidig arbejder for at finde konstruktive løsninger,« siger han.

Holdningen til muslimske kolleger hænger nøje sammen med politisk tilhørsforhold, bekræfter A4’s undersøgelse, hvor især ufaglærte er overrepræsenteret blandt de lønmodtagere, der vil stemme på Dansk Folkeparti. Blandt DF’s vælgere mener 75 procent, at muslimske medarbejdere skal forbydes at gå med tørklæde på arbejdet. Til sammenligning gælder det »kun« 27 procent af Socialdemokraternes vælgere.

Den positive udlægning

Undersøgelsen understreger også på anden måde, at det er principielle og politiske holdninger snarere end erfaringer, der afgør, hvordan de adspurgte har svaret. Spørger man folk, om de har oplevet problemer med det hensyn, de er modstandere af, er svaret nemlig nej i de fleste tilfælde.

For eksempel er 54 procent imod, at muslimer beder i arbejdstiden. Men kun 16 procent har haft problemer med det. Og mens 65 procent mener, at muslimerne skaber problemer for sig selv ved at kræve for store hensyn til deres religiøsitet, har kun 20 procent oplevet det som et problem.

Det er blandt andet dét, det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan hæfter sig ved, når hun vælger at tolke tallene positivt. Hun brænder for at bane vej til arbejdsmarkedet for de mange indvandrerkvinder og mener ikke, at danskernes holdning nødvendigvis udgør en barriere for det projekt.

»Jeg ser ikke holdningerne som udtryk for intolerance, men snarere som en konsekvens af, at danskerne ikke er vant til, at religion fylder så meget på en arbejdsplads. Det positive er da, at lønmodtagerne kun i begrænset omfang har haft problemer med kolleger med muslimsk baggrund. Det viser vigtigheden af, at vi politisk arbejder for at få flere kvinder med minoritetsbaggrund ud på arbejdsmarkedet, så vi kan få flere fordomme nedbrudt,« siger hun.

Yildiz Akdogan har selv muslimsk baggrund, men er ikke tilhænger af, at religion får en dominerende plads i det offentlige rum. Hun synes, det er en fair forventning hos danskerne, at muslimske kolleger tilpasser sig arbejdspladsernes regler og normer. Derfor vil hun heller ikke gøre sig til talsmand for de religiøse hensyn, danskerne i vid udstrækning vender sig imod.

»Det kan og bør ikke være et problem at tage hensyn til muslimers kost­regler i kantiner, som i forvejen tager hensyn til vegetarer og alt muligt andet. Men en ting som bederum tror jeg, man skal overveje nøje. Det kan let blive et pres på folk, der ellers ikke ville bede, og du beder jo heller ikke fem gange om dagen på en arbejdsplads i Tyrkiet,« siger hun.