Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Rædselsrapporter fra Gaza

Source:modkraft.dk
Author:Niels Fastrup/Monsun
Date:06/01-2009

– Israelerne kastede en bombe foran vores ambulance for at forhindre os i at komme frem til de sårede. Pludselig kom en æselvogn kørende med en familie: En mor, en far og tre teenagesønner. Den ene af drengene forsøgte at skærme de to andre med et tæppe. De var begge forfærdeligt sårede, jeg kunne se den enes lunge. Da jeg hjalp ambulancefolkene med at flytte ham væk fra vognen, befandt min hånd sig pludselig inde i hans krop.

Det fortæller den spanske fredsaktivist Alberto Arce i en mail rundsendt af den internationale fredsorganisationen Free Gaza Movement, der i disse uger har flere vestlige aktivister udsendt i den krigs- og katastroferamte Gazastribe.

De voldsomme krigshandlinger fortsætter mandag den 5. januar på niende døgn. Internationale medier opgør antallet af dræbte til omkring 600, heraf 87 børn.

Antallet af sårede skal tælles i tusinder. Ifølge norske læger på stedet er mange af de sårede alvorligt tilredte med tredjegradsforbrændinger på store dele af kroppen og afrevne lemmer, hvis de da ikke har fået hele underkroppen sprængt af.

Mistanke om nyt våben

Ifølge flere norske medier bruger israelerne et helt nyt våben i krigen i Gaza.

Der er tale om den såkaldte DIME-bombe udviklet af amerikanerne, en bombe bestående af tungt sprængstof iblandet inaktivt metal, der ved sprængning kan »klippe« nærtstående ramte midt over.

– Vi har set skader efter et helt nyt våben, som giver en voldsom trykbølge, der har blæst hele underkroppen væk på flere patienter, beretter den norske læge Erik Fosse til NRK, Norges svar på DR.

Sammen med en anden norsk læge, narkoselægen Mads Gilbert, befinder Erik Fosse sig lige nu i Gaza, hvor han opererer i døgndrift på områdets største hospital, der er ved at kollapse under presset fra de mange sårede. De meget omfattende og voldsomme skader, som DIME-bomberne forårsager, tvinger lægerne ud i nogle langvarige og komplicerede operationer, hvilket igen bidrager til at belaste det i forvejen overanstrengte palæstinensiske sundhedssystem.

Nødappel til læger

I et forsøg på at afhjælpe den desperate situation har Free Gaza Movement udsendt en appel til vestlige læger:

»Derfor advokerer vi for, at de læger derude med styrken og lysten til at tage derned, og give den hjælp som de store internationale grupper og NGO'er ikke tør give eller ikke har mulighed for at give, øjeblikkeligt gør ord til handling og hopper op af sofaen. Hver ny læge indenfor striben betyder snesevis af reddede liv og hver pakke medicin kan redde dusinvis af mennesker«, skriver organisationen i appellen.

Free Gaza Movement har siden august haft succes til fem gange at sende et skib fra Cypern til Gaza og på den måde bryde den israelske blokade af Gaza. Planen er, at det næste skib kun skal medbringe læger.

»Aktivister, journalister og politikere er ikke en prioritet, så det næste skib vi sender fra Cypern eller eventuelt den næste delegation som kan komme ind over grænsen ved Egypten, skal med sikkerhed hovedsageligt bestå af læger«, skriver Free Gaza Movement.