Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Kulturen bag unge udlændinges kriminalitet

Source:hizb-ut-tahrir.dk
Author:Sabahat Ahmed
Date:17/03-2011

Debatten om muslimer har haft mange former i Danmark, særligt de sidste to årtier. Den har spændt sig fra spørgsmålet om kvinders påklædning, til børns faste og fra karikaturer til radikalisering. Et af de mest fremtrædende i nyere tid, har været bandekonflikten og "muslimernes" kriminalitet. Nærværende skrivelse vil beskæftige sig med netop denne debat, og belyse det reelle forhold mellem unge udlændinges kriminalitet og det, der er årsag til at en lille del af muslimernes børn er havnet i det kriminelle miljø på lige fod med rockere, pushere og tyveknægte.

Bandekonflikten

Ifølge rapporten Statusrapport for 2008 om kriminalitet forøvet af rockere og bander blev den nuværende konflikt for alvor sat i gang den 14. august 2008, da et ukendt antal gerningsmænd skød mod 16 unge med anden etnisk baggrund foran et pizzeria i Tingbjerg i København. I alt blev der affyret 29 skud, og en 19-årig mand blev dræbt. Siden eskalerede konflikten, og frem til dags dato er status 6 dræbte og 58 sårede i 109 skudepisoder (Berlingske 24.10.09).

Situationen medførte efter al forventning en hel række af reaktioner fra medier og politikere såvel som den almene borger. Indre bys gader og stræder blev utrygge at færdes på og Nørrebro blev synonym med overraskende skud. Karakteristisk for konflikten og det politiske klima relateret dertil, var at fokus på en påfaldende skæv måde blev lagt på de bander, der primært udgjordes af 2. generations udlændinge og deres adfærd blev direkte koblet til deres kulturelle baggrund. Justitsminister, Brian Mikkelsen udtalte i den forbindelse, den 15. marts 2009: "Vi har ret til at beskytte vores land mod udlændinge, som bærer skarpladte våben. Det her lyder meget nationalistisk, men jeg siger: Ud af vores land" (Information 26.03.10).

Faktalink, et netbaseret tidsskrift, skriver at Kirsten Hviid, der har forsket i kriminelle grupperinger, påpeger at det hovedsageligt er indvandrerne der har fået skylden for konflikten. Hun forklarer dette ved blandt andet at fremhæve to årsagsfaktorer: (…)heller ikke politiet og politikerne har tilstrækkeligt styr på, hvem de kriminelle indvandrere er, og at det betyder, at bekæmpelsen af bandekriminalitet bliver rettet imod hele befolkningsgruppen i form af blandt andet skrappere udvisningsregler(…)Det, medierne og politikerne diskuterer i relation til bandekrigen, er unge med anden etnisk baggrund end dansk, og en del af den lovgivning, der præsenteres som et middel mod bandekrigen, er ligeledes alene rettet mod personer med anden etnisk baggrund end dansk eller uden dansk statsborgerskab.

Det betyder, at fokus på de kriminelle unges kulturelle baggrund, som en forklaring, skærper de retslige tiltag og stigmatiserer en hel befolkningsgruppe og dens kultur. Manglen på danske værdiers tilstedeværelse i disse 2. generations udlændinges liv, bliver en del af forklaringen på deres marginalisering og kriminelle løbebane.

En undersøgelse af bandernes historiske forløb og voldskulturen i Vesten viser, at forholdet mellem 2. generations udlændinge og den kapitalistiske kultur er hovedårsagen til kriminalitet.

En voldskultur

Glorificeringen af vold har gennem tiden fundet større og større indpas i de vestlige samfund. Der er med tiden fremkommet en kultur, hvor vold som middel eller trend, har fundet forskellige nicher i samfundet, hvorigennem det praktiseres, og hvis ikke, så accepteres. Dette sker blandt andet gennem Hollywoods produktion af film, der bruger volden som et kommunikationsmiddel, og giver følgende besked: Dette er cool!

Parallelt har disse film også formået at normalisere og ophøje den kriminelle livsstil i sig selv, hvor faren ved at føre dette liv glamouriseres og dens luksus fremhæves som opnåelig og attråværdig. Eksempler på sådanne produktioner er utallige; få kan nævnes her som illustrationer: Godfather-filmene formåede at sætte mafia-livet og en entreprise, der hviler på narkohandel og mord, i et lys hvor det i sig selv blev spændende, og hvor Don Carleone ikke længere er en ond morder og narko-don, men en mand af principper, der bekæmper et uretfærdigt system. Legitimeringen af mafia-stilen og glorificeringen af livsstilen er tydelig.

