Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Norske læger kritiserer Israels våben

Source:Politiken
Date:11/01-2009

Israel anvender helt nye typer våben i Gaza – våben, der mistænkes for at give de overlevende kræft.

Det siger to norske læger, der netop er kommet ud af det belejrede område efter 10 dage som frivillige nødhjælpsarbejdere.

Våbnene er de såkaldte DIME-bomber, der virker med meget stor kraft i en meget lille radius. Folk inden for få meter af sprængningen bliver dræbt eller får store skader – for eksempel kan deres ben blive revet af. Lidt længere væk får folk skader af bittesmå partikler, der trænger dybt ind i deres krop.

»Det er et ideelt mordvåben, fordi det kun virker i en radius på måske ti meter og derfor ikke giver mange følgeskader. Problemet er, at i Gaza er der altid nogen tæt på«, siger medicinprofessoren Mads Gilbert, der er kirurg ved den uafhængige hjælpeorganisation Norwac.

Sprængmaterialet er radioaktivt
Mads Gilbert og kollegaen Erik Fosse, der er formand for Norwac, kom ud af Gaza i går aftes med en ambulancekonvoj, mens to kolleger kørte den anden vej. Fosse og Gilbert sad yderligere en halv dag fast ved den egyptiske grænse, men kunne her til formiddag holde en pressekonference i den egyptiske by El Arish.

Problemet med DIME-våben er, at en wolfram-legering i våbnet er kræftfremkaldene, og de overlevende har stor risiko for at udvikle kræft. Det amerikanske sundhedsministerium har således påvist, at rotter har meget stor risiko for at udvikle kræft af de bittesmå partikler i løbet af 4-6 måneder.

Israel har tidligere nægtet, at landet bruger det kontroversielle våben, der udfordrer de internationale konventioner.

Den israelske avis Haaretz skrev i 2006, at Israel brugte DIME-bomber under en kortvarig offensiv i Gaza, men Israels hær nægtede at bruge det omdiskuterede våben.

Skaderne er typiske for DIME-bomber
Lægerne Erik Fosse og kollegaen Mads Gilbert, der er professor i anæstesi, understreger, at det er første gang, de ser skaderne fra DIME-bomber.

»Men vi har studeret emnet, og skaderne svarer præcis til det, der er beskrevet i videnskabelige tidsskrifter. Blandt andet ved vi, at der ikke var skader fra sprængstykker i murene omkring de steder, bomberne sprang, og det er typisk for DIME-bomber. Vi ville meget gerne følge de sårede i nogle måneder, for vi frygter, at de vil udvikle kræft. Men lige nu er det meget svært at lave noget med sikkerhed, fordi der er så stor forvirring inde i Gaza«, siger Erik Fosse der er professor i thoraxkirurgi.

Har ikke set skader fra hvid fosfor
Derimod kan de ikke bekræfte rygterne om, at Israel anvender et andet våben, der er på kant med internationale våben, nemlig hvid fosfor.

»Vi har set de karakteristiske skader fra hvid fosfor før, men ikke i denne konflikt. Så vi har ingen garanti for at tro andet end at det kun er blevet brugt som røgslør og ikke i direkte kamp«, siger Erik Fosse.

Men alene den formodede afprøvning af DIME-bomber er nok til at harme de to læger

»Det smerter mig at sige det, men man spørger sig selv, om Israel anvender Gaza som et stort laboratorium for nye våben«, siger Mads Gilbert.