Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Et oprigtigt råd til muslimerne vedrørende folketingsvalget anno 2011

Source:hizb-ut-tahrir.dk
Author:Chadi Freigeh
Date:11/09-2011

Lige siden medierne satte fokus på de statistikker, som viser, at flertallet af muslimerne i Danmark afviser valgdeltagelse i landet, så har flere politikere lanceret et håbløst forsøg på at lokke muslimer til stemmeurnerne til folketingsvalget.

Forsøget kom for dagen, da enkelte politikere anmodede landets imamer om at udstede en fatwa, der gik så langt som til at gøre det obligatorisk for muslimen at stemme. Til trods for at anmodningen blev afvist, som følge af nogle imamers mod og gudsfrygt, efterlader anmodningen dog klare associationer til Gaddafi og Mubarak, som havde for vane at rekvirere fatwaer fra statsautoriserede lærde; fatwaer som skulle behage de despotiske herrer frem for Alverdens Herre.

Denne anmodning kom i kølvandet på en skræmmekampagne rettet mod partiet Hizb ut-Tahrir (HT). En skræmmekampagne, baseret på løgne og injurier, for at kriminalisere partiets afvisning af valgdeltagelse i de sekulære politiske systemer. Kriminaliseringen blev forsøgt gennemført ved at skabe en falsk kobling mellem HT og primitivt hærværk mod valgplakater samt et overfald mod en folketingskandidat. Dette skyldes hovedsageligt, at HT har et produktivt islamisk alternativ til den uproduktive valgdeltagelse. Et islamisk alternativ, der i høj grad tiltaler muslimer, som ønsker at være politisk aktive for at realisere islamiske mærkesager.

Det er meget sigende, at midlerne i denne skræmmekampagne var medielystne politikere, der ikke afstår fra hverken løgn eller injurier i deres desperate søgen efter medieopmærksomhed.

Politikerne formåede siden hen at involvere nogle muslimske organisationer i valgkampen. Gennem mobiliseringen af semiislamiske organisationer, hvis foretagende finansieres af politikerne, forsøges HT’s argumenter bekæmpet, ikke med modargumenter, men med yderligere usande påstande. Det er også meget sigende, at disse semiislamiske stemmer omfatter personer med tætte forbindelser til Karzai-regimet i Afghanistan – et marionetregime, som er prototypen på det demokrati, som politikere i Danmark ønsker at etablere i den islamiske verden gennem aggressiv besættelse.

Bemærkelsesværdigt er det også, at disse organisationer fremstilles som repræsentative for muslimerne her til lands, for mens de opfordrer muslimerne til valgdeltagelse, så viser de omtalte statistikker, at det kun er en mindre del af muslimerne, der vælger at deltage.

Dette farceagtige forsøg på at lokke muslimerne til stemmeurnerne udstiller de demokratiske politikeres utilstrækkelighed, når det kommer til at markedsføre demokratiet og at overtale muslimerne til at erstatte Islam med vestlige politiske ideer.

Denne kendsgerning bekræftes pudsigt nok selv af de muslimer, som agiterer til fordel for valgdeltagelse, eftersom de ofte forsvarer deres agitation med påstanden om, at muslimerne gennem valgdeltagelse kan beskytte deres islamiske rettigheder og interesser. Disse muslimer bekræfter dermed, at deres agitation ikke skyldes en tro på demokratiets gyldighed, men fordi de har et naivt ønske om at bruge demokratiet taktisk til at virkeliggøre nogle islamiske interesser. Denne pointe understreges yderligere af, at de i deres argumentation til fordel for valgdeltagelse benytter sig af princippet om, at ”muslimen skal vælge det mindst skadelige af to onder”. Et princip, som implicerer, at demokratiet og de politiske partier grundlæggende set er et onde i modsætning til Islam.

Endelig bør det fremhæves, at disse agitationer hverken harmonerer med den islamiske jura eller den politiske virkelighed. Mens eksperter advarer mod et demokratisk underskud i samfundet, hvor befolkningens mulighed for at påvirke beslutningstagerne kraftigt reduceres bl.a. på grund af medierne, markedet og lobbyvirksomheders voksende indflydelse på de politiske beslutninger, hævder nogle naive eller bedrageriske stemmer ironisk nok, at det marginaliserede muslimske mindretal i Vesten kan påvirke beslutningsprocessen gennem et kryds omtrent hvert fjerde år.

Muslimen får fortalt, at han eller hun kan virkeliggøre interesser af signifikant betydning ved at give nogle politikere mandat til at lovgive. Parallelt med denne illusion, ser vi politikere på tværs af det politiske spektrum tage skarpt afstand fra islamiske værdier og betegne disse som regressive, barbariske, ekstremistiske, undertrykkende osv. Politikerne forlanger yderligere, at muslimen giver slip på den islamiske identitet og levemåde. Alt imens denne politiske kombination bestående af illusioner og antipati foregår indenrigs, enes politikerne om at besætte muslimske lande udenrigs. Politikerne har sågar tætte forbindelser til de tilbageværende despoter i den islamiske verden. Politikerne simulerer moral, men praktiserer dobbeltmoral i søgen efter muslimens stemme.

I lyset af de omtalte agitationer og politikernes forsøg på at lokke muslimerne til stemmeurnerne for at sikre sig selv mandat til at gennemføre deres anti-islamiske agenda, så har vi følgende oprigtige råd til muslimerne: Lad det ikke ske i jeres navn!