Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

'Fra nu af dør danske soldater i Afghanistan kun for at redde ansigt på politikerne'

Source:information.dk
Author:information.dk
Date:30/12-2009

For et år siden mente forfatteren Carsten Jensen, at kun massive investeringer i milliardklassen til genopbygning kunne forsvare den vestlige invasion i Afghanistan. Siden er han blevet mere pessimistisk

Det bør siges til alle unge danskere, der fra nu af melder sig til at gøre militærtjeneste i Afghanistan: Hvis I dør eller bliver sårede, sker det udelukkende for at redde ansigtet på politikere, der selv inderst inde er holdt op med at tro på, hvad de siger …

Det mener forfatteren Carsten Jensen, der har besøgt det krigshærgede bjergland fire gange, senest for knap et år siden i januar 2009.

»Unge mænd tror jo på, at de er udødelige, men statistikken viser noget andet: Hvert år, vi fortsætter i Af-ghanistan, kan koste cirka 10 dræbte, mange flere ender på livstid i kørestole foruden alle dem, der - uden vi ved det eller kan registrere det - vil slæbe rundt på indre ar. Hvis vi fortsat bilder de unge soldater ind, at de skal til Afghanistan for at gøre en forskel, så lyver vi. De vil tage til Afghanistan, og nogle af dem vil også dø, men for ingenting, de vil dø helt forgæves.«

- Jamen, hvad med alle de skoler og brønde, som danske soldater har hjulpet med?

»Når man læser danske journalisters triumfatoriske beretninger, så taber Taleban terræn hele tiden. Jeg finder det slående, at til trods for al den floromvundne hyldest til os selv, så finder der ikke nogen genopbygning af betydning sted. Reelt er det så uendeligt lidt, vi har udrettet. Det var for eksempel fuldstændigt grotesk at høre udviklingsministeren fortælle om det ‘sundhedscenter’, vi havde stået bag i byen Gheresk. Ud fra omtalen skulle man nærmest tro, at det var en mastodont på linje med Herlev Hospital, men i virkeligheden er det et beskedent hospital med 60 sengepladser, der allerede eksisterede, før vi kom. Den foretrukne operation er amputation, og ifølge danske læger er det mest synlige fremskridt i forhold til før, at de afskårne lemmer ikke længere efterlades på gulvet, men smides ud af vinduet, så hundene kan æde dem.«

Sådan kan man ifølge Carsten Jensen blive ved:

»Man kan tage det ene såkaldte fremskridt efter det andet, som danskerne har medvirket til, og pille det fra hinanden. Realiteten er, at vi ikke længere taler om at opbygge en moderne afghansk stat med demokrati, ytringsfrihed osv. Nu taler vi kun og udelukkende om sikkerhed, og det betyder en eneste ting: At vi er på vej ud. Om vi gør det nu eller først om to år, er revnende ligegyldigt. Vi vil forlade Afghanistan, og det vil synke hen i endnu mere anarki og kaos. Så vil vi lære at leve med Afghanistan, som vi i dag lever med Irak, hvor vi også havde danske soldater, nemlig ved at vende ryggen til det. Når den sidste danske soldat har forladt Afghanistan, bliver landet et nyt sort hul i mediefladen,« forudser Carsten Jensen.

Bevogtet af pjalter

Da Carsten Jensen i januar 2009 som journalist besøgte Afghanistan på et ophold, arrangeret af forsvaret, skulle han også besøge Price-lejren, hvor danske og britiske soldater har en fremskudt base i den sydlige del af Helmand-provinsen. Man kører af til Price-lejren fra Highway One, som snor sig i en bue gennem Afghanistans provinser.

På et tidspunkt flader vejen ud i en ørkensteppe, og et par kilometer ude i ørkenen ligger Price-lejren, som oprindeligt blev bygget af russerne som en fangelejr.

