Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Danmark hjælper diktatorene til våben

Source:information.dk
Author:TOM VILMER PAAMAND
Date:17/03-2011

Mange af de våben, som diktatorerne i Mellemøsten slagter deres befolkning med er leveret af danske rederier. Politikernes forsøg på at stoppe trafikken til betændte regimer omgås behændigt.

Mens danske politikere vrider hænder over situationen i Mellemøsten, har danske fragtfirmaer og våbenleverandører haft kronede dage. Danske firmaer har bygget granatfabrikker og militærbaser for Mellemøstens diktatorer, og kampvogne og ammunition er leveret med danske skibe. Og firmaerne er stadig på jagt efter nye ordrer.

I februar var danske firmaer med på regionens største våbenmesse, The International Defence Exhibition, hvor generaler kunne se det nyeste militærgrej i flotte opvisninger. Fra Danmark udstillede Composhield, Covidence, Metrik Simulation, Seqtor Reson og Systematic med diverse former for overvågningsudstyr.

Overvågningsudstyr er i høj kurs, når befolkninger skal holdes nede og danskere er dygtige til kontrol og overvågning. Tidligere chefpolitiinspektør Kai Vittrup stod i spidsen for diverse humanitære politimissioner i Afghanistan og Kosovo. Nu arbejder han med grænsekontrol for Saudi-Arabien, ansat af et privat sikkerhedsfirma.

USA både sælger og giver våbenstøtte for milliarder til Egypten, Saudi-Arabien og andre golfstater. Tidligere fik også Saddam Hussein god våbenhjælp, før USA besluttede, at diktatoren var blevet for stærk og skulle afvæbnes. Mindre kendt er det, at også danske firmaer bevæbnede diktatoren i Bagdad for milliarder i form af krigsskibe og kemiske fabrikker. Men de havde også tid til at sørge for, at Mellemøstens øvrige diktatorer fik deres.

Danske firmaer leverer sjældent færdige våben, men gerne dele som andre kan samle til våben.

Der er en vis kontrol med eksporten. I 2009 blev der givet afslag på eksport til Egypten, Libanon, Libyen og Israel.

De få afslag har ikke dog hindret Danmark i at opbygge en stor våbenindustri, og staten yder gerne eksporthjælp til firmaer, der vil ind på det militære marked.

Dronningens nylige besøg i Bahrain kan ses i dette lys, men tidligere besøg har haft langt mere aggressiv markedsføring. Danske firmaer har så solgt pæne cementfabrikker og mejerier, men også alt fra militærstøvler over landminer til krigsskibe. Og bygget militære bunkers, havne og flyvepladser i Mellemøsten for milliarder.

Entreprenørvirksomheden Christiani & Nielsen, med en fortid i både Nazityskland og Sydafrikas apartheidstyre, var i 1979 med til at bygge en hel flådebase for Gaddafi. A.P. Møller-koncernen byggede i 80’erne støberianlæg i Irak og Libyen. Sådanne anlæg var meget velegnede til våbenproduktion og opstillet af danske teknikere de sidste forlod først Libyen i 1992.

Våbensejlads

Danmark bidrager først og fremmest med våbensejlads, både for Danmarks allierede og til f.eks. afrikanske borgerkrige, Iran-Irak krigen og contraerne i Nicaragua. Mange danske rederier er specialiseret i dette, og Søfartsstyrelsen foreslog direkte i en rapport, at rederierne skulle satse på »nukleart gods og sprængstof«.

Under Golfkrigen i 1990-91 tjente danske rederier stort på at fragte våben for de allierede. Bagefter fik A.P. Møller en stor amerikansk orden og tjente yderligere på at sælge sine våbenskibe til US Navy. Konkurrenterne i DFDS, Elite Shipping og Mercandia arbejdede for englænderne og fik i stedet en millionanklage for oppumpede fragtrater.

I mange år var der forsøg på at regulere våbensejlads, og afsløringerne af betænkelige leverancer til alle parter i diverse krige affødte i 1991 forslag om et egentligt forbud, som der så kunne dispenseres fra.

Danmarks Rederiforening var imod en sådan indskrænkning og fik ideen stoppet.

Shippingindustrien er Danmarks andenstørste eksportindustri, så deres ord vejer tungt.

Eksemplerne står i kø

Oplysningerne om de mange våbensejladser kommer kun i medierne, når der er problemer. Alligevel er der nok eksempler at tage af.

