Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Alt for bekostelig krig

Source:nordjyske.dk
Author:Karl Maksten
Date:19/01-2011

AFGHANISTAN: Et stort og bredt flertal fra de fleste af folketingets partier har bakket op om den besynderlige og bekostelige krig, som Danmark fører i Afghanistan.

Når man i øvrigt ser bort fra, at der er tale om sprængfarlig og kostbar krigsførelse, er det store flertal på den ene side et fremragende eksempel på solidt politisk samarbejde, men på den anden side er det yderst bekymrende, at så mange ansvarlige politikere kan bilde sig selv og hinanden ind, at det overhovedet er tilrådeligt for Danmark at involvere sig i en absolut menings- og nytteløs krig, hvor der slet ikke i overskuelig fremtid er mulighed for en fredelig løsning og udgang.

Vi har for nylig kunnet se krigsfilmen "Armadillo" på tv. I forbindelse med den debat, der fulgte, skriver journalisten Lone Kühlmann i dagbladet Information bl.a.: "Der blev ikke talt om, hvad krigen koster det danske samfund i kroner og ører. Det kunne ellers være et interessant tema i den kommende valgkamp. Men det bliver det næppe".

Mens Danmark de senere år har kæmpet og stadig kæmper mere eller mindre bravt og målrettet for at overleve den økonomiske krise, vi er havnet i, postes der stadig ud med svimlende millionbeløb til den absolut meningsløse krigsførelse i Afghanistan.

For at Danmark har kunnet få råd til eller tager sig råd til at tage del i den førte krig og derved tækkes de andre Nato-samarbejdspartnere, må vi skære ned på rent basale og nødvendige behov i vort samfund.

Prisen er enorm, ja, den er alt for høj!

Mens det er vanskeligt at få øje på noget gavnligt eller positivt ved den førte krig, er det tydeligt for enhver, at de store millionbeløb kunne være anvendt til noget gavnligt og nødvendigt herhjemme.

Der er gode formål nok.

Landets kommuner kæmper en anden slags krig for at holde og beskære budgetterne, så de f.eks. har måttet ty til noget så drastisk, ja desperat, som at lukke skoler, de skoler som netop var landsbyernes kulturelle hovedhjørnesten.

Som en art krigsskat har også vort lands sundhedsvæsen måttet holde for, så sygehusvæsenet ikke kan bevare de sygeplejersker og andre ansatte, som der rent faktisk er brug for, for at de kan bestride de opgaver, der foreligger.

Også plejesektoren har måttet holde for og bliver beskåret helt urimeligt, så de gamle og plejekrævende ikke kan få den pleje, der er nødvendig, og som de rent faktisk har krav på.

Som om den rent økonomiske side af den alt for bekostelige krig i Afghanistan ikke var nok at pege fingre ad, så kommer dertil omkostningerne ved alle de døde og sårede soldater.

Muligvis findes der militærfolk eller krigsgale soldater, som ser krigsførelsen som en mulighed for at lære alt det interessante krigsværktøj at kende og blive kloge på at bruge det.

Men den lærdom eller begåede dumheder medfører ufattelige menneskelige omkostninger.

Mange berørte familier har fået en af deres kære fragtet hjem i en ligkiste, mens andre familier har fået hjemsendt et familiemedlem, som enten på krop eller sjæl har fået sit liv ødelagt for altid.

Det er vanskeligt at finde nogen undskyldning overhovedet for at fortsætte krigen i Afghanistan.

Vi må i den forestående valgkamp forlange af alle ansvarlige danske politikere, hvis de ønsker valg, at de må sørge for, at Danmark, så hurtigt det kan lade sig gøre, trækker sine soldater væk fra krigsområdet. På ethvert område har omkostningerne været alt for høje.

Vi vil fred her til lands!