Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Folk ser skævt til os, der ikke drikker

Source:politiken.dk
Author:Kjeld Koplev
Date:02/05-2011

Jeg har altid holdt meget af et godt glas rødvin, men med tiden drikker jeg mindre og mindre.

Det skyldes dels, at jeg ikke har lyst til at ødelægge næste dag med tømmermænd, dels at spiritus ikke siger mig så meget mere. Og da min kone får migræne af enhver form for alkohol, er vi med tiden blevet ret afholdende.

Af en eller anden grund er det ofte et problem for andre, at vi drikker så lidt. Vi bliver beskyldt for at være ’kedelige’, selv om vi sagtens kan more os uden at have drukket noget.

Vores alkoholvaner bliver ofte kommenteret, og vi føler os stærkt marginaliserede - og lidt gjort hellige. »Det må være meget svært at være på antabus«, siger vi ofte til hinanden.

Alkohol fylder mere og mere i vores liv. Vi sætter mere spiritus til livs, end de gør i lande, vi ellers sammenligner os med.

Og vi hygger os med myten om, at et par glas rødvin om dagen nærmest er sundt, hvor sandheden er den, at selv meget små, daglige mængder alkohol øger risikoen for kræft.

Vin, øl og spiritus er blevet en helt naturlig del af vores hverdag. Og vi drikker rigtigt meget. Forbruget er over en årrække accelereret fra 7 liter 100 procent ren alkohol pr. år til lidt over 11 liter.

Hvilket er langt mere end de folkeslag, vi ellers ynder at sammenligne os med. Kun russerne hælder mere inden for vesten, og der dør mændene også stadig tidligere.

De 15-16-årige har erobret verdensmesterskabet i druk. I min omgangskreds kan man næsten kun mødes, hvis der er øl, vin eller spiritus på bordet.

Og når Herning Ishockeyklub f.eks. vinder danmarksmesterskabet, skal det partout fejres med masser af fadøl, pubcrawl og Gammel Dansk, som vi så det i Sporten på tv forleden.

Det danske ’drikkeri’ begyndte engang først i 70’erne. Dengang vi skulle lokkes i EF med vintilbud på 8 kroner flasken. I begyndelsen delte vi en halv flaske vin til maden. Snart blev det til en hel, og nu kommer den dejligt billige tre- eller femliters dunk med vin på bordet hver dag.

Og ikke alene drikker vi danskere. Vi er tilmed stolte af vores alkoholvaner. Hos os hersker der ikke ’svenske tilstande’, kan vi sige til hinanden og smile huldsaligt.

Alle kan skaffe al den spiritus, de vil – eller med lethed få andre til at købe den til sig. Og alle kan købe drikkevarer hvor som helst og når som helst. Selv på landets tankstationer.

Resultatet af denne alkoholpolitik er der derimod ingen grund til at være stolte af. Venner og bekendte bliver syge. Kolleger dør alt for tidligt. Jeg og mine venner lever med en viden om, at Sundhedsstyrelsen i dag kan registrere mere end 60 sygdomme, der er direkte relaterede til vores stigende alkoholforbrug.

Samlet koster vores drikkeuvaner samfundet over 11 milliarder kroner om året.

Trods alle former for oplysningskampagner og mod al sund fornuft fortsætter vi drikkeriet vel vidende, at selv meget, meget små mængder daglig spiritus øger risikoen for kræft i mund og svælg, spiserørskræft, strubekræft, leverkræft, blodpropper, hjerneblødninger, skrumpelever, åreknuder i spiserøret og betændelse i spiserøret.

For nu blot at nævne nogle af de sygdomme, der er direkte relateret til vores spiritusforbrug. Sygdomme, der alle sammen er så godt som dødelige.

Men ét er min generations drikkevaner. Vi har alligevel kun den sidste del af livet tilbage. Det er langt alvorligere, at vi er ved at tabe et par eller tre af ungdomsårgangene på gulvet. De unge 15-16-årige danskere sætter ganske enkelt i disse år verdensrekord i druk.

De lærer allerede at drikke derhjemme, og de fleste skoler, gymnasier og fakulteter på universiteter og højere læreanstalter har fredagsbar, som bliver frekventeret flittigt.

Fredagsbaren er tilmed lokkemad i forårets store annoncer fra mange af landets gymnasier, når de søger efter nye elever. Somme steder begynder ’fredagsbaren’ allerede om torsdagen. Og de unge samles ikke kun for at hygge sig, men for at drikke igennem, for at blive berusede. De drikker sig i hegnet, som det hedder i nutidssprog.

Og det er ikke kun drengene, der drikker. Pigerne er ved at komme godt med, selv om alle ved, at det nedsætter chancerne for at blive gravid og øger risikoen for spontan abort, for lav fødselsvægt og for tidlige fødsler.

Det er fint, at stat og kommuner sætter ind med lektiehjælp samt politisk og pædagogisk støtte til dem, der nu i stort tal dropper ud af gymnasierne og ungdomsuddannelserne. Men måske skulle man begynde med bare at forbyde øl, vin og spiritus på alle uddannelsessteder, så lærerstaben ikke skal kæmpe mod en halvbedøvet klasse elever.

Man kunne også sætte ind over for tilgængeligheden. Alle undersøgelser viser, at når det er let at skaffe sig adgang til spiritus, så stiger alkoholforbruget. Sætter man grænser, og indfører man restriktioner, falder det.

Svenskernes statsmonopol på at sælge spiritus viser f.eks., at begrænsninger hjælper. En progressiv og fremsynet fagbevægelse som den svenske, der tidligt gik ind i afholdsarbejdet, har også lagt en dæmper på spiritusforbruget og dermed reddet mange menneskeliv.

Tidligt gik den ud og fortalte medlemmer, at spiritussen ødelagde deres liv. »Du kan ikke overtage samfundet i en brandert«, var et slogan, der slog an i en grad, så svenskerne i dag kun drikker godt halvt så meget spiritus, øl og vin, som vi gør.

I dansk sammenhæng kunne man måske også lægge en dæmper på spritannonceringen. Tilbudsannoncerne på spiritus fylder mere og mere i dagens aviser, og stablerne med tilbudsvin breder sig i alle supermarkederne. Og endelig kunne Sundhedsstyrelsen iværksætte en anti-mobbekampagne vendt mod de drikkende, der mobber dem, der gerne vil holde sig på måtten.

Jeg kan indimellem undre mig over, hvorfor det er så svært at få sat en stopper for drikkeriet i Danmark. Især fordi Sundhedsstyrelsen gang på gang dokumenterer, hvor syge vi bliver, og hvor voldsomt disse sygdomme belaster sundhedsudgifterne.

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Hvem er det, der ikke vil være med til at bekæmpe vores alkoholmisbrug? Er det politikerne, eller er det bryggerierne, restaurationsbranchen eller vinimportørerne, der sætter hælene i?