Lige før ankomsten til lejren så Carsten Jensen et mærkværdigt syn:

»Vi skulle gennem et check-point, der var omgivet af lervolde, og der sad en håndfuld mænd med AK 47’ere med tilhørende magasiner i bæltet og uniformer, der så ud, som om de stammede fra et militært overskudslager. Det var medlemmer af Mullah Daouds private milits, som formedelst kontant betaling holder vagt om Price-lejren.«

Carsten Jensen havde svært ved at fatte, hvordan sikkerheden for flere end 300 sværtbevæbnede britiske og danske soldater, udstyret med tungt artilleri og med mulighed for at tilkalde omgående flystøtte, skulle være afhængig af en pjaltet bande. Senere i lejren hørte han, hvordan militsen blev betalt 20.000 dollar om måneden, måske ikke så meget for at holde Taleban på afstand, men snarere for ikke at overdænge lejren med mortergranater.

»Det er et afpresningsarrangement, som vi har accepteret. Begrundelsen er den pragmatiske, at betalingen sikrer en stabil nattesøvn for soldaterne, der ikke skal tumle ud af feltsengene for at søge ly for indkommende granater.«

- Det er vel et både fornuftigt og billigt arrangement?

»Jeg mener tværtimod, at det peger lige på kernen af hele Afghanistan-politikkens fiasko. Jeg aner ikke, om Mullah Daoud har stor eller lille betydning i Helmand-provinsen, men dét, han repræsenterer, er efter min mening alt det, som er gået galt.«

Invasion til lavpris

Helt fra starten på den amerikanske invasion har der været en strid mellem to skoler, som Carsten Jensen kalder henholdvis for rejectionisterne og collaborationisterne.

Den første fløj, rejectionisterne, består mest af personer, der kender til eller tidligere har boet i Afghanistan, og deres syn var (og er), at det først fornødne var at få knækket de lokale warlords, krigsherrerne, inden de igen voksede sig for stærke.

Collaborationisterne derimod mente, at for at stabilisere landet hurtigst muligt gjaldt det om at alliere sig med hvem som helst, der var en fjende af taleban-regimet.

»Som enhver kan se, er det den sidste strategi, der har vundet, selv om man retorisk har fremstillet det anderledes, nemlig at man var i landet for at opbygge en moderne afghansk stat med demokrati, stemmeret osv.«

Ifølge Carsten Jensen manglede amerikanerne fra starten også en plan for, hvad der skulle ske, når Taleban var trængt fra magten. Det skete forbavsende hurtigt efter få ugers kampe i efteråret 2001.

»For amerikanerne har Afghanistan ikke været andet end en skydebane. De har indtil for nylig set operationen som en lavbudgetinvasion, og det betyder konkret, at det primære mandskab på marken skulle udgøres af lokale militser. Og hvem var så det? Det var alle de warlords, som Taleban afsatte og undertrykte, fordi de repræsenterede det totale kaos, som Afghanistan var havnet i efter først en borgerkrig, så en sovjetisk besættelse og siden endnu en borgerkrig. Amerikanerne reinstallerede i realiteten anarki og kaos. Og derved har de på forhånd umuliggjort projektet med at opbygge en moderne stat.«

Kendetegnet på en moderne stat, også i en pragmatisk og tillempet version a la Afghanistan, er ifølge Carsten Jensen først og fremmest, at staten har monopol på vold, altså hær og politi, og dernæst at der er et retssystem, og at loven gælder ens for alle.

»Men når man allierer sig med alle mulige krigsherrer, der hver har deres private milits og fra hundrede og op til tusind mand under våben, så bliver statsopbygningen en larmende og frem for alt blodig selvmodsigelse, som konstant bliver undergravet nedefra.«

Den brutale gud

For to år siden viste en opgørelse, at der i Afghanistan var 180.000 bevæbnede mænd fordelt på 2.700 militser, forklarer Carsten Jensen. Tilsammen er de talrigere, de er mere veltrænede og frem for alt er de mindst lige så godt bevæbnet som den afghanske hær.

»Så når vi nu beskylder Karzai for korruption, så er det - uanset om det så er korrekt eller ej - strukturelt indbygget i den afghanske stat, at statslederen vil være nødt til konstant at alliere sig med de lokale militser. Vi har på forhånd umuliggjort opgaven at bygge en moderne stat.«

- Betyder det, at Taleban var godt for afghanerne?

