Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Hvad med os i Gaza?

Source:jp.dk
Author:Sanne Gram
Date:05/01-2009

Ahmed Said er 31 år og bor i Gaza By. Han var i sine forældres hjem, da de israelske landtropper kørte over grænsen til Gaza lørdag aften. Vi er bange, vi mangler elektricitet, og vi mangler mad, beretter han.

Det er ni dage siden, at Ahmed Said har været i bad. Siden Israel indledte sit angreb på Gaza forrige lørdag, har Ahmed Said haft andet at tænke på end personlig hygiejne. Desuden er det også svært at få vand til et brusebad, for der har ikke været elektricitet i huset i tre dage, og i Gaza hænger elektricitet og vand sammen.

Det betyder, at han sammen med sin bror må bevæge sig ud i Gazas usikre gader for at hente vand til familien.

Landtropper tæt på

Selv om Ahmed Said over telefonen fortæller, at han normalt ikke er bange af sig, er han ikke meget for at bevæge sig rundt i gaderne i Gaza By. Især ikke, efter at israelerne lørdag supplerede luftangrebene med landtropper få kilometer fra Ahmed Saids forældres hus i Gaza By, hvor han sammen med resten af sin familie er flygtet til.

Journalister kan ikke komme ind i Gaza, men de seneste par dage har Ahmed Said ringet jævnligt for at fortælle om livet i Gaza By, og desperationen i hans stemme bliver større og større. Antallet af civile, der er blevet ofre under israelernes angreb, er stigende, og Ahmed Said har frygtet - og gør det stadig - at han og hans familie bliver ofre i kampen mellem Israel og Hamas-styret i Gaza. Det værste er, at han ikke kan flygte, fortæller han.

»Vi har ingen steder at tage hen. Vi er fanget herinde, og alle grænseovergangene er lukkede for os,« siger han.

»Vi har ikke noget at lave, vi sidder indenfor og lytter til radioen over mobiltelefonen. Børnene keder sig, og de venter kun på, at jeg skal komme ind og lege. Det er uden tvivl værst for børnene, og de har også svært ved at sove om natten. Min ældste datter vil hele tiden være tæt på mig, hun slipper ikke min hånd, og hun putter sig tæt ind til mig om natten. Men hun har svært ved at sove,« fortæller Ahmed, der siger, at natten mellem lørdag og søndag, da Israel indledte landinvasionen, var søvnløs:

»Israelerne skyder som tossede, og man vågner konstant. Det er til at blive fuldstændig skør af.«

Ahmed er nervøs for sine piger. Dels for hvordan krisen kommer til at påvirke dem på længere sigt, dels for hvordan han skal skaffe de mest nødvendige ting til dem.

Råddent kød i fryseren

»Vi har f.eks. snart ikke flere bleer. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når vi har brugt den sidste, måske bliver børnene nødt til at komme ud på gaden for at komme af med deres afføring,« siger Ahmed og fortæller om, hvordan der er mangel på mange fødevarer i Gaza.

»Det er svært at få fat på kød, der er ikke noget lammekød, og man kan heller ikke få kylling. Hver morgen er der lange køer ved butikkerne for at få brød, men det er ikke alle, der tør gå ud for at købe ind. Vi havde selv en del mad i fryseren, men da jeg ville hente noget i fryseren i dag, blev jeg nødt til at smide det hele ud. Det var råddent på grund af den svigtende elektricitet,« siger han.

Ifølge Ahmed er manglen på fødevarer ikke det værste ved at være i Gaza. Det værste er frygten for bomberne, og når børn bliver ofre, fortæller han.

»Jeg bliver så ked af det, når børnene dør. Jeg kender forældrene til en 14-årig kristen pige, der døde den anden dag. Hun kom gående på gaden, og pludselig var der en eksplosion bag hende. Hun blev så forskrækket, at hendes hjerte bare standsede. Det standsede bare. Det er tragisk, men det mest tragiske er, at verden omkring os er ligeglad med dem, der dør. Israel dræber de civile, verden gør ikke noget, og islamisterne er fuldstændig ligeglade med, hvor mange der dør. Så hvad skal vi gøre? Hvad skal der ske? Hvad med os i Gaza?«