Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Tolv gode regler når man vil begå socialbedrageri

Source:modkraft.dk
Author:Jørgen Lenger
Date:04/06-2013

Med jævne mellemrum dukker der historier op om, at socialbedrageri er tiltagende. Ud fra hvad jeg selv oplever i mit job, kan jeg kun bekræfte det. Vi oplever oftere og oftere, at der snydes med sociale ydelser, og snyderiet ser ud til at være sat i system.

Det er desværre vanskeligt at bekæmpe dette socialbedrageri, for det er straffrit, og lovgiverne har oven i købet forsynet kommunerne med incitamenter, så de belønnes for at begå socialbedrageri over for borgerne. Selv når de afsløres, får de lov at beholde byttet, hvilket er en ganske usædvanlig konstruktion i strafferetten. Normalt inddrages gevinster, der er opnået ved lovovertrædelser.

Formen og omfanget varierer fra kommune til kommune; men der er alligevel mange fælles træk, som tyder på, at kommunerne lærer af hinanden.

Regel nr. 1: Gør det vanskeligt at komme i kontakt med kommunen.

Mange problemer kan undgås, hvis man kan holde borgerne på afstand. Hvis telefonkontakt overhovedet er nødvendig, skal den i hvert fald begrænses. Det skal være besværligt at komme i direkte kontakt med sagsbehandleren, og det vil være hensigtsmæssigt, hvis kommunens sagsbehandling er så opdelt, at der ofte skal henvises til en anden sagsbehandler, som det så også er vanskeligt at træffe.

Glem retssikkerhedslovens regel om, at kommunen af egen drift skal sørge for, at en henvendelse behandles efter alle relevante bestemmelser i lovgivningen. Det har større effekt at sende borgeren rundt i systemet, fra den ene til den anden. Allerbedst er det, hvis kommunen kan henvise til nogle helt andre, f.eks. regionen. Kommuner og regioner beskæftiger et stort antal jurister, hvis vigtigste opave er at læsse udgifter over på modparten.

Borgeren skal i videst muligt omfang være henvist til elektronisk kommunikation, som udløser et autosvar om, at henvendelsen vil blive besvaret inden for en bestemt periode, som regel 2-4 uger, men somme tider op til 6-8 uger. Autosvaret skal ikke kunne besvares af borgeren.

Regel nr. 2: Undgå så vidt muligt at borgeren overhovedet ansøger.

Langt de fleste henvendelser fra borgere har karakter af spørgsmål om en bestemt ydelse. Meget besvær kan undgås, hvis man simpelt hen svarer, at det kan hun ikke få, f.eks. med begrundelsen, at "det bevilger vi ikke i vores kommune". Som regel kender borgeren ikke lovgivningen og vil derfor tage svaret for gode varer. Så undgår man en formel ansøgning. Man slipper så også for at belyse sagen, give et afslag og navnlig for at give en brugbar begrundelse. Og af samme grund undgår man med garanti en ankesag, som man risikerer at tabe.

Fremgangsmåden er ganske vist i strid med servicelovens § 12 om kommunens pligt til at rådgive og vejlede, og den er især i strid med kommunens udvidede pligt til rådgivning og vejledning til mennesker med et handicap, eventuelt ved at kommunen er opsøgende over for borgeren. Men for det første skal borgeren være helt usædvanlig krigerisk for at klage over en overtrædelse af servicelovens § 12, og for det andet vil overtrædelsen kun udløse en løftet pegefinger fra ankemyndigheden. Det kan den forhærdede kommune sagtens leve med.

Regel nr. 3: Glem eller gem tidsfrister for sagsbehandlingen.

En kommune har pligt til at fastsætte – og offentliggøre! - tidsfrister for behandlingen af hver sagstype. Denne pligt kan tilsidesættes på flere måder. Enten kan kommunen helt undlade at fastsætte disse frister. Eller også kan man fastsætte dem, men gemme dem godt for borgerne. Det kan f.eks. ske ved, at man én gang om året offentliggør dem godt gemt i annoncerne i den lokale avis, eller ved at man lægger dem på kommunens hjemmeside på en måde, så det er vanskeligt for borgerne at finde dem.

Hvis en borger får den ide at klage til Statsforvaltningen over dette regelbrud, vil det udløse en påtale, men så kan kommunen jo altid rette lidt op på fejlen på dét tidspunkt. Risikoen for en klage er dog beskeden, blandt andet fordi de færreste borgere overhovedet kender denne regel.

Hvis kommunen i en konkret sag undlader at overholde sine egne tidsfrister, skal den meddele dette til borgeren og fastsætte en ny frist for afgørelsen. Dette kan med fordel undlades. Dels fordi borgerne også kun sjældent kender dén regel. Dels fordi det næppe fører til en klage over kommunen. Og dels fordi en klage i givet fald kun udløser en løftet pegefinger fra Statsforvaltningen. Og det skal man ikke tage så tungt, for mere sker der ikke.

Regel nr. 4: Ansæt for få sagsbehandlere.

