Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Vi har intet at være stolte over i Afghanistan

Source:information.dk
Author:Ulrik Dahlin
Date:06/01-2012

Jeg forlanger ikke heltegerninger af Søvndal. Alt, hvad jeg beder om, er fem minutters sandhed efter ti år med massive løgne. Og sandheden er, at vi ikke har noget at være stolte af i Afghanistan.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt brugte sin nytårstale til at rose de danske soldater og krigsindsatsen i Afghanistan: »Det er jeg stolt af. Det er hele Danmark stolt af,« som statsministeren sagde.

Forfatter Carsten Jensen har i årevis været en vedholdende kritiker af krigsindsatsen i Afghanistan. Og statsministerens stolthed er endnu en grund til, at han trods regeringsskiftet ikke nærer fremtidsoptimisme for det krigshærgede land bag Khyberpasset.

Den nye regering og især den nye udenrigsminister er nemlig på rekordtid blevet grebet af samme falske optimisme som den forrige regering, når det drejer sig om Afghanistan. Det eneste, som Villy Søvndal som udenrigsminister ifølge Carsten Jensen har taget med fra sin SF-formandstid, er erkendelsen af, at Vesten ikke kan vinde militært i Afghanistan.

»Når man ikke kan vinde, betyder det jo, at man har tabt. Hvorfor så blive i Afghanistan endnu en halv verdenskrigs tid?«

I stedet efterlyser Carsten Jensen format hos Villy Søvndal (SF). Format viste den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, da Tyskland afviste at støtte krigen i Irak. Det samme gjorde den tidligere amerikanske udenrigsminister Colin Powell, da han efter invasionen gik til bekendelse om sine løgne om masseødelæggelsesvåben.

»Jeg forlanger ikke heltegerninger af Søvndal. Alt, hvad jeg beder om, er fem minutters sandhed efter ti år med massive løgne. Og sandheden er, at vi ikke har noget at være stolte af i Afghanistan.«

Duknakket kopi

»Villy Søvndal burde have mere format end blot at fremstå som en duknakket kopi af Lene Espersen. Fem minutter med en amerikansk general, og han er så benovet, at han glemmer sit eget kritiske udgangspunkt. I Clements søndagsprogram talte han om, hvordan ’Vi havde taget 2.000 talebanledere ud’. ’Vi’? ’Tage ud’? Hør, hvor vi gungrer.«

Den udtalelse får Carsten Jensen til at henvise til en undersøgelse, gennemført af en amerikansk tænketank, af 4.000 mistænkte talebanere, som amerikanerne havde taget til fange. Det viste sig, at der var en fejlprocent på 85, og derfor var 3.500 blevet løsladt igen.

»Det tjener amerikanerne til ære, at de løslader folk, men det får da én til at tænke på: Hvor stor er fejlprocenten for de, der ’tages ud’?«

Kritikere har ifølge Carsten Jensen tværtimod advaret mod, at det typisk er ældre, mere pragmatiske lokale talebanledere, der slås ihjel, når nogen ’tages ud’. Og det efterlader initiativet til yngre, mere radikale kræfter i Taleban.

Samtidig støtter Villy Søvndal nu en forsoningsproces, hvis reelle indhold er, at Vesten betaler afhoppede talebanere for at nedlægge våbnene. Den todelte strategi — betaling til afhoppere og målrettede likvideringer — skal svække Taleban og tvinge dem til forhandlingsbordet.

»Selv om mange iagttagere advarer mod, at netop de mange raids mod små landsbysamfund, den såkaldte ’capture or kill’-strategi — hvor nogen skal ’tages ud’ — miskrediterer de udenlandske soldater, så anfægter det ikke Søvndal. Han bakker op bag strategien.«

»Ministeren siger, at forsoningsprocessen har ført til, at 3.000 talebanere har nedlagt våbnene. Ifølge andre oplysninger er det reelle tal kun ca. 250. Resten er medlemmer af Nordalliancens militser, som i forvejen er vores allierede.«

Taleban gør, hvad de vil

»Volden er stigende. Der var mere vold og blev dræbt flere civile i 2011 end året før. Samtidig med at Taleban holder lavere profil i det sydlige Afghanistan, hvor næsten alle de ekstra 40.000 amerikanske soldater har været indsat, har bevægelsen styrket sin position andre steder,« siger forfatteren i en samtale med Information.

Carsten Jensen henviser til en række »spektakulære« aktioner, Taleban har gennemført. Som i april, da Taleban gennem en tunnel befriede 500 fanger fra Sarposa-fængslet, et godt bevogtet fængsel i Kandahar. Eller angrebet på hotel Intercontinental i Kabul i juni. Eller drabet på præsident Karzais magtfulde lillebror i juli. Eller angrebet i august på det britiske kulturhus i Kabul. Desuden er der angrebet på den amerikanske ambassade, hvor det tog NATO og de afghanske sikkerhedsstyrker 19 timer at nedkæmpe seks talebanere. For slet ikke at tale om drabet i september på ekspræsident Rabbani, der skulle stå i spidsen for fredsprocessen.

