Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Om diskrimination: Smertegrænsen

Source:Information
Author:Georg Metz
Date:30/11-2010

Mennesket har som vistnok det eneste væsen på kloden mulighed og behov for at understrege art og egenart ved kunstigt at supplere sin fremtoning. Tatoveringer eller andre indgreb i hud, kød og hår understreger kulturtræk eller tilhørsforhold. Sømænd indskrev i gamle dage deres elskedes navn i et bånd på brystet over det tatove- rede billede af deres skib. Problematisk hvis ikke skibet, men den elskede blev udskiftet. Mere håndterligt afgives til hver en tid de moderigtige sociale signaler ved hjælp af parykker, klædningsstykker, stokke, stave, blankvåben og hatte.

I barokken bevægede en mand af stand sig kun udendørs med hat, stav og kårde. Nogle mænd ifører sig i vore dage slips og viser sig nødigt uden. Et slips er en aflang tøjstrimmel ofte silke, bundet om halsen i en kompliceret knude. Understreget af slipsets pileform peger dette utvetydigt nedefter mod mandens skræv. Meningen er, at kvinden skal lade blikket følge slipsets retning. Det forestiller man sig jo ikke ved synet af mange slipsebærere, hvis seksualitet synes slumrende. Kønsmarkeringen - samtidig med slipsets praktiske funktion: at dække over skjortens knapper - er ikke desto mindre slipsets dybere mening.

Man kan således få den tanke, at kvinder i en given situation, hvor en seksuel kontakt er meningsløs og upassende, kunne finde på at protestere mod dette demonstrative klædningsstykke. Som illustrativt tilfælde kan man forestille sig en mandlig læge - måske en gynækolog. Under den opknappede kittel bærer lægen synligt slips. Trods en nu tænkt patients bevidsthed om slipsets signalbetydning er det utænkeligt at vedkommende forlanger en slipseløs læge. Sker noget sådant, vil rette myndighed bede patienten om at styre sig eller henvise vedkommende til psykolog.

Bemærkelsesværdigt

I ugens løb har aviserne berettet om patienter, der ikke vil lade sig behandle af kvindelige læger med tørklæde. Rationelt set forekommer dette mere besynderligt end det tænkte eksempel med slipset. Hårafdækning i lægegerningen er en almindelig forholdsregel. Om end tørklædet akkurat som slipset også bæres af andre grunde, tyder tildækning af hår på lægelig ansvarlighed. Kirurgen ifører sig hue for at undgå hår og skæl i operationssåret, og sygeplejersker bærer traditionelt af samme årsager hårkappe.

Protesterne mod kvindelige lægers brug af tørklæde, som straks er fulgt op af en mindst én politiker fra Dansk Folkeparti - og på egen vanlig tvetydig måde sanktioneret af sundhedsministeren - drejer sig ikke om tørklædet som hygiejnisk disposition, men om tørklædets religiøse og kulturelle betydning. Tørklædet som i sig selv er harmløst og har været anvendt af etnisk danske kvinder som foreskrevet af skik og brug - i landkommuner indtil for få årtier siden - anses nu for at være et utvetydigt tegn på islamisk kvindeundertrykkelse og derfor forkasteligt. Således lyder forklaringen fra de få protesterende patienter og flere følgagtige politikere, hvilket må siges at være bemærkelsesværdigt.

Netop de tørklædeklædte kvindelige læger med deres videregående uddannelse er vel udtryk for noget nær det modsatte af kvindeundertrykkelse og dermed det kvindesyn, der hævdes at være islams særkende eller forudsætning. Ikke sådan at forstå, at tørklædeklædte muslimske kvinder ikke kan være undertrykte, det kan de og dét i utallige tilfælde; akkurat som kvindekønnet i historien - også den danske - indtil for få år siden har været groft undertrykt. Men en kvindelig læge kan næsten pr. definition ikke være undertrykt. Ikke i traditionel dansk kvindepolitisk forstand. En kvindelig muslimsk overlæge forklarer da også i en avis, at tørklædet for hende svarer til en giftering. Overlægen afviser aldeles at være undertrykt. Derimod kan den kvindelige tørklædeklædte læges patient føle sig undertrykt ved at lægen, som patienten på grund af tørklædet mener burde være undertrykt, faktisk befinder sig i en mærkbar uundertrykt position i forhold til den ikke-tørklædeklædte patient, hvis mor i barndommen i øvrigt gik med tørklæde hjemme i Valby og var stærkt undertrykt og bestemt ikke læge, hvad patienten heller ikke er, men stemmer på Dansk Folkeparti.