I januar kaprede somaliske pirater det danske fragtskib Leopard og bortførte besætningen skibet var lastet med våben. Heldigvis går piraterne endnu ikke efter besværlig handel med tunge våbendele, men i stedet efter vestlige gidsler, hvor løsepengene er nemme.

Et israelsk firma hjalp i 1992 Iran med at indsmugle reservedele til amerikanske panserkøretøjer, men fragtbådene fra danske Maersk og J. Poulsen Shipping blev stoppet i Portugal.

Svendborg Enterprise er ofte dukket op i disse sager, i 1986 med illegale våben og ammunition fra Israel til Iran og i 1993 med Kalashnikov-rifler, sprængstoffer og ammunition til Yemen.

Nordane Shipping fik i 1992 fragtordre på en større last russiske kampvogne til Syrien. Justitsministeriet prøvede at stoppe sejladsen, men blev underkendt i Byretten. Syrien fik kampvognene, men rederiet blev dømt for transporten ? dog uden straf på grund af forståelig forvirring om reglerne.

Som Nordane Shippings advokat forklarede, foregår der massevis af våbentransporter gennem danske farvande, og skulle skibene hver gang søge om tilladelse til våbenudførsel, ville ministeriet drukne i papirarbejde. Og hvis man samtidig skulle beslaglægge våbnene, ville Danmark også drukne i våben …

Slutmodtager hemmelig

Yemen skulle i 1994 have leveret brugte sydafrikanske våben og ammunition via Elite Shipping. Nelson Mandela stoppede handlen, blandt andet på grund af rygter om at slutmodtageren i virkeligheden var det lige så krigshærgede Libanon. Våbenskibet var ejet af 900 danske anpartshavere, og deres rederi var sammen med J. Poulsen og A.C.Ørssleff nogle af de største specialister i våbentransport, kendte især fra Iran-Contra-skandalen.

I 1999 blev der fortsat sejlet med russiske kampvogne via Polen, denne gang af det danske rederi CEC Shipmanagement til Sudan trods en embargo.

Som direktøren forklarede, bliver »slutbrugererklæringen ikke brugt.« Dette dokument skal ellers regulere, at lasten ikke ender i slyngelstater.CEC Shipmanagement sejlede officielt til Yemen, men ifølge besætningen lossede skibet i Sudan.

CIA var indblandet i forsøget på at bremse dansk fragt af kampvogne til Sudan, men også i USA har danske shippingfolk gjort gode forretninger. En ung dansker fra rederiet Shipco Transport indrømmede i 1999 forfalskning af toldpapirer for voldsomme millionbeløb for at kunne sælge avancerede kampfly og missildele fra USA til Iran.

Flere europæiske lande måtte i 2003 opgive at stoppe en våbentransport til Eritrea og Somalia, som blev fragtet af shippingfirmaet A.C.Ørssleff, med dele til kampvogne og militært udstyr. Skibet var tilbageholdt i Holland, men stak af og leverede udstyret til Eritrea. Danske myndigheder fastholdt, at transporten ikke overtrådte dansk lov. »Der er ingen moral i det her,« forklarede A.C.Ørssleffs direktør.

Masser af smuthuller

Disse eksempler på danske våbensejladser antyder kun lidt af omfanget og Danmark er naturligvis langt fra alene på havene. Det egentlige omfang kendes ikke, for ingen myndigheder eller organisationer fører statistik over området.

Efter de mange offentlige skandaler blev der i 2004 langt om længe handlet politisk. Resultatet var en begrænset forbudsliste, der forbød danske skibe at transportere våben mellem aktuelt 18 lande de fleste i den nordafrikanske region.

Formanden for 3F’s afdeling for sømænd, Henrik Berlau, giver ikke meget for de nye regler og kalder fortsat Danmark for »en verdensmester i våbentransport«. De nemme smuthuller går gennem datterselskaber i udlandet, levering til et ublokeret naboland, fejlmærkede containere eller fusk med slutbrugercertifikatet og smuthullerne bliver brugt.

Aktuelt rystes Mellemøsten af folkelige oprør, og flere af ‘vore’ diktatorer er allerede røget af pinden. Diverse militære løsninger overvejes for at stoppe pirateri og for at hjælpe diktaturernes mulige overgang til mindre autoritære styreformer.

Ét er klart: Danmarks rolle i området har aldrig været til befolkningernes fordel. I stedet har danske skibe og danske fabrikker udrustet diktatorerne til den kamp, der nu kræver så voldsomme ofre.

Tom Vilmer Paamand er redaktør på FRED.dk