Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Rengøringsjob ikke godt nok til familiesammenføring

Source:Berlingske Tidende
Author:Kristian Krog Kæmsgaard
Date:29/11-2010

Ordførere fra SF og Enhedslisten er utilfredse med, at ti års køkken- og rengøringsarbejde ikke er nok til at opnå familiesammenføring og kalder regeringen diskriminerende og snobbede.

»Diskrimination, snobberi og arrogance«. Sådan lyder beskyldningerne fra integrationsordførere fra både SF og Enhedslisten efter Berlingske Tidendes afsløring af, at ti års køkken- og rengøringsarbejde tilsyneladende ikke er nok til at opnå familiesammenføring.

Berlingske Tidende i går kunne man læse om den 29-årige filippinske kvinde Gigi Ana Delfin, der på trods af en fast tilknytning til arbejdsmarkedet i ti år og en permanent opholdstilladelse i Danmark har fået afslag på familiesammenføring med sin filippinske mand. Årsagen er, at arbejdet som rengøringsassistent og køkkenmedhjælper ikke er integrationsfremmende.

Det har fået integrationsordførererne for Enhedslisten og SF, Johanne Schmidt-Nielsen og Astrid Krag, til at stille § 20-spørgsmål til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

»Jeg vil spørge integrationsministeren, hvorfor arbejdet som rengøringsassistent og køkkenmedhjælper ikke er et integrationsfremmende job. Det er ren og skær diskrimination,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, som bakkes op af Astrid Krag.

»Det er fuldstændig uhørt snobberi at sige, at der er nogle erhverv, som ikke er integrationsfremmende. Det er snobberi og arrogance af første rang,« siger Astrid Krag.

Uddannelsessnobberi

Gigi Ana Delfins mand er nu er sendt tilbage til sit hjemland, og hun skal nu klare sig sammen med parrets treårige barn i Danmark.

Regeringens pointsystem for familiesammenføring er endnu ikke vedtaget, men allerede nu virker det, som om nogle erhverv tilsyneladende rangerer højere end andre, mener Astrid Krag.

»Det er uhørt, hvis de begynder at administrere efter en lovgivning, som ikke er vedtaget endnu. Det er et grundlæggende brud med, at vi har en tredeling af magten, hvor det altså er Folketinget, der vedtager lovgivningen. Det lærte man i samfundsfag i folkeskolen,« siger Astrid Krag.

Johanne Schmidt-Nielsen mener, at sagen om filippinske Gigi Ana Delfin er et udtryk for det uddannelsessnobberi, der ligger i pointsystemet.

»Man begynder at skelne mellem borgernes rettigheder, alt efter om de har en fin uddannelse eller ej. Man skelner mellem mennesker, man kunne finde på et forelske sig i, alt efter hvor mange penge de tjener. Det er uddannelsessnobberi,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Kold spand vand i hovedet

Ifølge ordførerne har Gigi Ana Delfin netop levet op til regeringens regler for familiesammenføring, og derfor står de begge uforstående over for Integrationsministeriets afgørelse i sagen.

»Hun har gjort lige præcis det, regeringen siger, man skal gøre. Hun har haft et fast job, hun har lært dansk. Og så får hun en kold spand vand lige ind i hovedet fra ministeriet, der siger, at hendes job ikke er godt nok. Hvad skal der så til,« spørger Johanne Schmidt-Nielsen.

Begge ordførere har i dag sendt skriftlige spørgsmål til integrationsminister Birthe Rønn-Hornbech.