Symboler som klædningsstykker eller symbolske handlinger kan have ens udtryksformer, men forskelligartet vægt alt efter, hvilken betydning omverdenen lægger i dem.

Dunkle veje

Nazisterne drog konsekvensen af deres afsky for jøder og forbød jødiske læger at praktisere. Her var der ikke tale om ydre kendetegn. De tyske jødiske læger lignede alle andre tyskere. Men de var jøder udi den farlige antisemitiske påstand om hvad dét betød. De jødiske læger havde omhyggeligt i både integrationens og assimileringens navn aflagt sig deres etnicitets kulturtegn: kalot, krøller, osv. Intet hjalp. For at der ikke skulle være misforståelser, blev folk, der alligevel lod sig behandle af disse læger, mishandlet af SA. Med henblik på at tyskerne kunne føle sig sikre over for den jødiske trussel fra læger og andre, fandt man på at udstyre alle jøder med den gule stjerne.

Det har allerede været fremført i debatten, at en muslimsk kvindelig læge næppe aflægger sin tro, fordi hun efter pres affører sig sit tørklæde. Tænker man sig, at dette kan blive udgangen for flere og flere, eftersom der kommer stadig flere muslimske kvindelige læger, og presset formentlig ikke bliver mindre, skal man ikke just være oraklet i Delphi for at forestille sig antiislamisternes næste og logiske krav: At kvindelige muslimske læger, anonymiserede som muslimer fordi de har slået håret ud, i fremtiden skal iføre sig tørklædet eller på anden måde markere deres religiøse og kulturelle tilhør. Hvorledes skal patienterne ellers kunne se, hvem de har med at gøre og i tide sige fra og forlange en anden læge!

Det danske samfund er i en fase, hvor smertegrænsen er nået. Hvor diskriminationen nu er accepteret, oftest udtrykt i en misforstået pligt til at ytre sig, og ytre hvad det skal være om islam og om folk af den muslimske tro. I den grad, at B.T. forleden refererede en kvindelig patients angst og ubehag ved en hospitalsoplevelse med en muslimsk læge, om hvem hun på forhånd havde udtalt sig nedsættende. Avisen hørte ikke lægens udsagn. Patientens ret til som uskyldigt offer at udtrykke afsky for lægen var en selvfølge.

Midt i opmalingen af fjendebilleder kan man undre sig over, at de mange emsige tilsyneladende lader den tidligere omstridte halal-slagtning uberørt. Her kan man ellers gå til den med de store følelsesudbrud, som Pia Kjærsgaard før har præsteret og krævet dansk slagtning af danske dyr. Pudsigt som disse krav er forstummet, når vreden ellers gerne og ofte luftes over flersprogede skolers hensyn til islamiske kostforskrifter. Nærliggende ville det være, om DF og andre antiislamister genoptog kravet om forbud mod halal med de traditionelle påstande om bestialitet i denne rituelle slagtemetoder.

Når det ikke sker, når dyreværnspartiet tier, hænger dette utvivlsomt sammen med halals fælles træk med den jødiske slagtemetode: schæchtningen. Antisemitismen ligger imidlertid uden for den aktuelle diskriminationsrutine, hvor mere eller mindre fundamentalistiske kristne og/eller det nye højre har fundet fodslag med det israelske højres i sagens natur fjendtlige forhold til den arabiske verden og islam.

Diskriminationen finder altid sine egne dunkle veje.