Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Kjærsgaard: Islam må ikke brede sig

Source:information.dk
Author:Christian Lehmann
Date:26/01-2010

Jesper Langballe (DF) beklager ordlyden, men ikke indholdet i sin kritik af muslimer - og Pia Kjærsgaard slår fast, at islam ikke 'skal vinde fremme i Danmark under nogen omstændigheder'. Statsministeren afviser at forholde sig til sit støttepartis holdninger til islam

Jesper Langballe (DF) beklager nu sine skriverier om muslimske mænd, der myrder og voldtager deres døtre og niecer, for at være »uheldigt og kluntet« formuleret. Men han står stadig ved indholdet af sine udtalelser.

»Der er ikke tvivl om, at det er formen, der har fået det hele til at gå op i limningen. Substansen er der ikke noget i vejen med,« sagde han efter DF’s gruppemøde i går og tilføjede, at »hvis islamiseringen får lov at køre uhæmmet i Danmark, så er der da en risiko for, at vi om nogle år får indført sharia«.

Ved hans side foran DF’s gruppeværelse på Christiansborg bakkede hans formand, Pia Kjærsgaard, ham op.

»Han står inde for indholdet, og det er også det, jeg gør. Jeg siger, at der er problem i forhold til æresdrab. Det må vi da konstatere,« sagde hun.

Kjærsgaard erklærede i et interview i Information i sidste uge, at hun har »sværere og sværere ved at skelne mellem islam og islamismen«, og i går ville hun ikke afvise, at Dansk Folkeparti er et antimuslimsk parti.

»Vi synes, at islam er en religion, som i den grad griber ind i menneskers hverdag. Derfor mener vi bestemt ikke, at islam er noget, der skal vinde fremme i Danmark under nogen omstændigheder«.

Anderledes end Asmaa

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tog i går på sit pressemøde kraftigt afstand fra Langballes udtalelser, som han betegnede som »dumme og generaliserende«.

»Udsagn, der bidrager til at polarisere, som generaliserer, som pisker had op, er ikke udtalelser, jeg vil stille mig bag. Det er udtalelser, jeg vil tage afstand fra,« sagde han.

Men selv om statsministeren slog fast, at der er »brug for alle« i Danmark, ville han at tage stilling til Dansk Folkepartis mere generelle kritiske holdning til islam.

»Hvis der er spørgsmål omkring DF’s interne debatter, så må de rettes til DF. Jeg foretrækker, at alle står på mål for egne holdninger,« sagde han.

En helt anden indstilling havde regeringspartiet under valgkampen i 2007, da daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) krævede, at S-formand Helle Thorning-Schmidt skulle stå til regnskab for, hvad folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamids (Enh.) holdning til bl.a. religionens forhold til grundloven var.

Hos Socialdemokraterne erklærer politisk ordfører Henrik Sass-Larsen sig »fuldstændigt rutineret i dobbelte standarder fra regeringens side«.

»Men det, vi interesserer os mest for, er, at hvis man virkelig har et støtteparti med de holdninger til mennesker, der er muslimer, så må det være vanskeligt at få den anden del af udlændingepolitikken til at fungere, nemlig integrationspolitikken«, siger han.

Dybt racistiske’

Henrik Sass Larsen opfordrer statsministeren til at stille i Folketingssalen til spørgetid »meget snart«.

»Så kunne vi få lejlighed til at tage denne her type drøftelser med regeringen. Det ville klæde ham,« siger han.

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt Nielsen kalder statsministeren for »vattet«.

»Selvfølgelig må statsministeren forholde sig til, at hans støtteparti ikke endog meget skarpt har taget afstand fra Langballes udtalelser. De er jo dybt racistiske,« siger hun.