På samme vis har vi produktioner som Scarface og Quentin Tarantinos produktioner som Pulp Fiction og Kill Bill, der hylder ekstremvold og kriminalitet. Tarantino udtaler ironisk nok selv: ”Jeg er stor fan af action og vold i biografen. Det var derfor, Thomas Edison opfandt videokameraet - fordi vold er så godt. Det berører publikum meget - de ved, de er i færd med at se en film”. (Politiken, 13.01.2010)

Disse Hollywood produktioner følges løbende op af andre film, serier eller reality-programmer, der hele tiden reklamerer for og normaliserer eksistensen af vold og kriminalitet. Værdier udspringer med tiden fra disse film og fra den vestlige kultur, som ligger til grund for, at disse film overhovedet produceres, og fører til at opfattelser, som Carpe Diem (fang nuet/lev i nuet) og lev stærkt, dø ung bliver livs-kodeks for unge, der søger den samme livsstil i den virkelige verden.

Et rigtig godt eksempel er filmen Blood In, Blood Out, der bevæger sig rundt om bandekulturen, dens livsstil og indirekte hylder det hårde liv, som de kriminelle fører. Om end størstedelen af livet foregår bag tremmer, formår filmen at gøre tilværelsen attråværdig; magtforholdene og adgangen til penge er en tiltrækningsfaktor. En film, der ligger uhyggelig tæt op ad virkelighedens bandekultur.

Ganske vist har man i Danmark forsøgt at rette fokus mod at unge udlændinges kriminalitet, skyldes deres kulturelle baggrund navnlig den islamiske kultur, men ser man på bandekulturens oprindelse og virkelighed, vil man finde at den primært begyndte i USA.

De første bander opstod i USA i 1800-tallet og mange af banderitualerne i dag har deres rødder i den periode. I New York i 1865 blev der registreret tilstedeværelsen af jødiske, italienske, afroamerikanske og irske bander – ingen muslimske. Kinesiske bander kom frem i Californien i midten af 1800-tallet.

I 1840 og frem til 1870 blev mord en måde at teste, hvor barske banderne var, og mord blev benyttet som en optagelsesprøve for at blive medlem af en bestemt bande. Stoffer som morfin og kokain blev en naturlig del af bandemiljøet. Volden eskalerede. (Faktalink).

Efter 2. verdenskrig var medlemmerne yngre, og bandemedlemmerne bestod generelt af ikke-hvide. Narkotiske stoffer blev til et offentligt anliggende, skydevåben blev hyppigere brugt og bandestrukturen blev mere fast.

Kravet om hævn blev håndhævet efter en ubøjelig regel om bandeloyalitet. Bandemedlemmerne brugte skydevåben, knive og hjemmelavede våben. De stoffer, der normalt blev brugt, var alkohol, marihuana og heroin (Faktalink). Tilhørsforholdet til banderne fandtes i sikkerhed og beskyttelse, indflydelse, kvinder, magt samt hurtige og mange penge og narkohandel. Dette gør sig stadig gældende i dag.

Siden 1980'erne er antallet af ungdomsbander og deres medlemmer steget eksplosivt i USA, og antallet af de banderelaterede forbrydelser stiger. I 1996 var der 31.000 bander i USA med 846.000 medlemmer.

Afroamerikanerne i USA har gjort sig markant fremtrædende i bandekulturen, hvoraf rap har været deres primære kommunikationsform. Stort set alle rappere har haft forbindelse til bander; enten frivilligt eller ufrivilligt.

Mordet på rapperen Tupac Shakur er et godt eksempel og det samme var hans forbindelse til banderne, der i sidste ende førte til hans død.

Rappernes stil, livsform og musik er blevet promoveret som et gode, og et symbol på gode penge og derigennem har legitimeringen og glorificeringen af bandekulturen også fundet sted. Særligt for de afroamerikanske unge, der lever i et samfund, der kalder dem for amerikanere, men diskriminerer dem i det praktiske liv. Kvinder, hurtige penge og narko er alt sammen noget, der betragtes som fed livsstil. Harlem, Bronx og New Yorks natteliv dækker alle over bandernes færden.

