Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Politisering af debatten om kriminalitet blandt unge udlændinge

Source:hizb-ut-tahrir.dk
Author:Ejaz Ahmed
Date:15/04-2011

Debatten om kriminalitet begået af udlændinge har igennem flere årtier været "hot topic" og med det øget fokus på bandekriminalitet har denne debat fået et nyt blus. I 2008 betegnede den nu tidligere politidirektør, Hanne Bech Hansen, kriminaliteten blandt unge indvandrere som "det største og altoverskyggende problem i den danske hovedstad".

Men spørgsmålet omkring indvandrernes kriminalitet er på flere måder blevet politiseret i årenes løb og har i store træk været med til at hænge Islam og muslimer ud.  Lad mig prøve at illustrere politiseringen af debatten gennem et par eksempler (og med nogle pointer).

Med denne begrundelse ”ondt skal ikke gøres værre” stoppede den nyudnævnte socialdemokratiske justitsminister, Pia Gjellerup, i februar 1993 en stor undersøgelse af indvandrernes og udlændinges kriminalitet. For at forstå, hvorfor Gjellerup stoppede undersøgelsen og især hvordan hun kunne slippe af sted med det, er man nødt til at forstå tidsånden i begyndelsen af 90’erne.

I den periode var anti-islam atmosfæren endnu ikke helt omsluttet samfundet. Venstrefløjen og den daværende regering var ikke gode nok til at spille indvandrer - og islamkortet, hvilket også viste sig at blive afgørende ved valget i 2001.

På trods af tidsånden var anderledes i begyndelsen af 90’erne og på trods af at Nyrup-regeringen tabte valget i 2001 på netop udlændingespørgsmålet, så var det ikke sådan, at spørgsmålet om indvandrere ikke var politiseret tidligere.

Et meget sigende eksempel på hvordan politisering af indvandrerdebatten kom til udtryk jf. den daværende tidsånd, er avisen Ekstra Bladet og dets kampagne ”De fremmede”, som bestod af en række artikler om indvandrere, der misbruger det danske ”velfærdssystem”. I foråret 1994 havde Ekstra Bladet en anden kampagne med titlen ”Romeo og Julie”, som var en historie om to unge pakistanere, der blev tvunget til at gifte sig og endte med at begå selvmord. Artikelserien startede en ophedet diskussion om tvangsægteskaber i Danmark, og i mediedebatten blev opfattelsen af mand og kone forholdet iblandt muslimer problematiseret. Det gik langt udover de såkaldte ”tvangsægteskaber” til at omfatte muslimens menneskesyn, identitet, ægteskab og generelt sociale forhold.

Ved sensationel mediedækning af enkeltsager vedrørende udlændinge og under dække af begrebet fremmedarbejdere, senere udlændinge, fundamentalister, terrorister, ekstremister og i dag radikale, begyndte muslimer i første omgang at blive ”scapegoat” for de grundlæggende sociale og kulturelle problemer, som det danske samfund druknede i.

Set i det perspektiv så har denne tendens ikke ændret sig. I forbindelse med det store fokus, der er på burka-debatten, udtalte det Radikale Venstres partileder, Margrethe Vestager: ”Problemet er, at regeringen gerne vil aflede opmærksomheden fra Danmarks dårlige økonomi, unge der ikke få en uddannelse og et sundhedsvæsen, hvor medarbejderne bliver fyret, mens patienterne står i kø. ”(Politiken, 20/1 2010)

I denne sammenhæng er det interessant at se, hvordan politikere og ministre med afsæt i populistisk og sensationel mediedækning af enkeltsager, eller nogle gange uden en reel sag og eftersigende grundlovstridigt krav om forbud – fx burka-sagen, begynder at skabe en politisk debat som i praksis fungerer som afledningsmanøvre og gør muslimer og Islam til syndebukke. Det er netop et af motiverne i politiseringen af debatten om kriminalitet blandt 2. generations udlændinge.

Den diskurs, der fandtes i debatten i 90’erne, hvor fokusset var på tvang (ægteskaber), snyd (i forbindelse med ”velfærdsydelser”) og kriminalitet (vold og trusler) bliver efter 2001 med det øget fokus på ”terror”, de nykonservatives globale korstog rettet mod Islam samt den danske regerings alliance med USA, til fokus på vold (”terrorrelateret”), værdier (islamiske ”middelaldertankegang”) og shari´a og Kalifat.

