Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Støjbjerg, Kjærsgaard og andre hysteriske chikane-politikere

Source:politiken.dk
Author:Rune Engelbreth Larsen
Date:30/01-2013

Igen er vi blevet mindet om, at den værste chikane kommer OVENfra, fra den politiske top, der altid er parat til at omsætte en vanklende historie, der passer i deres kram, til en hyletone af forargelse og raseri.

Straf dem, tvangsflyt dem, ekskludér dem! Ja, det danske hysteriker-korps fra Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative råber, så fråden står dem af munden, sekunder efter en historie om, at jødiske skolebørn frarådes at gå i skole på Nørrebro.

Ikke noget med at trække vejret og tælle til ti - ikke noget med at holde kæft, ligesom man plejer, når indvandrere bankes ned, spyttes på og diskrimineres - nej, nej, her er en sag, der kan vindes og skal skamrides fra første sekund, og hvor man kan rase gratis mod indvandrere af palæstinensisk herkomst. Herligt!

Hvem kommer først på banen, hvem er mest forarget og hævngerrig, Kjærsgaard, Støjbjerg, Henriksen eller Jarlov?

Døm selv:

Martin Henriksen tordner og kræver »benhårde metoder«, herunder økonomiske sankioner og tvangsflytninger. De Konservatives unge stor-populist, Rasmus Jarlov, der af bizarre grunde ofte nævnes som en arvtager til rorpinden på det konservative skibsvrag, samler straks tordenkilen op: »Det skal der slås meget hårdt ned på. Om nødvendigt må skolerne smide de børn ud, som chikanerer de jødiske børn.« (Politiken.dk, 29.1.2013).

Pia Kjærsgaard kender imidlertid det her game bedre end nogen anden og matcher let de unge dirrende politikere: »Vi skal ikke finde os i arabiske familier, som opdrager deres børn efter egne middelalderlige principper om at hade og jagte jøder eller andre etniske mindretal,« raser hun på Facebook (citeret efter tv2.dk, 29.1.2013).

Inger Støjbjerg, der ligeledes har en omfattende erfaring i at smælde og skælde, før hun tænker, kaster sig stærkt ind i feltet: »Hvis der er børn, som chikanerer andre elever på grund religiøse eller etniske forskelle, bør disse børn straks udelukkes fra skolen i dage eller uger. Der bør sættes ind med økonomiske sanktioner over for familierne.«

Og så videre og så videre og så videre ...

Men så var det bare en fis i en hornlygte. Skole efter skole efter skole afviste problemet, og selv Rådmandsgades Skoles leder Lise Egholm, der satte snebolden i gang, måtte rykke ud og understrege, at hun var misforstået, og at problemerne var en saga blot.

Gad vide, hvornår de svovlende politikere, der på et splitsekund var parate til at sætte enhver fornuft over styr og var fløjtende ligeglade med proportionerne, rykker ud og undskylder deres galde?

Igen er vi blevet mindet om, at den værste og mest modbydelige chikane kommer OVENfra, fra den politiske top, der altid er parat til at omsætte en historie, der passer i deres kram, til en hyletone af forargelse og raseri. Dét er sgu uhyggeligt, for det er herfra loven og reglerne og sanktionerne falder tungt, og det er DERES chikane, som udbasuneres af massemedier igen og igen og tegner den politiske dagsorden.

Men betyder dette så, at der ikke er jøder, som chikaneres på Nørrebro? Desværre ikke. Ligesom der er muslimer og romaer m.fl., der chikaneres andre steder. Det ene er absolut lige så forkert som det andet. Så åbenlyst forkasteligt, at det fortjener al den saglighed, der kan mønstres.

Det er også derfor, der er behov for politikere, der kan holde tungen lige i munden og tage en dyb indånding, når breaking news ruller og buldrer. Politikere, som kan se på saglige løsninger. Hvor stort er problemet? Hvilke grupper og individer har problemet? Hvordan undgår vi at overdrive omfanget? Hvordan undgår vi at underdrive det?

Lad os høre eksperter og indhente succes-erfaringer.

I stedet for igen og igen at lade saglighed og omtanke overdøve af hylekoret af magtfulde hysterikere som Støjbjerg, Kjærsgaard, Henriksen, Jarlov & Co.