Mantraet Lev Stærk, Dø Ung realiseres i disse gader og stræder og opfattelsen udleves til fulde indtil skuddet rammer en, og sætter en brat stopper for et alt for ungt liv.

Bandemedlemmernes alder falder forsat med tiden, og både i England og USA er det ned til 10-års alderen. De går i grupper, fungerer som stik-i-rend drenge eller udfører hårdhændet kriminalitet i form af overfald, seksuelle krænkelser, narko-indtagelse og decideret tortur af tilfældige.

Den britiske rapport om bandekriminalitet fra 2009 Dying to belong fremlægger rystende tal for udviklingen af banderelateret kriminalitet blandt unge. Alene i London har politiet registreret 171 bander. Af alle 10-19årige er 6% medlem af en bande og i Manchester og Liverpool var 60% af alle skyderier banderelateret. I løbet de sidste 5 år er antallet af unge under 16år, der havner på hospitalet med alvorlige knivstik steget med 89 procent og der er en stigning på 75% blandt ældre teenager. Mellem 2002 og 2005 steg antallet af skolebørn der bar kniv med 50%.

Senest har medierne i England skrevet om den tragiske sag i Doncaster, hvor to brødre på henholdsvis 10 og 12 år torturerede to drenge på 11 og 9 år. Sagen har bragt en følelsesmæssig og politisk storm i England, hvor Tory-lederen David Cameron udtaler følgende; Vi har haft stigende voldskriminalitet og jeg mener, at det er forkert at sige, at hver eneste af disse hændelser bare finder sted uden at der på en eller anden måde er nogen forbindelse til det, der er ved at gå galt i resten vores samfund.

Bemærk at Cameron selv påpeger, at der er noget grundlæggende galt i selve samfundet, og at de hændelser med voldskriminalitet, der finder sted, ikke kan betragtes som isolerede sager. Udtalelsen kommer med en rammende observation, men den kommer meget sent i forløbet med den stigende kriminalitet og vold, hvor begge dele har været voldsomt stigende i England de sidste mange år. Sager om knivdrab, grove krænkelser eller overfald selv på skoler er ved at være hverdagskost.

Samtidig viser sagen fra Doncaster, at der eksisterer et voldsomt brud mellem børn og unge og det system, der har til formål at varetage dem. Børnene og de unge lades i stikken, hvor løsningen af deres problemer overlades til dem selv, hvorved de finder disse løsninger gennem abnorme eller voldelige adfærdsmønstre. Sideløbende hermed pumpes de med voldskultur fra film og musik, der går hen og bliver en adfærdsnorm i sig selv, hvorved den normaliseres samt efterleves blandt disse.

Banderelateret kriminalitet og vold generelt fylder en skræmmende andel af årsagsforklaringen bag de mange unges dødsfald i USA:

I 2006 blev 5958 unge mellem 10-24 slået ihjel, hvilket svarer til 16 om dagen. Mord var den anden primære årsag til død blandt unge mellem 10-24 år, og ud af disse blev 84% dræbt af skud.  I 2007 blev i alt 668.000 unge behandlet på hospitalerne for voldsrelaterede skader og over en 30dages periode havde 18% af alle unge båret våben en eller flere gange (National Gang Center).

Et godt eksempel på, hvordan voldskulturen synker ned i samfundet i Vesten og rammer særligt de unge, er musikindustriens magt over sine lyttere. Musikken har gennem bands og popsangere formået at sprede voldelige tanker og budskaber, der har bevirket at en betydelig andel af de, der lytter til indholdet, handler ifølge det. I Mexico er 13 musikere blevet dræbt over halvandet år, og mordene skyldes blandt andet deres sange. Sange som hylder narkoforbrydere og som er med til at fremavle en voldskultur, der ikke bare rammer musikerne selv, men også de unge og samfundet generelt. Heavy Metal og deslige er ligeledes med til at skabe en formørkelse. Gennem rap foregår en decideret forherligelse og romantisering af rapkulturen og den bandekultur, der er knyttet dertil.

