Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Folk verden over går amok over mangel på mad

Source:modkraft.dk
Date:10/04-2008

Originaltitel: Haitis præsidentpalads angrebet af sultne

Eksploderende fødevarepriser udløste tirsdag den 8. april en hungeropstand i Haitis hovedstad Port-au-Prince.

Store folkemængder plyndrede butikker og forsøgte til sidst at storme præsidentpaladset. Mens de råbte slagord mod præsident Rene Preval, forsøgte de at smadre hegnet rundt om paladset med bl.a. affaldsspande.

Brasilianske FN-soldater forsvarede paladset med tåregas og gummikugler, og adskillige demonstranter meldes sårede. Protesten er den foreløbige kulmination på de sult-uroligheder, der startede sidste uge i byen Les Cayes. Siden da er mindst fem mennesker blevet dræbt under urolighederne.

Fødevarepriserne på Haiti er steget med mere end 40 procent på mindre end et år, og mange familier er nødsaget til at overleve på mudderkager tilsat salt og madolie.

De sultendes raseri er vendt mod både præsidenten og de de 9000 FN-soldater, der udstationeret på øen. Styrken koster mere end to milliarder kroner om året, mens det kun er lykkedes FN’s verdensfødevareprogram at indsamle 15 procent af de 455 millioner kroner, som Haiti får brug for i donationer i år.

Halvdelen af Haitis befolkning lever for mindre end en dollar om dagen, og landet er et af de hårdest ramte af de efterhånden verdensomspændende protester mod massive prisstigninger på fødevarer.

Verdensomspændende uroligheder

På bare to uger er prisen på ris på verdensmarkedet steget med 50 procent. Ris er en basisfødevare for millioner mennesker kloden rundt, og i takt med prisstigningerne øges panikken med omfattende uroligheder til følge.

Søndag den 6. april stødte tusinder af demonstranter således sammen med politiet i Egypten. De brændte bygninger af og plyndrede forretninger i protest mod stigende fødevarepriser. I de seneste måneder er mindst 11 mennesker døde i slagsmål i de lange køer foran statsstøttede brødudsalg.

I februar ramte hunger-optøjerne Cameroun, hvor 40 mennesker blev dræbt under urolighederne. Tilsvarende uroligheder har ramt både Elfenbenskysten, Mauretanien, Senegal og Burkina Faso – hvor der i dag den 9. april er indledt en landsdækkende strejke imod prisstigningerne på mad.

»Sultens nye ansigt«

Jacques Diouf, leder af FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) forudså allerede i oktober 2007 flere uroligheder, hvis der ikke skete noget med prisstigningerne. På det tidspunkt lå FAO’s fødevareprisindeks på det højeste niveau siden det blev startet i 1990. Siden år 2000 er indekset steget med 70 procent.

– Hvis fødevarepriserne bliver ved at stige, er der risiko for optøjer, udtalte Jacques Diouf dengang, og fortsatte:

– Hvis man kombinerer de stigende oliepriser og de stigende fødevarepriser, får man elementerne til en meget seriøs kise i fremtiden, lød forudsigelsen, der nu er en realitet. De mange hungeroptøjer bliver af chefen for FN’s fødevareprogram kaldt det »sultens nye ansigt«.

Til forskel fra de billeder Vesten er blevet så vant til, af passive og apatiske hungrende i afrikanske nødhjælpslejre, er dette nye ansigt præget af vrede og desperation

– Sultens nye ansigt er karakteriseret ved, at der er masser af fødevarer på de lokale markeder, men priserne er steget så voldsomt, at store befolkningsgrupper ikke længere har råd til varerne, forklarer Josette Sheeran, direktør for FN’s World Food Programme ifølge en artikel i Jyllands-Posten.

Regeringer i begyndende panik

Også priserne på majs og hvede stiger i øjeblikket voldsomt, hvilket mandag fik regeringen i Kasakhstan – er den største kornproducent i Centralasien – til at overveje at droppe korneksport for at sikre fødevarebeholdningen til sin egen befolkning.

Generelt er det især i de fattige lande, som er afhængige af stor fødevareimport, at krisen er mest eksplosiv.

Regeringen i Guyana, den største risproducent i det caribiske område, mødes drøfte i øjeblikket et eksportforbud, og lignende forbud er allerede indført i Vietnam, Indien, Kina og Egypten.

I Thailand, der er verdens største riseksportør, opfordrer premierministeren borgerne om ikke at hamstre ris, og i Indien meddeler regeringen, at den vil gribe til både tvang og subsidier for at dæmpe krisen, der foreløbigt har kostet Indien flere hundrede nedbrændte butikker.

Også Indonesien, Burma, Argentina, Filippinerne, Mozambique, Guinea og Niger har oplevet demonstrationer, gadekampe, vejblokader og plyndringer i protest mod fødevarestigningerne.