Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Prisen for Afghanistan-exit i 2014

Source:information.dk
Author:Ulrik Dahlin
Date:06/01-2012

Når Danmarks militære indsats i Afghanistan debatteres, må man først skyde sig igennem en mur af løgne og en retorik, der ikke har det fjerneste med virkeligheden at gøre, siger forfatteren Carsten Jensen.

For præcis et år siden forudså Carsten Jensen i et interview med Information, at de vestlige soldater var på vej ud af Afghanistan. Dengang virkede det måske urealistisk for mange, men i november 2010 besluttede NATO sig for en exitdato i 2014.

Selv om Jensen hilser beslutningen velkommen, er han utilfreds med, at krigen skal vare fire år mere:

»Det er godt, at vi skal ud. Det kan jeg kun bifalde, og jeg ved godt, at det hverken er logistisk eller politisk realistisk at trække sig ud fra den ene dag til den anden,« siger forfatteren.

»På den anden side kan jeg have en stor tvivl, om den udmeldte exitdato i 2014 er til at stole på. Men selv om den er, så har vi skrevet under på en stiplet linje, som giver carte blanche til fire års krig mere. Og dermed også carte blanche til omkring 40 flere dræbte danske soldater, 2- 300 sårede danske soldater, 2.-3.000 dræbte NATO-soldater, 20.-30.000 dræbte afghanske civile og et ukendt antal talebanere. Og som altid i en guerillakrig er der en tusmørkezone mellem civile tab og tabstal blandt vores officielle fjender.«

Vestens dyre krig

2010 blev året, hvor et flertal af den danske befolkning ifølge en meningsmåling for første gang skiftede holdning til at være modstandere af krigen.

»Der er mindre end en tredjedel af befolkningen, der aktivt bakker op bag krigen eller på nogen som helst måde tror på meningen med den,« konstaterer Jensen.

»Statsministeren sagde i sin nytårstale, at de danske tropper var et lys i mørket. Det er vi ikke. Vi er en del af mørket, en del af problemet, ikke løsningen. NATO er en destabiliserende faktor i Af­ghanistan.«

Han tror ikke, at det politi og militær, vi efterlader som garanter for en eller anden form for stabilitet, vil være i stand til at holde.

»Der er ingen stat at være loyal over for i Afghanistan. Hæren er etnisk skævvredet, politiet ikke andet end bevæbnede banditter. Når vi trækker os ud, bliver det alle mod alle. Vi har blandet os i en borgerkrig, og den vil blot fortsætte. Afghanistan vil stå i samme situation, som da taleban fik magten, nemlig i det alternativ, der hedder kaos eller religiøst diktatur. 13 års lidelser, og vi har intet opnået.«

Sådan forudser Jensen situationen i 2014. Verdens rigeste nationer vil efter 13 år med massiv tilstedeværelse og efter at have brugt billioner af kroner (12 nuller efter et-tallet, red.) ikke have forbedret vilkårene for det alt overvældende flertal af befolkningen, de 80 procent, der bor på landet.

»Krigen koster ca. 190 millioner dollar om dagen at føre. På årsbasis er det ca. 350-400 milliarder kroner, så vi agter altså at bruge over én billion kroner mere på krigen i Afghanistan frem til år 2014. Ifølge statistikkerne ligger den gennemsnitlige årsindtægt i Afghanistan på 2.000 kroner, så man kunne altså brødføde hele den afghanske befolkning på 30 mio. indbyggere frem til 2034 for det samme beløb, som vi vil føre fire års krig for. Jeg ved, det er et absurd regnestykke, og jeg vil blot sige, at krigen efter min mening ikke er mindre absurd.«

Et hangarskib i Sahara

Skal Jensen udtrykke håb for 2011, er det, at krigsindsatsen bliver et tema i en kommende valgkamp. Men han tror ikke selv på det.

»Vi trænger ellers til en diskussion af, hvad vi har gjort derude, og hvorfor foreløbig 39 danske soldater har skullet lade livet. En diskussion, hvor vi ikke svøber tingene i al muligt hykleri, fordi vi skylder de døde, de efterladte eller de sårede at lade som om, der er en mening med det hele, men hvor vi tager på os, at vi har indladt os på noget, vi aldrig skulle have gjort, og at vi begrundede det med en række løgne, som de ansvarlige ikke kan have troet på. Hvis vi virkelig for alvor ville have gjort Afghanistan til et bedre land at leve i, så var de danske tropper i Helmand et lige så velegnet redskab som et hangarskib i Sahara.«

Som eksempel peger han på udstationering af danske soldater i Helmand, som blev besluttet næsten uden debat i Folketinget. Hvis der skal være en anklagende pegefinger, og det bør der være i et demokrati, så peger den utvetydigt på Anders Fogh Rasmussen, mener Jensen.