Fx sagde den forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen i 2005: ”Islam er en total livsopfattelse, der vejleder den troendes tilværelse, fra fødslen over døden til livet hinsides. På det punkt er vi nødt til at sige klart fra. Den form for islam er ikke forenelig med den samfundsorden, vi har i Danmark.” (www.kristendom.dk, 1/12 2005)

For at sætte mediedebatten i perspektiv, så kan der inddrages en undersøgelse foretaget af antropologen, Peter Hervik i 2002. Heri konkluderes det, at ud af de 800 tilfældig udvalgte artikler om religion handlede mere end 95 % om Islam. (“Mediernes Muslimer”, 2002, Peter Hervik)

En interessant konklusion i Herviks undersøgelse er, at de danske medier præsenterer muslimer som repræsentanter for traditionelle samfund. Fx er et af Jyllands-Postens gennemgående synspunkter, at muslimer kræver retten til at leve efter middelalderlige værdier. Muslimske værdier skildres som ”mørke” og som tilhørende en anden tid, mens danske værdier ses som moderne. (“Mediernes Muslimer”, 2002, Peter Hervik)

Der er dog en mindre forskel på hvordan denne politisering udlægges og samtales. I 90’erne dækkede begrebet kriminalitet over snyd i forbindelse med ”velfærdsydelser” og småkriminalitet, som overfald og trusler. I dag dækker begrebet over hårdkriminalitet altså banderelateret kriminalitet med salg af narko og åbne gadekampe med rivaliserende bander. Selvom disse fænomener finder sted og skyldes en vestlig voldskultur og selvom sociale faktorer spiller en rolle, så er der bemærkelsesværdigt blevet forsøgt at gøre Islam (altså en ”fremmedkultur”) til syndebuk.

Et tankevækkende synspunkt er følgende som justitsminister, Brian Mikkelsen, udtalte i forbindelse med bandekonflikten den 15. marts 2009: ”Vi har ret til at beskytte vores land mod udlændinge, som bærer skarpladte våben. Det her lyder meget nationalistisk, men jeg siger: Ud af vores land”.  Det odiøse er ikke, at det er nationalistisk men snarere at problemet, som skyldes vestlig voldskultur og hvor sociale faktorer spiller en rolle, bliver reduceret til at der i landet findes ”fremmedlegemer” som hvis de udvises, så er problemet løst. På den måde får ”udvisningslogikken” og den stramme udlændingepolitik en berettigelse. Den ”fremmede” og den ”fremmede kultur” manifesteret i muslimer og Islam bliver gjort til syndebuk og vestlig voldskultur og regeringens socialpolitik og menneskesyn går fri uden nærmere overvejelse.

Karaktermord på Islam og muslimerne kan kun lykkes, hvis man er i stand til at kunne ”bevise” og ”understøtte” sine meninger med noget videnskabeligt. Dermed lader denne politisering sig kun gøre ved at journalister og politikere tager udgangspunkt i statistik. Mange bemærker imidlertid ikke, at journalister og politikere forholder sig til statistik uden at analysere den.

De konstaterer altså, at tallene for kriminalitet blandt indvandrere er højere end blandt etniske danskere og derfra er der rig mulighed for at kritisere Islams menneskesyn, kvindesyn, livsopfattelser og værdier. Logikken er nemlig den, at da de fleste indvandrere repræsenteret i statistikken (selvom det ikke fremgår af den) er muslimer, så må det skyldes Islam.

Et godt eksempel på politisering af indvandrerkriminalitet med udgangspunkt i en sensationel og primitiv udlægning af en statistik, er mediernes reaktion på rapporten ”Indvandrere i Danmark 2007” udarbejdet af Danmarks Statistik. Rapporten fylder 131 sider, men medierne valgte at koncentrere sig om de 9 sider, der handler om kriminalitet. 19. januar havde Nyhedsavisen følgende overskrift på forsiden: ”Unge efterkommere er de mest kriminelle”. Det, der er interessant, er at statistikken ikke peger på, hvad der er den reelle årsag til denne kriminalitet.

