Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Integrationsproblemer er ærkedanske

Source:information.dk
Author:Mikkel Flohr
Date:30/11-2010

Indvandrerdebatten har altid handlet om at fraskrive sig det politiske ansvar for sociale og økonomiske problemer ved at konstruere dem som funktioner af indvandringen

Ordet ghetto refererer historisk til en etnisk koncentration i et bestemt område. Ikke desto mindre var et af regeringens kriterier for designationen af Danmarks 29 ghettoer lige præcis deres etniske og kulturelle mangfoldighed.

Foto: Sonny Munk Carlsen/Scanpix

De seneste stramninger af reglerne for familiesammenføring er blot et lille pip i en omfattende debat om indvandring, der har domineret det politiske landskab i mange år. For at forstå, hvad den egentlig handler om, er man nødt til at se tilbage på, hvordan den har udviklet sig over tid, og hvordan de såkaldte integrationsproblemer hænger sammen med andre problemtyper i det danske samfund. Debattens udgangspunkt blev skabt af traumatiske baggrunde, problemer med overførslen af uddannelsesmæssige kvalifikationer, manglende forhåndskendskab til samfundet, social belastning, generel forskelsbehandling og egentlig racisme. Dette resulterede i et synligt dvs. etnisk segment af socialt udsatte bestående af flygtninge og indvandrere, som gav politikerne mulighed for at lægge afstand til nogle af de sociale problemer i det danske samfund.

Når vi ser på disse problemer er ordet sociale vigtigt. Det repræsenterer den forudgående forestilling om et fælles (velfærds-)samfund, hvis sociale og økonomiske problemer det var et fælles anliggende, ansvar og ønske at løse. I stigende grad begyndte politiske aktører at benytte vendinger som gæstearbejdere, indvandrere, nydanskere og danskere af anden etnisk herkomst. Herved blev specifikke, danske, sociale problemer oftere og oftere fremstillet som udefrakommende. Altså problemer med rødder uden for vores samfund og dermed også vores ansvarsområde.

Denne nye forklaringsmodel fjernede det politiske ansvar for de socialt udsattes skæbne og skabte derudover mulighed for at mobilisere på baggrund af den latente racisme, der eksisterede i visse dele af befolkningen. Et populistisk greb, som har vist sig så effektivt, at selv rockerne har benyttet sig af det.

Begrebet indvandrere refererer typisk til personer, som er vokset op i Danmark, skønt begrebet i sin sproglige forstand antyder det modsatte. Det drejer sig om personer, der har gået i danske skoler og fritidsklubber, kun eksisterer i en dansk geografisk sammenhæng og oftest også med dansk statsborgerskab. I indvandrerdebatten har begrebet dog udelukkende været brugt til at distancere disse mennesker fra den førnævnte danske sammenhæng.

Fremmed baggrund

Indvandrere og det utal af synonymer, som hjemsøger den offentlige debat, bruges oftest i flertal. Derfor bliver det en betegnelse for en gruppe uden meget plads til individuelle forskelle. Trods gruppens synlighed kunne den ikke præsenteres som racebetinget uden at skræmme midtervælgerne og blev i stedet præsenteret som et produkt af en fælles kulturel baggrund. En fremmed kulturel baggrund, som ikke blot var underlegen, men også direkte inkompatibel med det danske samfund og dets love. Denne kultur var forklaringen på deres sociale marginalisering.

Uden skelen til de manglende kulturelle og sproglige sammenfald blev individer med forældre af f.eks. kurdisk, somalisk, pakistansk eller palæstinensisk baggrund uproblematisk sammenskrevet som en homogen kulturel gruppe. Der var enten tale om decideret racisme eller en arrogant etnocentrisk fortolkning af verdens kulturelle mangfoldighed hvis ikke begge to.

Det, der oprindeligt kunne definere gruppen, var et sammenfald af overførselsindkomster, socialt belastede boligkvarterer, fattigdom og kriminalitetsstatistikker. Med andre ord var der tale om et fænomen, som primært var socialt og økonomisk betinget. Ikke etnisk eller kulturelt som prædikaterne ellers insinuerede. Vi kommer dog ikke udenom, at indvandrerdebatten i stigende grad skabte dens objekt: En fælles indvandrerkultur. En dansk indvandrerkultur.

Forudsætningen for denne kultur var den fælles sociale og økonomiske position. Den blev suppleret af den stigende stigmatisering af indvandrere i den offentlige debat. Politikernes og samfundets manglende anerkendelse af specielt unge efterkommere af indvandrere underkendte i sidste ende værdien af anerkendelsen fra majoritetssamfundet.