Alt i alt viser det, at voldskulturen favner bredt blandt de unge i Vesten, og indtil videre har der ikke været spor efter islamisk kulturs tilstedeværelse i nogen af de nævnte sager eller problemstillinger blandt unge. Tværtimod viser den kun konsekvenser af vestlig voldskultur.

Det kulturelle værdigrundlag bag voldskulturen

Den ideologiske teoridannelse i kapitalismen er funderet på et hav af filosoffers tanker, der alle hver for sig eller i forlængelse af hinanden, har behandlet tanken om bl.a. mennesket i samfundet og fællesskabet. Det, der i denne sammenhæng er interessant er de tanker, der har forårsaget og dannet fundamentet for den voldskultur og bandekultur, der præger samfundene.

Denne opgave er bred og tidskrævende i sig selv, og derfor vil der herunder følge en fremhævelse af nogle udvalgte centrale opfattelser i den kapitalistiske ideologi, der viser den sammenhæng der er mellem de unge muslimers kriminelle adfærd og den kapitalistiske kultur. Med andre ord; det er den kapitalistiske kultur og dens værdigrundlag, der er den direkte årsag til deres kriminelle adfærd.

En central idé i kapitalismen er ideen om nytte, der ved utilitaristerne udtrykkes ud fra den opfattelse, at en handling er moralsk god, når den forøger summen af velfærd. Problemet er bare, at der i kapitalismen ikke er en definitiv eller universel definition på hvad denne velfærd præcis er og hvorledes den opnås. Tværtimod er denne afgørelse gjort afhængig af relativisme. Det vil sige at velfærden skifter karakter under forskellige forhold, og dermed bliver den moralske handling også relativ. Dette medfører et naturligt problem; hvis det er op til mennesket selv at afgøre forøgelsen af velfærd, så vil nytten skifte karakter alt efter hvem der afgør dette.

Sat på en spids vil det sige, at et bandemedlem i jagten på maksimal udbytte af narkohandel kunne argumentere for, at det er forsvarligt at skyde modstanderen, for at sikre maksimum fortjeneste, fordi velfærd i hans optik er omsætningen og ikke varetagelsen af menneskeliv.

Når en så bred opfattelse omkring centrale forhold i samfundet eksisterer, er der nogle mekanismer, der igangsættes i mennesket og samfundene. Afvisningen af at der eksisterer én gyldig sandhed og anerkendelsen af relativisme, betyder at vi kun bevarer vores egne forskelligartede og flydende perspektiver, der igen ikke har en fast og defineret målestok. Dermed bliver det enkelte menneskes personlige syn gyldig samt en legitimitet i sig selv. Dermed bliver individet sit eget centrum, hvor alle handlinger måles ud fra materielle målestokke og søgen efter maksimum velfærd.

Denne velfærd er på grund af sin manglende definition en elastisk størrelse, det kan være alt fra maksimum forøgelse af penge, lyst, nydelse, materielle former til relationer og deslige. Alt sammen er op til den enkelte at afgøre, og overmennesket, som er den, der er kommet frem til, at alle universelle værdier er tomme og dermed ugyldige, har ikke længere en konkret målestok at handle eller vurdere ud fra.

Dette fører igen til en relativisme i spørgsmålet om rigtige/forkerte værdier og det bliver op til individet at definere disse værdier ud fra sin egen individuelle opfattelse, hvilket bliver legitimt i sig selv. Dermed er ethvert menneskes handlinger legitimeret ud fra denne relativistiske tilgang og den bliver adfærdsdannende og fundamentet for menneskets opfattelser om måden at leve livet på. Konsekvenserne er, at abnormiteter som sodomi normaliseres, kriminelle personligheder, som Jønke, bliver mediefigurer som politikere refererer til i den offentlige debat. Herudover bliver handel med narko samt bandekriminalitet en naturlig del af samfundslivet.

Det postmoderne samfunds pluralisme og ekstreme relativisme er netop et klart udtryk for dette, og manglen på definitive definitioner på værdier fører til, at ’’alle værdier’’ er gyldige værdier, så længe nytten eksisterer.

Nytte-opfattelsen har altså i ledtog med den kapitalistiske frie markedsopfattelse igangsat et profitsyn, der medfører, at alt der fører til udveksling af vare eller serviceydelser, er legitimt i sig selv. Eftersom der ikke er klare definitioner på hverken den gode moralske handling eller de rigtige værdier, medfølger der en nytte-mekanisme, hvor alt der fører til indtjening, er legitimt. 

