Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Syge kan få millionerstatning

Source:TV2
Date:02/11-2009

"Du er for rask til førtidspension, men for syg til et fleksjob."

Den besked får hundreder af meget syge danskere hvert år af deres kommune. De er dermed henvist til at leve af kontanthjælp, friværdien i huset eller ingenting.

Men det er at snyde de syge for penge," siger en ny epokegørende dom, hvor en kvinde har fået 485.000 kroner i erstatning, fordi Helsingør Kommune hverken har givet hende fleksjob eller førtidspension. Det skriver Avisen.dk

Flere foreninger vurderer, at den nye dom vil komme danskere i samme situation til hjælp.

"Kommunerne har for vane at læse lægeerklæringer, som Fanden læser bibelen. Trods utallige lægeerklæringer, der utvetydigt siger, at en person er alvorligt syg og kun kan arbejde en til to timer dagligt, så afslår kommunerne både flexjob og førtidspension. Det må de ikke længere med denne nye dom," siger Jutta de Place leder af Gigtforeningens Rådgivning til Avisen.dk.

Lever af ingenting

Hvert år mister ca. 6000 danskere deres sygedagpenge. Mindst 700 af dem er fortsat syge. De kan ikke arbejde og er henvist til at leve af ægtefællen, friværdien i huset, lån eller ingenting.

Den 60-årige kvinde, der netop har fået tilkendt erstatning, havde fem lægeerklæringer på, at hun var så syg, at hun ikke kunne arbejde. Hun lider af svær knogleskørhed. Derudover har hun slidgigt. Alligevel nægtede kommunen at give hende førtidspension eller fleksjob.

Kurt Lilja, der er gift med den syge kvinde, er tilfreds med dommen fra Helsingør Byret, som Helsingør Kommune har valgt ikke at anke.

"Dommen vil kunne få betydning for mange mennesker, der står i den samme situation som min kone," siger han til Avisen.dk.

Også fagforeningen 3F er begejstret for den nye dom, der går imod kommunernes og den Sociale Ankestyrelses praksis.

"Den dom vil vi bruge, når kommunerne forsøger at snyde vores medlemmer. Kommunerne skal nok forberede sig på erstatningskrav. Vi har mange, mange medlemmer, der bliver afvist ulovligt," siger Ida Bang socialrådgiver i 3F til Avisen.dk.