Den aggressive tone i den offentlige debat opfattedes af mange som repræsentativ for det samfund, de var vokset op i, men efterhånden også følte sig udstødt af. Det bevirkede, at man som fremmed nu ikke spurgte, hvad man kunne gøre for sit land, men hvad det nogensinde havde gjort for en. Og hvad dette tilhørsforhold betød ud over et rødbedefarvet pas og mistænksomme blikke.

I et forsøg på at opveje den manglende sociale anerkendelse opbyggede nogle af de rodløse rødder alternative fællesskaber. Som regel bestående af alskens socialt udsatte, herunder 2. generations kultur- og pigmentbelastede, der definerede sig negativt over for det nationale fællesskab. Den negative selvdefinition blev komplet med egen kultur, værdier og sprog. Eksempelvis det, der af nogen blev refereret til som döner-dansk. Döner er tyrkisk og betyder at vende noget rundt altså et twist på det danske sprog. På denne måde blev fremmede sprog integreret på kryds og tværs i en fælles jargon utilgængelig for det nationale fællesskab, der udgiver retskrivningsordbøger og kultur- kanoner.

Splittet i dem og os

Denne kulturelle antagonisme blev fremelsket og fremhævet i indvandrer- debatten. Men det er vigtigt at forstå, at denne kultur ikke var så fremmed endda. De sociale problemer og den debat, der lå til grund for den, var danske. De blev brugt af kyniske politikere til at splitte demokratiets grundlæggende demos (folket) i dem og os, for at mobilisere og appellere til majoriteten. Den samme majoritet, der tilfældigvis uddeler mandaterne ved stemmeurnerne hvert fjerde år.

Det skete igennem homogeniseringen og eksternaliseringen af en del af det danske samfund (indvandrerne), og præsentationen af specifikke danske sociale problemer som etnisk og kulturelt betingede. Indvandrerdebatten handlede aldrig om integration, men om differentiation.

Den nylige diskussion om ghettoerne illustrerer tydeligt denne proces. Ordet ghetto refererer historisk til en etnisk koncentration i et bestemt område. Ikke desto mindre var et af regeringens kriterier for designationen af Danmarks 29 ghettoer lige præcis deres etniske og kulturelle mangfoldighed. Det var muliggjort af indvandrerdebattens forudgående homogenisering og eksternalisering af dens objekt.

Det fik også statsministeren til at stille »sig selv spørgsmålet, om det (ghettoerne, red.) overhovedet er Danmark?« med den kraftige insinuation, at det var det ikke. Derved udelukkede han minoriteter og socialt udsatte fra det nationale, sociale og politiske fællesskab.

Samtidig med at han fraskrev dem, fraskrev han sig også ethvert politisk medansvar for de sociale problemer, der har skabt de såkaldte ghettoer. Det selv om man ikke kan påvise en sammenhæng imellem kriminalitet og antallet af indvandrere, men til gengæld kan se en klar sammenhæng imellem arbejdsløshed og kriminalitet i disse områder. Indvandrere oplever ikke sociale problemer. Indvandrere er de sociale problemer.

Ikke en ny idé

Det er præcis denne forståelse, der lå til grund for stramningerne af indvandrerpolitikken under finanslovsforhandlingerne. Sammenskrivningen af sociale og økonomiske problemer med indvandring, som Karsten Lauritzen (V) stolt præsenterede som et udtryk for nytænkning, er på ingen måde en ny idé. Det eneste nye ved stramningerne af udlændinge- og ghetto-politikken er den radikale retorik og den tværpolitiske accept af indvandrerdebattens præmisser.

Men indvandrerdebatten har altid handlet om sociale og økonomiske problemer. Indvandrerdebatten har i hvert fald altid handlet om at fraskrive sig det politiske ansvar for disse problemer ved at konstruere dem som funktioner af indvandringen. Det er årsagen til, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti midt i krisen insisterer på en økonomisk problematisering af indvandrere, igennem et absurd pointsystem og en stort opslået undersøgelse af, hvad indvandrere har kostet Danmark.

Det paradoksale er, at i den udstrækning, man kan tale om indvandrere som en samlet gruppe, er de et produkt af de selvsamme forhold, de tilskrives ansvaret for, samt deres konsekvente politiske eksklusion igennem indvandrerdebatten. En debat, som systematisk har ledt til forværringer af de specifikke danske, sociale og økonomiske problemer, den i virkeligheden handler om.

Mikkel Flohr er MSc i politisk sociologi og medlem af Cerepos ekspertpanel