»Hvis jeg et øjeblik skal være filosofisk, vil jeg sige med spanieren Fernado Savaters ord, at Taleban var den frygtelige gud, som indførte en brutal orden, der gjorde ende på anarki og lovløshed. Hvis valget står mellem den totale lovløshed og fanatikere som Taleban, så vil Taleban fremstå som et bedre valg, fordi de lagde ulven, altså de lokale krigsherrer, i lænker. Alle mennesker har brug for lov og orden, men det er ikke det, vi har givet afghanerne. Hvad vesten gjorde, var at befri ulven for sine lænker, da vi invaderede landet.«

For at illustrere sin pointe opridser Carsten Jensen et danmarkskort, hvor hver by regeres af de lokale HA’ere.

»Det, vi nu omtaler som Karzais korruption, dækker over den bitre kendsgerning, at han for at regere er nødsaget til at alliere sig med de lokale Jønker. Dem har vi jo bragt til magten. Når en menig afghaner ser en vestlig soldat, så er det, han tænker: Der går en af Jønkes venner. Så det er gået galt for os fra starten, selv om vi retorisk har forsøgt at rette op på det med al den tale om genopbygning og om at gøre en forskel.«

Men selv den retorik er vesten nu ved at forlade, vurderer Carsten Jensen.

»Nu taler vi mest om sikkerhed, og det dækker kun over, at vi vil forlade landet nogenlunde med æren i behold.«

- Så hvad skal vi gøre?

»Vi er på fortvivlende og ukyndig vis blevet draget ind i en borgerkrig, der mere eller mindre heftigt har stået på over mange årtier i Afghanistan, nemlig mellem en intellektuel Kabul-elite, der for enhver pris og med brutale metoder ønskede et moderne Afghanistan, og en landsbynationalisme, der ønsker at bevare den traditionelle livsstil. Den borgerkrig dukker op igen og igen, og vi tror måske, at vi har fat i noget ægte lokalt og traditionelt, når vi allierer os med en lokal milits. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at efter så uendelig mange års krig er det ikke kun huse og veje, der ligger i ruiner, det gør landets sociale og kulturelle strukturer også. Og da vi ikke fra starten var villige til at punge ud med, hvad det ville have kostet rigtigt at genopbygge landet, må vi i dag betale prisen for kun at have satset på militær tilstedeværelse.«

Tiden som våben

Carsten Jensen kommer i tanke om en samtale mellem en amerikansk officer og en nordvietnamesisk ditto, han engang har læst om. ‘I vandt jo ikke et eneste slag, vi vandt jo hver gang’, siger amerikaneren, hvortil vietnameseren svarer: ‘Det er fuldstændig korrekt - men fuldstændig irrelevant!’

»Talebans måde at føre krig på er jo kopieret fra den maoistiske folkekrig. Det betyder, at man skal se udviklingen i et næsten endeløst langt perspektiv, hvor talebanerne satser på at knække modstanderens politiske vilje til at fortsætte krigen - frem for selv at vinde hvert enkelt slag.«

- Men så er det vel endnu mere forkert for det danske forsvar at give op?

»Medmindre vi ser det som en livsopgave for det danske folk at få bragt Afghanistan på fode, så er der ingen politisk realisme i at fortsætte. Selv NATO-officerer erkender, at krigen ikke kan vindes militært, og derfor argumenterer man for, at nu skal vi træne den afghanske hær op til selv at kunne klare opgaven. Det har vi bare forsøgt i otte år uden imponerende resultater, så hvorfor skulle to eller for den sags skyld fire ekstra år gøre nogen forskel? Samtidig vil man oven i købet intensivere alliancen med lokale militsledere.«

- Vestens invasion har fået et par millioner afghanske piger til at gå i skole. Hvilken fremtid vil de have i det kaos, vi så efterlader os?

»Vores svigt kunne ikke være mere totalt. Vi har ikke kun svigtet det afghanske folk, men også vore egne løfter og sidst, men ikke mindst vore egne soldater.«