»Udstationeringen i Helmand, det hedeste sted i hele krigszonen, har været et kynisk kalkuleret og helt privat karrieretræk, som ikke har haft noget at gøre med Danmarks position i verdenssamfundet eller politisk vigtighed. Allerede dengang har Fogh vidst, at han gik efter posten som generalsekretær i NATO, og udstationeringen kunne være en god positionering for ham.«

»I Roman Polanskis film Skyggen er der en forhenværende britisk statsminister, en let genkendelig Tony Blair, som bliver indstævnet for krigsforbryderdomstolen i Haag, fordi han tillod udleveringen af fanger til tortur. Fogh Rasmussen har gjort nøjagtig det samme, i både Irak og Afghanistan, og han har løjet for Folketinget. Han burde løbe sin fremtidige konditure i fængselsgården i Haag.«

Ideen om fremskridt

Det er sig selv et problem, at der ikke blandt de stridende kræfter i Afghanistan er nogen, Vesten umiddelbart kan holde med, selv om vi ifølge Jensen lader som om, »den umulige præsident Karzai« er vores alliancepartner.

»Der er ikke noget politisk korrekt standpunkt, når det gælder Afghanistan. Der er ikke nogen, vi i den forstand kan holde med. Der er i stedet nogle ideer og principper, som vi kan hævde burde gælde for alle mennesker, og derfor også for alle mænd, kvinder og børn i Af­ghanistan,« siger han og uddyber: »Den vestlige verden tror på ideen om fremskridtet. En idé om at omskabe verden i vores billede. Om at andre kulturer blot er forstadier til vores, og at alle mennesker ved deres fornufts fulde brug vil vælge vores samfundsmodel.«

Gennem tiden har kvinderne i Afghanistan været et af de oftest fremførte argumenter for krigsindsatsen.

»Vi har brugt kvinderne som et argument for vores tilstedeværelse. De er jo de virkelige ofre for situationen i Afghanistan. Ideelt set er kvinderne da også vores bedste alliancepartnere i Afghanistan. Men kvinderne er ikke en homogen klasse eller en samfundsgruppe, og det er et problem.«

- Hvorfor?

»Vores stumme alliancepartner – altså Afghanistans kvinder – lever jo i hver eneste familie i landet, så hvordan vil du føre den krig? Så det er ikke en ulykkelig borgerkrig, du intervenerer i, hvad der i sig selv er fatalt, det viser al historie, men det er jo en krig helt ned i livets mikrostrukturer. Fronten kommer til at gå midt igennem alle afghanske familier og alle afghanske stuer.«

Det vakte international opmærksomhed, da Time Magazine i juli 2010 på forsiden bragte et foto af den 18-årige pige Aisha, der havde fået skåret næsen af, fordi hun gik uden burka. Pigens afskårne næse blev hurtigt opfattet som et uhyggeligt symbol på, hvad der vil ske, når NATO-soldaterne forlader Afghanistan. Men det er forenklet, mener Jensen.

»Når man læser Aishas historie, så er det med hele familiens konsensus, at hendes næse skæres af. Det er ikke et overfald på åben gade, det sker tværtimod i familiens regi. Og så må man spørge, hvad er det for en krig, hvor går fronten i den krig? Skal der stå en bevæbnet soldat i hvert afghansk hjem for at sikre, at der ikke sker overgreb mod kvinder?«

Ministerens bazooka

Vestens ordvalg og måden at lancere formålet med krigsindsatsen har spærret for en dybere indsigt, mener Jensen.

»Den virkelige modsætning ligger mellem den retorik, vi bruger om Afghanistan, og så den virkelighed, der er. Om de mål, vi hævder at ville gennemføre, og så vores muligheder for at gennemføre dem i et land og en kultur og en virkelighed, som vi ved alt for lidt om.

Vores retorik er direkte hæmmende – altså kontraproduktiv – i forhold til at forstå, hvad der foregår i Afghanistan.«

Jensen har to gange i 2010 diskuteret krigsindsatsen med forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).

»Hun efterlader det bestemte indtryk, at hvis det ikke var fordi hun havde embedsmæssige pligter i Danmark, så ville hun stå på en barrikade i Afghanistan med en bazooka og forsvare kvinderne,« siger han og tilføjer: »Både ministeren og jeg ved, at i Helmand er kvindernes frigørelse ikke i dag en prioritet, der er afsat nævneværdige ressourcer til. Men når man diskuterer med hende, er det dér, hun lægger vægten. Mere demagogisk kan det ikke blive.«

Eksemplet med forsvarsministerens retorik er ikke enestående. Ifølge Jensen »skal man først skyde sig igennem en massiv mur af løgn og en retorik, der ikke har det fjerneste med virkeligheden i Afghanistan at gøre – eller med vores virkelige mål derude – når man en sjælden gang debatterer den danske krigsindsats.«

Afghanernes velfærd har »aldrig for alvor ligget de ansvarlige politikere på sinde.«

»Det er noget, vi er blevet bildt ind. Det, har de følt, var politisk og retorisk nødvendigt. Man har vedtaget, at kvindefrigørelse og demokrati skulle begrunde vores tilstedeværelse.«

»Vi må erkende, at vi i 100 år troede, at planeten tilhørte os, og at fremskridtet stod i vores civilisations tegn. Nu ser vi, at det er ikke tilfældet. Den vestlige kultur synes at have nået sin grænse i de her år. Afghanistan og Irak er nogle af tegnene. Vi har ikke udvidet vores sikkerheds­zoner, vi har ikke skabt lande, vi har nemmere ved at tale med eller for den sags skyld manipulere med. I stedet oplever vi i disse år, at vores indflydelsessfære indskrænkes.«