Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

En tur til Irak? Nej, tak!

Source:information.dk
Author:Michael Thouber
Date:23/12-2009

Ingen af medlemmerne af Folketingets integrationsudvalg havde lyst til at tage med på en studierejse til de områder, som de afviste irakiske asylansøgere sendes hjem til

Den 7. juni klokken 15.26 tikker det første svar ind i mailboksen: »Kære Michael Thouber. Tak for din mail og invitation. Jeg ønsker ikke at deltage i en sådan tur. Med venlig hilsen Henrik Dam Kristensen, Socialdemokratiet«. Hans korte og kontante afslag var svar på min invitation til integrationsministeren og de øvrige politiske ordførere i integrationsudvalget om at rejse med mig til Irak for at besigtige de områder, som de hjemsendte irakiske asylansøgere skulle hjemsendes til.

Ganske naivt havde jeg tænkt, at en studietur til Irak - midt i den verserende debat om de irakiske asylansøgere og deres sikkerhed eller mangel på samme ved en hjemsendelse - umiddelbart kunne virke ligeså relevant, som den studietur til Caribien, som hele 17 politikere fra Folketingets kulturudvalg få måneder inden havde takket ja til.

Det skulle dog vise sig, at politikernes rejselyst til Irak ikke var helt så stor som til Caribien. Første afslag var som nævnt fra Socialdemokratiet. Integrationsministeren og ordførerne fra Radikale Venstre og Konservative Folkeparti svarede aldrig på invitationen.

SF’s Anne Baastrup svarede på vegne af Meta Fuglsang, at »vi synes jom, at dit forslag er interessant, men vi har besluttet at afstå fra at deltage«, og da jeg efterfølgende spurgte, hvorfor de ikke ville deltage, hvis de fandt rejsen interessant, hørte jeg ikke mere.

Venstres Karen Jespersen skrev, at Karsten Lauritzen er Venstres ordfører, mens hun selv er formand for Folketingets integrationsudvalg. Jeg svarede, at »jeg vil selvfølgelig hellere end gerne inviterer formanden fra udvalget med på rejsen til Irak«, men hørte heller ikke mere fra Venstre efter den mail.

DF’s Peter Skaarups sekretær kvitterede med et: »Tak for din mail med invitation. Peter Skaarup har desværre ikke mulighed for at deltage i dette, men jeg håber, at du/I får en god tur.«

Eneste lille åbning var fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der ville overveje at tage med på rejsen, hvis jeg dels kunne garantere for hendes sikkerhed, dels kunne overtale politikerne fra de borgerlige partier til at deltage. Uden adgang til et privat vagtværn og tilsagn fra de borgerlige politikere var jeg skakmat. Ingen studietur for integrationsudvalget til Irak i denne omgang.

Alle rejser frarådes

Jeg måtte søge svar gennem andre kanaler. Jeg havde skrevet til Dansk Flygtningehjælp, Forsvarets Efterretningstjeneste og til Udenrigsministeriet for at bede om hjælp til at arrangere rejsen. Dansk Flygtningehjælp svarede, at »vi vil som situationen er i dag ikke være i stand til at arrangere en rundrejse i Irak og dermed tage ansvar for deltagernes sikkerhed. Desværre.«

Forsvarets Efterretningstjeneste svarede aldrig på henvendelsen, mens Udenrigsministeriet henviste til sine rejsevejledninger for Irak og uddybede, at »som det fremgår heraf, fraråder Udenrigsministeriet alle rejser til Irak, med undtagelse af rejser til de tre kurdiske provinser Dohuk, Erbil og Sulemaniya, hvortil alle ikke-nødvendige rejser frarådes.«

Få uger efter blev Brorsons Kirke ryddet, og det første fly med irakere sendt af sted. Umiddelbart ikke særlig opmuntrende, at Dansk Flygtningehjælp og Udenrigsministeriet med den ene hånd frarådede al indrejse i Irak og Integrationsministeriet med den anden hånd var parat til at hjemsende de 282 afviste irakiske asylansøgere til selvsamme sted.

Engle og dæmoner

Retorikken var hård på begge sider af konflikten. Den ene side talte om irakerne som engle, den anden som dæmoner. Det hele spidsede til med rydningen af Brorsons Kirke, hvor der var løgne og fortielser på begge sider. Folk fra organisationen Kirkeasyl refererede løbende i debatten om personlige skæbner, der ville blive forfulgt og muligvis dræbt, hvis de blev hjemsendt. Omvendt måtte jeg konstatere, at alle politiske partier med undtagelse af Enhedslisten stod bag hjemsendelsen.

