Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Hvis det regner, skal du blot lade arbejderne sove i stalden.

Source:avisen.dk
Author:Maja Korshin
Date:03/02-2011

Lad din østarbejder sove i stalden. Sådan lød rådet til landmænd på en af Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmesider, indtil siden blev pillet af i sidste uge.

Det lyder som et godt råd fra det forrige århundrede. Men det er det ikke.

Det er et af de råd, Arbejdsmarkedsstyrelsen i flere år har givet landmænd, der søger billige bærplukkere fra Østeuropa gennem hjemmesiden seasonalwork.dk.

Se hjemmesiden i PDF format

Staldly - kun i heftig regn?

Helt præcist lød rådet således: "Det er en fordel, hvis der er en stald til rådighed, hvor de ansatte kan overnatte i tilfælde af heftigt regnvejr."

Bærplukkernes fagforening 3F er rasende over indholdet.

"Rådene er nedværdigende. En stald? Det er forkasteligt at se den slags fra en offentlig myndighed, der bør være neutral," siger Morten Fischer Nielsen, der faglig sekretær i 3F's Grønne gruppe.

"Den hjemmeside har rådgivet landmænd i flere år, og de har brugt rådene. Det har gjort vores kamp for ordentlige arbejdsforhold meget hårdere," siger han.

Smid brokkehoveder ud

Det var først, da Arbejdsmarkedsstyrelsen i sidste uge fik kritiske henvendelser, at styrelsen valgte at ændre hjemmesiden, der også opfordrede de danske landmænd til at smide østarbejderne ud, så snart der "opstår utilfredshed eller uoverensstemmelser."

"Det råd vil en arbejdsgiver måske forstå sådan, at han bare kan smide ansatte på porten, når de beklager sig over for eksempel at skulle bo i en stald. Det er ganske enkelt forargeligt, uanstændigt og uværdigt. Den slags presser løn- og arbejdsforhold i den forkerte retning," siger næstformand i LO, Lizette Risgaard.

I Arbejdsmarkedsstyrelsen, der hører under Beskæftigelsesministeriet, erkender centerdirektør Berith Madsen, at de gode råd aldrig burde have fundet vej til styrelsens hjemmeside.

"Vi beklager dybt,", siger hun.

"Vi er rigtig glade for, at 3F har henvendt sig og har fortalt os, at den hjemmeside ikke er hensigtsmæssig. Det har de fuldstændig ret i. Hvad der er ordentlige arbejdsforhold, må arbejdsmarkedets parter selv klare. Det skal vi ikke blande os i. Vi strækker våben," siger centerdirektøren.

Det får dog ikke LO's næstformand til at holde igen med kritikken.

De tænker som herrefolk

"Den hjemmeside lugter langt væk af en regering med herrefolksmentalitet, hvor grådighed ingen grænser har. Det er helt utilstedeligt, at en regering støtter arbejdsforhold, der hører til i 1800-tallet. Den hjemmeside er pinlig for regeringen. Den underminerer de gode arbejdsforhold, vi har kæmpet os til de seneste hundrede år," siger Lizette Risgaard.

Hjemmesiden har også i årevis rådgivet østarbejderne om den løn, de kan forvente. Seks kroner per kilo bær, hvilket ifølge styrelsen svarer til 104 kroner i timen.

Men mindstelønnen er efter overenskomsten 129 kroner i timen. Det glemte styrelsen at oplyse om.

Se hjemmesiden om løn her i PDF format

Samtidig er det ifølge bærplukkernes fagforening 3F urealistisk, at selv en trænet arbejder kan plukke nok kilo bær på en time til at tjene en timeløn på 104 kroner.

"Det kan da godt være, at en trænet bærplukker kan komme op på den timeløn, når bærrene er store og saftige. Men det er de bestemt ikke hele sæsonen," siger Morten Fischer Nielsen faglig sekretær i Grøn Gruppe.

Pinligt for regeringen

Jurist og ekspert i arbejdsret Stephan Agger fra LO siger, at rådene om at udvise ballademagere strider mod reglerne på det danske arbejdsmarked.

"Det er simpelthen ikke i overensstemmelse med dansk arbejdsret at bortvise ansatte, bare fordi de er utilfredse, eller fordi der opstår uoverensstemmelser," siger han.

Lønmodtagernes Hovedorganisation:
"Det lugter langt væk af en regering med herrefolksmentalitet, hvor grådighed ingen grænser har. Det er helt utilstedeligt, at en regeringen støtter arbejdsforhold, der hører til i 1800-tallet."