Statistikker af denne art, der i sig selv bliver kritiseret for ikke at være sammenlignelig og ikke tager højde for relevante sociale faktorer, giver ikke andet end et tal. Men et tal er et tal og kan i sig selv ikke fortælle hvad der er årsagen til fænomenet eller tallet størrelse. Hvad vi herefter ser fra politikere og journalister, er en lang række af fordomsfulde og oftest hadefulde primitive forsøg på at kæde fænomenet sammen med Islam. Tallets funktion er kun én og det er at tallet gerne skal være større end det tal som viser størrelsen på etniske danskeres kriminalitet, fordi så er der videnskabeligt belæg for den hadefulde primitive logik. Jo relativ større tallet er for kriminalitet begået af udlændinge, desto mere brugbar er statistikken. Det er tallets funktion og betydning. Det er det eneste som tilnærmelsesvis er såkaldt videnskabeligt. Resten er primitiv logik!

Politiseringen af debatten om indvandrernes og udlændingenes kriminalitet viser altså følgende:

  1. Begrebet indvandrer, udlændinge og efterkommer dækker oftest over muslimer og dermed er debattens præmis, at karakterstikken ”muslim” og i forlængelse heraf ”Islam” på en eller anden måde spiller en rolle. Debattens hårde retoriske udfald samt fokus på ”kultur” og ”værdier” viser, at det faktisk spiller den største rolle.
     
  2. Legitimiteten hentes fra statistikker som faktisk er svær sammenlignelige og ikke tager højde for forskellige sociale faktorer. Derfor ser tallene højere ud blandt indvandrere. Derudover viser tallene ikke noget om årsagen til denne kriminalitet dvs. fænomenet og heller ikke noget om størrelsen på tallet.
     
  3. I debatten ses der bevidst bort fra den vestlige voldskultur, som kendes fra bandemiljøer i andre vestlige lande som fx i USA. Desuden ses der også bort fra det faktum, at sociale faktorer spiller en rolle. Og dermed ses der bort fra det faktum at værdigrundlaget bag bandekulturen og kriminaliteten ikke skal findes i en islamisk kultur men i vestlig voldskultur. Dette er den helt centrale pointe og bør været debattens omdrejningspunkt. Desuden dækkes der over, at den ghettoiseringspolitik som danske politikere og ministre har ført, samt den lovgivning der gælder på det sociale område er væsentlige faktorer, som skaber de rammer hvor vestlig bandekultur bliver en stærk identitetskilde.
     
  4. Et stærkt motiv bag denne politisering er at aflede opmærksomheden fra de reelle kulturelle og politiske problemer, som samfundet, værdierne og systemet ikke er i stand til at løse. På den måde er fænomenet pustet stort for at virke større end andre samfundsproblemer.

Muslimer er i mange år blevet fremstillet som værende en belastning for økonomien og en trussel mod det såkaldte velfærdssystem. Stereotype forestillinger af muslimer som kriminelle, terrorister, nassere, ballademagere og dovne er blevet ivrigt fremmanet af politikere og medier, hvilket har medvirket til at en håndfuld af dem er blevet håbløse.

Dermed er en meget lille del blevet presset ud i alternative fællesskaber med ulovlige metoder, for at få adgang til materielle goder, respekt og status. Myndigheder, politikere og medier har bevidst ignoreret, at det politiske klima, den hadske retorik mod muslimer og Islam offentligt, den bevidste tvang gennem lov og den eksisterende diskrimination i samfundet, har været medvirkende faktorer til at fænomener som bander finder sted blandt unge udlændinge.

De har ligeledes bevidst ignoreret, at bander som et socialt og kriminelt fænomen har fortilfælde i USA, Frankrig og Storbritannien og er dermed et vestligt fænomen. Denne subkultur finder sine rødder i den vestlige kultur hvor rap musik og film som Blood in, Blood Out (1993) og The Godfather (1972) har været stor inspiration for kriminelle bander.

Denne subkultur er stærk præget af vold, kvinder, penge og stoffer, respektløshed særligt overfor autoriteter, egoisme, materiel lykkeopfattelse, hvor livet handler om den konstante jagt efter et øjebliks sus. En jagt som med tiden bliver for enhver pris og hvor enhver grænse overskrides.

En vigtig udfordring for det muslimske fællesskab i Danmark er at udfordre den falske og primitive logik, som debatten om kriminalitet blandt udlændinge bygger på. Vi bør støtte os til de fire overstående punkter, som jeg har opridset. Disse fire punkter er nemlig grundpointerne i sagen.

Artiklen blev første gang offentliggjort februar 2010