Manglen på de konkrete universelle værdier har i ledtog med nytte-tanken gjort, at forskellige former for varer og serviceydelser er dukket op og har normaliseret disse, fordi fokus hele tiden er på mulighederne for profitforøgelse. Dette fokus medfører, at nye kunstige værdier skabes, som alle kan medføre mere profit. Når profitten stiger er næste skridt igen at finde nye måder at forøge profitten på, fordi målet i sig selv er profitforøgelse.

Produktionen af voldshyldende musik, som i eksempelet fra Mexico, eller rap-musikkens glorificering af bandekulturen, er naturlige konsekvenser af disse fundamentale tanker i den kapitalistiske kultur.

For eksempel vil tanken om at udstille kvinder for at forøge indtjening medføre, at en offentlig mening som udgangspunkt ville tage afstand fra denne type af vare og serviceydelse. Men på grund af de elastiske og relative værdier, argumenteres der for denne ydelses gyldighed ud fra et kapitalistisk frihedsprincip, der helt fundamentalt er den vestlige kulturs kerne.

Frihedsprincippet siger, at kvinden har retten til at bestemme over sin egen krop og har derfor også retten til at sælge den. Samtidig vil legitimiteten i selve handlingen findes ved profittankegangen. Gradvis bliver det abnorme eller perverse til en normalitet, og nye værdier bliver en del af kulturen. Værdier som på grund af nytten, profitten og friheden synker ned i samfundet forklædt som forskellige former for normal adfærd og normal tilbøjelighed.

Narko, prostitution, handel baseret på alkohol, brugen af børn og unge i reklamer med seksuelle undertoner, afklædte kvinder og mænd, frie og skiftende forhold, der ikke holder mere end et par timer, unge der er smittet med vestlige værdier, som hurtige penge, mange kvinder og narko tilslutter sig kriminelle miljøer – alt sammen er resultater af fokus på nytte og profit.

Disse livsformer smitter af på medlemmer af samfundet og breder sig som accepterede måder at leve livet på og de værdier der opstår med disse nye livsformer adopteres af medlemmerne. Præcis som vi ser det hos de unge bandemedlemmer, eksisterer en større loyalitet overfor deres bandeledere og fællesskab frem for sharia´ og Allah .

Derfor er det ikke underligt, at når vores muslimske unge færdes i de vestlige samfund og åbner sig for vestlig kultur og integrere sig i den, smittes med disse tanker, behov og adfærd og dermed søger præcis den samme form for tilværelse som ikke-muslimen. Derfor er det ikke underligt, at når de unge smittes med den kapitalistiske relativisme og nytten, begynder de at trække grænsen for det tilladelige længere og længere ud. Gradvist bliver de opslugt af denne vestlige kultur.

Integrationen er lykkes gennem denne indslusning af nogle af muslimernes børn i den kapitalistiske kultur, hvor de bevæger sig ud i banderne for at opnå den samme hurtige profit, nydelsen, luksus-goder og kvinder gennem kriminalitet og virkelighedsflugt gennem narko. 

Derfor ser vi en voksende vestlig subkultur, navnlig bandekulturen, tage mere og mere form og i højere ligne den amerikanske model. En model, med skyderier på åben gade uden ansvar for andres liv, hvor narkohandel bliver et omdrejningspunkt for loyalitet og overlevelse og hvor forskellige modpoler opstår, som bekæmper hinanden om et gunstigt økonomisk marked. Alle kneb gælder!

Den offentlige opinion samt den politiske diskurs viser tydeligt, at det forkerte fokus på årsagen til fænomenet bander og kriminalitet har flyttet opmærksomheden væk fra det virkelige problem nemlig den vestlige kulturs værdier og livsformer, der er en direkte årsag til eksistensen af bandekriminalitet og den voksende voldskultur. Man bør i hvert fald ikke være blind for David Camerons perspektiv; Vi har haft stigende voldskriminalitet og jeg mener, at det er forkert at sige, at hver eneste af disse hændelser bare finder sted uden at der på en eller anden måde er nogen forbindelse til det, der er ved at gå galt i resten vores samfund.

Artiklen blev første gang offentliggjort  februar 2010