Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Havde politiet en plan?

Source:Arbejderen
Author:Kirsten Stausholm og Jacob Olesen, efterskolelærere
Date:18/12-2009

Det er svært som medborgerskabslærer at forsvare retssamfundet, som det udarter sig her. Vi forsøger, men vil meget gerne udbede os en forklaring fra politiet og justitsministeren.

Fem engagerede elever på vores efterskole ønskede at deltage i det fredelige 12. decemberinitiativ. Vi var to lærere, der også skulle af sted og arrangerede en fælles rejse. De skulle bo hos hinandens forældre i Frederikssund og Roskilde.

Vi ankom glade fra Nordjylland, parkerede bilen og gik næsten halvdelen af demonstrationsruten fra Amager mod Christiansborg. Vi bemærkede, at der især omkring Amagerbrogade og ned mod Christian Møllers plads var ekstraordinært mange større, bemandede politivogne. Af en lokal handlende fik vi oplyst, at der er en slags politirabat på falafler lige netop i den ende af gaden, og at de ofte holder der.

Da vi kom til Udenrigsministeriet, var der massiv opstilling af 'væbnede styrker' med cirka en meter mellem betjentene på begge sider af vejen. Folk gik mod demonstrationen. Der var anspændthed og årvågenhed et par meter over os - og sjove, glade mennesker på gadeplan, hvor vi gik.

Det var koldt, men der var en rigtig god stemning, da vi ankom til Slotspladsen. Sikken fest! Så mange gode miner samlet! Så dygtige organisatorer og afviklere af et stort arrangement, der må have kostet uanede mængder af frivillig tid. De venlige og tjekkede demovagter havde styr på tropperne, og demonstrationen blev sendt af sted i god ro og orden i forskellige fraktioner. Hurra for dem! Og de fantastiske talere og musikere.

Vi havde på forkant tjekket politiets anbefalinger om at være bagerst, hvis man ville undgå optøjer. Vi havde også advaret om, at der var en anden demonstration, 'Never trust a Cop', som skulle i modsat retning til Forum. På deres hjemmeside havde de udmeldt, at de ikke støttede eller ville deltage i demonstrationen ved Bella Centret - dette var ifølge arrangørerne også aftalt med politiet. Vi havde derfor efter aftale med forældrene frarådet de fem elever at tage mod Forum.



Voldsom arrestation

To elever, S og E valgte at holde sig tilbage og stillede sig op for at se optoget defilere forbi, hvorfor de endte i bagtroppen. Da næsten alle var gået, hentede jeg mad på Strøget og kom på vejen tilbage forbi en større flok Forumaktivister på Højbro Plads. De så ikke ud til at skulle med os.

Alle politiets vogne kørte af sted med fuld udrykning. De mørkeblå mod Stormgade, de hvid/grønne mod Amager. Det virkede voldsomt, især fordi der ikke var nogen i vejen for dem.

Jeg tog metroen med min datter, som skulle ud til Bella Centret og rigge til. Da vi ankom, hørte vi om knibtangsmanøvren. E nåede at sende en melding om anholdelsen. Vi hørte først fra S kl. 02.00. De havde ikke kontakt med hinanden og har først senere fundet ud af, at de sad to rækker fra hinanden i hver deres futtog. Forældrene var yderst bekymrede, og S blev efterlyst kl. 22 - men politiet afviste det.

De havde befundet sig på det forkerte sted og oplevede en meget voldsom, bundforkert arrestation. De gik fredeligt og var ikke på nogen måde provokerende. De oplevede ikke provokerende adfærd fra andre end politiet. De elever, der var endt længere fremme i optoget opdagede slet ikke, at der var problemer længere tilbage.

De sad i henholdsvis en og tre timer på gaden og frøs rystende meget, til de blev sat i bur i seks timer og i bus i fem timer. De bad om, at deres forældre blev kontaktet, men blev afvist. De blev skriftligt registreret, og vi kunne konstatere, at E var i live og i bur på Retortvej. S blev løsladt ved midnat på Hvidovre Station, hvor han fik hjælp til at finde et tog over Hovedbanen til Frederikssund. Han havde stadig hverken mobil eller penge, men fandt efter en times rundtur i den Sjællandske provins frem til G`s forældres hus i Frederikssund.



Gøende hunde

De har efterfølgende bemærket at:

- Stripsene var vildt stramme. De har begge røde mærker i over et døgn efter at have siddet med stripsene i otte og ni timer. Ifølge politiets regler omkring brug af strips, må de kun benyttes i seks timer.

- Der var ældre mennesker, som fik en brutal og unødvendigt hård medfart.

- Der var roligt omkring S og E indtil politiet stormede frem.

- En trommeslager fik taget sine trommestikker.

- ALLE, der var i området, blev anholdt og sat i futtog. Folk blev slæbt ud af butikker, hvor de havde søgt tilflugt, og der blev anrettet unødig skade på udstillede genstande og cykler.

- En aktivist, der trøstede en lille pige, der græd, blev anholdt.

- En anholdt, som trods strips med tålmod havde lirket en smøg og lighter op, fik af en betjent vappet den ud af munden ligesom han tændte den.

- Politiet sendte gøende hunde ned gennem rækkerne, mens de sad bagbundet.

- Mange bad om at komme på toilettet, men det blev nægtet.

- I klimafængslet på Retortvej virkede det som, at der ikke var styr på noget som helst, og der blev jævnligt sendt hunde ned mellem burene. Demonstranterne holdt humøret oppe på hinanden ved at synge og sige vov.



Forklaring udbedes

Det er svært som medborgerskabslærer (samfundsfag/historie/religion) at forsvare retssamfundet, som det udarter sig her. Vi forsøger, men vil meget gerne udbede os en forklaring fra politiet og justitsministeren:

Efter demonstrationen læste vi i Politiken og Jyllands-Posten, at politiet (i åbenlys strid med indgående aftaler) tvang 'den sorte blok' om bag i den fredelige demonstration - dér hvor politiet gav udtryk for, at de forventede fred og ro.

Hvorfor?

Hvorfor var politiet i forvejen opstillet så talstærkt omkring starten af Amagerbrogade?

Hvorfor fik vore mindreårige elever på venlige forespørgsler ikke lov til toiletbesøg/kontakt til hjemmet?

Var det en øvelse, der skulle teste og trimme politiets logistiske kapacitet til de næste dages udfordringer?

Vi er stadig rystede og synes ikke, det er den rette måde at tackle situationen på. Vi mener ikke, vore elever, som er søde og fredelige, skal udsættes for den behandling. Vi har haft en lang samtale på vejen hjem og ihærdigt forsøgt at forsvare systemet, men ikke metoderne, og vi har været i god kontakt med fem forældrepar undervejs.

Har de danske myndigheder afsat midler til de mange klagesager, der naturligt vil komme efter 968 anholdelser og fire sigtelser?