Sagsbehandlerens løn er den mindste del af udgiften ved at ansætte sagsbehandlere. Værre er det, at de kan komme til at tage stilling til ansøgninger, og ansøgninger kan føre til bevilling og dermed til en udgift.

Statsforvaltningen i Nordjylland har f.eks. godkendt, at en kommune helt bevidst undlod at ansætte en barselsvikar til behandling af ansøgninger om hjælpemidler og direkte begrundede beslutningen med besparelser, især på kontoen for hjælpemidler. Når man ikke afsætter ressourcer til at behandle borgernes ansøgninger, risikerer man heller ikke, at noget bliver bevilget.

Regel nr. 5: Find en forkert paragraf og giv afslag.

Som nævnt under den første regel skal kommunen af egen drift behandle enhver ansøgning efter alle de regler, hvor ansøgningen eventuelt kan imødekommes. Og som det mindste skal kommunen da i hvert fald finde den mest brugbare paragraf.

Men kommunen kan med fordel begrænse sagsbehandlingen til paragraffer, hvorefter ansøgningen ikke kan imødekommes. Hvis en borger med et handicap f.eks. søger om tilskud til hjælperens éngangshandsker og éngangsvaskeklude, kan de bevilges efter servicelovens § 113 om forbrugsgoder; men kommunen kan vælge at behandle ansøgningen efter reglerne om merudgifter i servicelovens § 100, hvilket fører til et afslag. Somme tider får kommunen god hjælp af borgeren selv, der sjældent selv kan overskue lovgivningens afkroge og derfor også selv nævner § 100 i ansøgningen.

I de fleste tilfælde vil borgeren affinde sig med afslaget og undlade at klage, og hvis borgeren alligevel skulle vise sig at være af den rethaveriske type og indsende en klage, vil klagen aldrig føre til, at ankemyndigheden omgør beslutningen. I værste fald bliver sagen "hjemvist" til kommunen med pålæg om at behandle ansøgningen efter den korrekte paragraf, og så får kommunen en ny chance.

Under alle omstændigheder er der en sikker gevinst fra de borgere, der ikke kan eller ikke tør klage – eller som i misforstået autoritetstro går ud fra, at kommunen kender reglerne. Hvilket den da helt sikkert også gør. Eller de borgere som på et tidspunkt ikke orker mere og opgiver at slås mod kommunen. Betydningen af udmattelseskrig må ikke undervurderes.

Regel nr. 6: Gentag den samme fejl.

Når den næste borger med nøjagtig samme behov henvender sig til kommunen om nøjagtig samme ydelse, hvor kommunen tidligere har tabt en sag i ankesystemet, er det ikke så nemt at huske den tidligere sag, at man ligefrem falder naturligt at inddrage den i afgørelsen af den næste borgers ansøgning. I så fald vil kommunen nemlig miste fordelen ved, at den næste borger måske slet ikke klager.

Så der er alt at vinde ved at gentage den samme fejl igen og igen, og ankemyndigheden vil aldrig påtale over for kommunen, at den tidligere har tabt identiske sager.

Regel nr. 7: Afprøv lovgivningens grænser.

Ganske vist har socialministeren igen og igen præciseret, at en kommune ikke må give bevidst forkerte afslag, blot fordi kommunen ønsker "prøvesager" i ankesystemet, når en borger klager over afgørelsen. Socialministeren har imidlertid også understreget sin store tillid til, at kommunerne overholder lovgivningen, og først og fremmest er der ingen repressalier ved, at de ikke gør det.

Derfor er det en god tommelfingerregel at lade enhver tvivl komme "prøvesagen" til gode og borgeren til skade. Så ved enhver tvivl skal borgeren naturligvis have afslag. Som en (endog særdeles venligsindet) kommunalpolitiker engang fortalte mig: "Vi går lige til grænsen, og så retter vi ind, når vi taber ankesager." Hvilket lige nøjagtig er det man ikke må.

Det er også her af stor vigtighed, at kommunen ikke fraskriver sig gevinsten ved, at borgeren måske slet ikke klager over afgørelsen, så det er en god ide at "gå lige til grænsen", også uanset den tillidsfulde socialminister.

Regel nr. 8: Skriv altid, at der er sket en individuel vurdering.

Regeringen har øget kommunens mulighed for at tillægge det lokale serviceniveau større vægt i de enkelte afgørelser. Som noget nyt skal ankemyndigheden derfor ikke kun vurdere en afgørelse i forhold til love, regel og ankepraksis, men også i forhold til kommunens eget serviceniveau.

Regeringen har dog understreget igen og igen, at der trods dette altid skal ske en individuel vurdering i hver eneste sag. Derfor er der en risiko for, at ankemyndigheden ændrer eller hjemsender en afgørelse, hvis der ikke er sket en individuel vurdering.

Og derfor er det meget vigtigt, at kommunen skriver direkte i afgørelsen, at "afgørelsen er truffet efter en individuel vurdering". Uanset om det er tilfældet eller ej. Men ankemyndigheden stiller sig tilfreds, hvis det blot er nævnt, at det er sket. Det bliver ikke kontrolleret, om det faktisk er sket.