Medierne havde også delt sig op. Dagbladene Politiken og Information talte irakernes sag, mens Jyllands-Posten og Ekstra Bladet mere eller mindre direkte mente at kunne dokumentere, at irakere godt kunne vende sikkert tilbage. Ekstra Bladet fortalte på en forside, at irakere allerede rejste hjem på turistrejser og skrev i artiklen inde i avisen, at »så farligt er det heller ikke« - underforstået at en udvisning af de afviste asylansøgere ikke udgjorde den store fare for deres liv.

Jeg skrev til det rejsebureau, som ifølge Ekstra Bladet arrangerede turistrejserne, Cham Wings Airlines, og bad dem hjælpe med arrangere min grupperejse til Bagdad, men fik aldrig svar fra rejsebureauet. Derefter skrev jeg til journalisten bag artiklen i Ekstra Bladet og bad om hjælp:

»Jeg forestiller mig efter at have læst din artikel, at du i din research har opnået stor indsigt og nyttig viden, som jeg håber, du vil dele med mig: Flyafgange, sikre områder, opholdssteder, gode hoteller osv.«

Journalisten svarede, at »på stående fod kan jeg ikke fortælle dig præcis hvilke områder, der er sikre eller ikke sikre. Det afhænger stærkt af, hvem man er, hvilken hudfarve man har, og hvilken religion man tilhører«.

Journalisten sendte mig herefter en intern mail fra Ekstra Bladet, der var blevet sendt rundt på redaktionen som svar på avisens dækning og forside, hvori der bl.a. stod, at det selvfølgelig er noget sludder, når Ekstra Bladet om turistrejser til Irak skriver, at »så farligt er det heller ikke«. Og at der jo ikke var en journalist og en fotograf med på turistflyet til Bagdad. I den interne mail stod der videre, at artiklernes præmis - og den pågældende dags leder, der skriver om »ubekymrede irakere, der vil hjem på flere måneders ferie« - tilsyneladende bygger på manglende viden om de faktiske forhold i landet: »Så for en god ordens skyld: Irakere er ikke irakere. Irakere er shiitter, sunnier, kurdere, arabere osv., en sammenkogt ret af etniske og religiøse grupperinger.«

Et andet sted stod det i den interne mail, at man altså godt kan rejse til Irak som ‘turist’, hvis man har forbindelserne i den anden ende fuldstændigt i orden og ved - og har kontakt - med sin lokale stamme og etniske gruppe. At penge også hjælper, og at de par hundrede flygtninge, der sidder i Danmark og venter på udvisning ikke har nogen af delene. Mailen understregede yderligere, at situationen i Irak er fuldstændig uoverskuelig og den er uden for kontrol. Fire millioner irakere er drevet på flugt. To en halv million internt i landet og halvanden million til de omkringliggende nabolande. Dertil nogle få tusinder, der er flygtet længere væk. Og at det tilsyneladende er det, de har glemt i leder og reportage:

»Den gade, der er sikker for den ene ‘iraker’ er dødsens farlig for den anden.«

Den interne mail kom fra Ekstra Bladets egen prisvindende journalist på Irak-stoffet, og jeg skrev derfor tilbage og spurgte om deres Irak-eksperts synspunkt havde været viderebragt i avisen.

»Nej, den interne skrivelse har ikke været bragt og bliver det heller ikke,« fik jeg som svar.

Hvad er sikkerhed?

Svaret fra Ekstra Bladet var et godt eksempel på problemet med debatten om de 282 irakere. Alle så ud til at have en klar dagsorden, mange centrale dokumenter blev holdt fortrolige, og det var derfor hverken muligt at få nuancerne frem eller få svar på mit konkrete spørgsmål om sikkerheden i Irak. Som integrationsministeren kækt svarede i et tv-interview på spørgsmålet: »Hvad er sikkerhed? Ingen kan garantere min sikkerhed på Nørrebro i øjeblikket.«

Så kære læser. Jeg beklager, at jeg ikke kan levere den ønskede indsigt. Jeg er selv stadig lige forvirret. I medierne kan man læse, at sikkerheden i Irak er forværret det seneste halve år. Alligevel er hjemsendelsen af de afviste irakiske asylansøgere begyndt. Debatten er forstummet, og der har gudskelov endnu ikke været historier om, at de udviste har været i livsfare. Tilbage er kun at håbe på, at de historier aldrig kommer.

Michael Thouber er cand.mag. Kronikken er en redigeret version af en længere artikel, der bringes i sin fulde længde på visAvis.dk