Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Arbejd, til du segner

Source:humanisme.dk
Author:Rune Engelbreth Larsen
Date:17/01-2011

De fleste folketingspolitikere har næppe nogen sinde sat deres fødder på et fabriksgulv. Medmindre de har deltaget i et iscenesat vælgermøde på en større virksomhed. De har næppe nogen sinde knoklet i en daginstitution. Udover de minutter, hvor de i al hast afleverer deres poder og straks flyver tilbage til deres politiske karriere.

De fleste folketingspolitikere har næppe nogen sinde været på et aktiveringskursus. De er ikke blevet tvunget til at sende flere formålsløse jobansøgninger om ugen eller indgå i pseudopsykologiske forløb, der skal fastslå farven på deres personlighed.

De fleste folketingspolitikere gør det, de helst vil. Beslutter og bestemmer. Besnærer og besnakker os. De vil gerne være hele året, hele døgnet, hele tiden. De er arbejdsheste. At være folketingspolitiker er ikke kun et job, men en identitet.

Derfor er mange af dem så besatte af at arbejde, på godt og ondt. Men desværre er de ikke kun besatte af deres eget arbejde. De er også besatte af alle andres arbejde. Derfor skal alle andre også helst arbejde i endnu flere timer, uger og år.

Men hov, vi kan jo ikke løbe fra det faktum, at befolkningens alder stiger, at arbejdsmarkedet vil savne hænder, vel?

Kendsgerningerne er: 1) Med ca. 170.000 arbejdsløse er der ingen mangel på arbejdskraft i dag. 2) Ingen forventer, at arbejdsløsheden falder i den nærmeste fremtid. 3) Selv om der bliver ca. 100.000 færre i arbejdsstyrken fra 2008-2018 som følge af et voksende antal ældre, vil der med det nuværende ledighedsniveau fortsat være et overskud af ledige. 4) Det er på ingen måde nogen videnskabelig sandhed, at en forøget arbejdsstyrke pr. automatik får lige så mange i arbejde. 5) En afskaffelse af efterlønnen risikerer dermed at forøge antallet af ledige, ikke 'kun' med 20 eller 40 procent af efterlønnerne, men med lige så mange, som ellers ville være på efterløn, idet de ledige blot flytter fra den ene offentlige kasse til den anden. 6) Ingen 'vismænd' aner noget om, hvordan den politiske virkelighed ser ud om ti år.

Tilbage står kun, at der bliver så og så mange flere ældre i de kommende år, og flere offentlige udgifter. Det følger af, at den demografiske udvikling er temmelig forudsigelig – men det er der bare ikke ret meget andet, der er på ti års afstand.

Der burde derfor være meget andet i spil end efterløn, når økonomien skal rettes op. Store årlige milliardbeløb kan f.eks. findes ved at afskaffe tvangsaktivering, ved at fjerne direkte og indirekte statstilskud til underskudslandbrug, ved at tilbagerulle skattelettelser og ved at genindføre aktieomsætningsafgiften – tiltag, der til sammen kan indbringe betydeligt mere end den usikre gevinst ved at afskaffe efterlønnen.

Summa summarum: Man kan selvfølgelig sagtens argumentere for efterlønnens afskaffelse, men den reelle argumentation handler mere om prioritering og ideologi end om profeti og nødvendighed. Enhver manglende indrømmelse heraf er ren vildledning.

Uanset vinderen af næste valg, vil der imidlertid blive ordineret mere og mere arbejde. Det er den politiske ortodoksis mantra hele vejen rundt.

Medierne messer i det store hele det samme. Måske fordi en del mediefolk har det til fælles med politikerne, at de selv har et afvekslende ønskejob. De er deres job. Kommentatorer og meningsdannere stempler aldrig ud. De er en del af det politiske spil i alle døgnets timer.

Den selvfølgelighed, hvormed arbejde og identitet sammenblandes af arbejdsheste i politik og presse, projiceres ud på alle andre. Men der er mange, for hvem arbejdet ikke er meget andet end indtægtskilde, måske ligefrem et nødvendigt onde.

Det fatter Løkke, Thorning og mange af de offentlige meningsdannere imidlertid ikke – for dem er arbejdet selve livets drug.

Det skal sågar være et fuldtidsjob at være arbejdsløs. Du skal stå til rådighed for hvad som helst. Søge jobs, der ikke eksisterer, eller som du ikke har en jordisk chance for at få. Gennemføre idiotkurser, mens kursus-udbyderne skovler penge ind på din ledighed.

Politikeren tror nemlig, at ledighed er den lediges identitet, ligesom politikerens 'job' er en identitet. Og du skal pinedød arbejde mere for at forbruge mere, så væksten stiger, for så er der mere arbejde, så du kan forbruge mere, så ... osv.

Få stiller spørgsmål ved logikken og dens langsigtede konsekvenser. Er der slet ingen grænser for vækst? Hvor meget mere kan befolkningerne i de rige lande æde og forbruge i en verden, hvor ressourcerne udpines, og naturen reduceres til isolerede reservater?

Lad os bryde tabuer og turde stille spørgsmål ved præmisserne. Ingen benægter, at vi står over for store samfundsøkonomiske udfordringer – men måske handler hele eksistensen og alle løsninger trods alt ikke kun om at fordoble forbruget og arbejde, til vi segner?

Lad os få flere bud. Lad os få visioner i spil, der ikke kun appellerer til de privilegerede arbejdsheste, tak.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 15.1.2010