»Det vigtige er symbolværdien. Taleban viser, at trods alle de udenlandske soldater og alle de afghanske sikkerhedsstyrker, så kan de gøre, som de vil.«

En nærliggende parallel er den vietnamesiske Tet-offensiv i 1968, hvor FNL-styrker angreb amerikanske besættelsestropper over hele Sydvietnam, selv i Saigon hvor den amerikanske ambassade blev stormet.

»Tet-offensiven endte militært som en katastrofe for FNL, men gjorde samtidig ubodelig skade på amerikanernes image. Det blev krigens vendepunkt. Det stod klart, at amerikanerne ikke havde kontrollen, selv om de havde en overvældende militær overlegenhed.«

Tag Taleban alvorligt

»Projekt demokrati« i Afghanistan er ifølge Carsten Jensen slået fejl.

»Der har aldrig været en holdbar strategi for indsatsen, der har aldrig været et klart mål, og der har aldrig været en troværdig alliancepartner for Vesten. Der er lige så mange mænd under våben i krigsherrernes private militser, som der er i den afghanske hær. Det betyder, at regeringen ikke har nogen som helst kontrol.«

Det er ikke lykkedes Vesten at vise afghanerne, at vi kan garantere for større sikkerhed.

»Akkurat som i Vietnam må Vesten indse, at talebanerne er en folkelig kraft, som skal tages alvorligt. Mange talebanere er ganske almindelige afghanere, og hvis vi reducerer dem til kun at være fanatikere, så har vi intet forstået.«

»Vi må formodentlig overlade dele af Afghanistan til Taleban. Det bliver ikke et samfund, der vil minde om et demokrati, men det er det heller ikke nu. Afghanistan er et kaotisk, lovløst samfund involveret i en endeløs borgerkrig. Og vi er blot brikker i et spil, vi ikke forstår.«

Hvis vi vender blikket mod Danmark, er der tre institutioner, for hvem det har været »en god krig«, mener Carsten Jensen, der her refererer til sikkerhedseksperten Mikkel Vedby Rasmussens »tankevækkende« bog ’Den gode krig?’.

»Forsvaret har vist, at vores soldater kan deltage i kampe under hårde omstændigheder, ligegyldigt om vi vinder eller ej. Diplomaterne har fået placeret Danmark i et større magtspil, hvor vi ikke har deltaget før. Politikerne har kunnet demonstrere enighed og opbakning bag pseudomål som f.eks. skolegang eller kvindefrigørelse, som de har forvekslet med en strategi. Vi har slået i hundredvis, muligvis tusinder af bønder og talebanere ihjel. Vi har været en destabiliserende faktor i Helmand og gjort de civiles liv usikkert, samtidig med at vi har støttet et utal af korrupte politichefer, som i realiteten ikke er andet end bandeledere. Afghanerne lever i helvede. Men det bekymrer ikke de snæversynede politikere, hvis perspektiv ikke rækker længere end til intrigerne på Christiansborg.«

Soldater hjem nu

Endnu skal der gå to år, før de danske soldater trækkes hjem fra Afghanistan. Stod det til Carsten Jensen, skulle regeringen så hurtigt som muligt følge i Canadas og Hollands fodspor og få soldaterne hjem straks.

»De danske soldater er ikke befriere. De er derimod parter i en afghansk borgerkrig mellem by og land, mellem modernitet og en århundredegammel landsbykultur og klanstruktur.«

Vesten »har kompromitteret sig« ved at tale om frigørelse og ligebehandling af kvinder fra toppen af en kampvogn: »Indtil vi forstår dette, vil vi fortsat rage rundt i mørket.«

I efteråret forudså en rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste, at de afghanske sikkerhedsstyrker ikke selv vil være i stand til at varetage opgaverne i 2014, når de udenlandske soldater trækkes ud. Tværtimod vil Taleban være usvækket.

»Hvorfor er der så ingen politikere, der påpeger det meningsløse i at bruge to-tre år på et projekt, som vi allerede nu kan se ender forgæves?«

»I 2011 har Danmark heldigvis kun mistet fire soldater. Jeg er overbevist om, at det ud over den massive amerikanske optrapning hovedsageligt skyldes, at soldaterne ikke bevæger sig uden for lejrene, hvilket kun understreger meningsløsheden i deres tilstedeværelse.«

De senere år er der kommet større fokus på, hvad man kunne kalde den danske side af krigen: Der er institutionaliseret en national flagdag, der er rejst mindesten, og faldne danske soldater er portrætteret i tv-programmer, bøger og aviser.

»Det er naturligt for et land at sørge over sine døde, men vi skal omvendt heller ikke være blinde for, at jo flere danske soldater, vi mister, jo tungere bliver det at sige sandheden om den danske indsats. Vi vil ikke blive dømt på vores velmenende retorik, men på vores handlinger.«