Regel nr. 9: Hvad der er sparet under en ankesag er tjent.

Hvis ansøgningen drejer sig om et kontant beløb, vil borgeren som regel få ydelsen udbetalt med tilbagevirkende kraft, når hun vinder sin ankesag. Men hvis den handler om f.eks. praktisk hjælp, kan ydelsen af indlysende grunde ikke udbetales med tilbagevirkende kraft.

Derfor er der en lang række sager, hvor kommunen med fordel kan give afslag, for der vil være en besparelse for kommunen, også selv om den taber sagen, f.eks. udgiften til en hjælpeordning eller anden praktisk hjælp i de 6-12 måneder, som en ankesag kan vare.

Socialministeren har tilkendegivet, at hun ikke vil tage initiativ til at fratage kommunen dette incitament til at træffe bevidst forkerte afgørelser, så der er alt at vinde for kommunen.

Regel nr. 10: Sørg for, at ankemyndigheden ikke bare kan ændre afgørelsen.

Hvis ankemyndigheden konstaterer, at kommunens afgørelse er forkert, kan den ikke altid bare ændre afgørelsen.

Det gælder f.eks., hvis kommunens beslutningsgrundlag er mangelfuldt, for så er ankemyndigheden afskåret fra at træffe en korrekt afgørelse, og sagen må "hjemsendes" til kommunen til fornyet behandling og forbedret beslutningsgrundlag.

Det gælder f.eks. også, hvis kommunen ikke har "genvurderet" afgørelsen med baggrund i det, som borgeren skriver i sin klage. Kommunen har ganske vist pligt til at foretage en "genvurdering", før sagen videresendes til ankemyndigheden, men "genvurdering" kan med fordel betragtes som "gentagelse", og formuleringen kan være, at "klagen har ikke tilført sagen nye oplysninger". Uanset om der er kommet nye oplysninger/argumenter eller ej. Også i den situation vil ankemyndigheden sandsynligvis blot "hjemsende" sagen.

Fordelen ved en "hjemsendelse" er, at så får kommunen en ny chance, og så går tiden med det.

Regel nr. 11: Undlad at følge ankemyndighedens afgørelse fuldt ud.

Når ulykken så er sket – og den sker efterhånden i op mod en tredjedel af alle ankesager – at borgeren får medhold i sin klage, så er der ingen grund til at kommunen udviser større beredvillighed end højst nødvendigt.

For det første kan man altid lade der gå nogen tid, før man effektuerer afgørelsen, for der er jo stor travlhed i kommunen.

For det andet kan man nøjes med en delvis imødekommelse af ankemyndighedens afgørelse. F.eks. ved at være så restriktiv som muligt med udmåling af beløbet eller den konkrete hjælp, eller f.eks. ved at reagere på en "hjemsendelse" med et nyt afslag, blot med en anden begrundelse eller efter en anden paragraf.

I bedste fald vil man køre borgeren træt. I værste fald får man en ny klagesag på halsen.

Regel nr. 12: Husk, at ankesystemet er for de stærke.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er stor forskel på borgere. Nogle er stærke, nogle er svage. En vis del af befolkningen er kværulanter, og selv kværulanter kan få et handicap. Det er derfor relativt forudsigeligt, hvem der klager, og hvem der ikke klager over kommunens afgørelse.

Der er også forskel på, om borgerne har mulighed for hjælp fra en organisation, eller de ikke har. Nogle mennesker med et handicap har stærke organisationer, som kan hjælpe dem, men andre (måske små handicapgrupper med sjældne handicap) har svage organisationer.

Hvis ansøgeren er intellektuelt svag eller kun kan søge hjælp i en lille eller svag organisation, er risikoen ved at kommunen træffer forkerte afgørelser yderst beskeden, for afgørelsen vil sjældent blive anket, og derfor er kommunens gevinst maksimal. Der er intet at tabe.

Det er ikke så nemt at skrive en klage, og det er slet ikke nemt for en borger at skrive en klage, som gør det muligt at få medhold i ankesystemet. De personer i ankesystemet, der tager stilling til klagen, har aldrig mødt borgeren, og de er derfor overladt til kommunens sagsfremstilling.

Kunsten for borgeren eller organisationen er derfor at formulere klagen så kortfattet, præcist og alligevel udtømmende, at den kan overbevise nogle personer i ankesystemet, som intet aner om borgeren. Det er slet ikke nemt. Det er faktisk forbløffende få, som kan den kunst.

Mange borgere er også bange for at klage, fordi de frygter repressalier fra kommunen, og denne frygt er desværre velbegrundet.

Og derfor er det mere end almindeligt fristende for kommunen at udnytte alle systemets muligheder for socialbedrageri over for borgerne. Fristelsen er naturligvis tiltagende, jo strammere kommunens økonomi er.

Det er ganske vist ikke lovligt, men det er straffrit. Og så bliver fristelsen altså ganske uimodståelig, navnlig når alternativet er besparelser på andre områder, hvor kommunens politiske pris er meget større, og hvor der er langt større risiko for protester fra borgere.