Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Støt de arabiske masser - bryd med de borgerlige

Source:marxist.dk
Author:Marie Frederiksen
Date:24/03-2011

Et flyveforbud betyder, at en fremmed magt påtvinger sin vilje på Libyen. Det er helt ABC for socialister at rejse spørgsmålet: hvem skal da håndhæve dette flyveforbud og i hvilken interesse?

De arabiske masser kæmper en heroisk kamp, hvor de satser deres liv. Hvordan den vestlige arbejderbevægelse reagerer og støtter, kan være med til at afgøre udfaldet af kampen i Libyen, og ikke mindst hvor mange mennesker, der skal dø for Gaddafis hånd.

Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet talte blandt andet om nødvendigheden af at støtte et flyveforbud. Ingen andre fra venstrefløjen gik imod dette forslag.

Mange ærlige arbejdere og unge tænker: vi må gøre noget for at hjælpe de libyske masser imod Gaddafi. Men hvad betyder et flyveforbud? I alverdens medier taler de om et flyveforbud som humanitært, men et flyveforbud, og enhver anden form for militær intervention fra de vestlige imperialistiske magter, kan aldrig blive humanitært.

Et flyveforbud betyder, at en fremmed magt påtvinger sin vilje på Libyen. Det er helt ABC for socialister at rejse spørgsmålet: hvem skal da håndhæve dette flyveforbud og i hvilken interesse?

Formanden for SFU Pelle Dam sagde, at EU må på banen. Hvordan forestiller Pelle Dam sig, at Sarkozy, David Cameron, Berlusconi og Lars Løkke kan have noget som helst progressivt formål med en militær intervention i Libyen? Eller Obama for den sags skyld? Andre fremhæver FN. Hvad er FN andet end en samling af de samme magteliter, bare på verdensplan? De selv samme der har været med til at holde hånden over Gaddafi og som har solgt våben og støttet med militærekspertise til de arabiske diktatorer i årtier.

Krig om profit

Der må ikke herske nogen tvivl – en militær intervention fra ”verdenssamfundet” handler om intet andet end kontrollen over den libyske olie. En militær tilstedeværelse i Libyen vil omgående komme i direkte konflikt med det libyske folks kamp for frihed. Resultatet vil blive som i Irak, hvor vi de seneste uger har set regeringen åbne ild mod tusinder af fredelige demonstranter. Eller som i Afghanistan, hvor præsident yderst korrupte gangster-præsident Karzai, der ”vandt” det seneste valg ved massiv valgsvindel, kun bliver holdt oppe af de vestlige væbnede styrker.

Imperialisterne frygter, at det libyske folk får kontrollen over olierigdommene, og sætter en stopper for den vestlige dominans i landet, og dermed også sætter et eksempel for masserne i hele regionen.
I Tunesien og Egypten gik henholdsvis Ben Ali og Mubarak af, før folket nåede at gå så langt som i Libyen. Det afgørende skub til begge diktatorer var, da arbejderklassen gik ind på scenen i en massiv strejkebevægelse. I Tunesien og Egypten satser imperialisterne på, at de stadig kan få en ”ordnet overgang”, at de kan standse den revolutionære bølge. De satser på at installere nye regimer, - demokratiske eller ej – der kan sikre, at den private ejendomsret, at roen og ordenen sikres, at arbejderklassen ikke får kontrollen med økonomien, med andre ord at de store multinationale selskaber kan fortsætte med at trække profit ud af landene.

I Libyen er Gaddafi blevet siddende så længe, at folket har bevæbnet sig i kampen mod ham og har overtaget flere vigtige olieinstallationer – det er den eneste grund til at ”vesten” nu bekymrer sig om det libyske folk. De vil gøre alt i verden for at olierigdommene ikke falder i hænderne på de libyske masser – skulle det ske, vil vi se de selv samme gentlemen, der nu skråler op om demokrati, sige, at det libyske folk ingen ret har til at bestemme over andre menneskers private ejendom.

Indlægget er forkortet af redaktionen.